Læsetid: 7 min.

’Regeringer lyver’

’Derfor ved vi, at Irak lyver,’ hed en artikel af Bush-rådgiver Condoleezza Rice for nylig. Hvis Irak betyder Saddam og hans regering, har hun sikkert ret. Men Saddam er ikke alene om at lade sandheden blive krigens første offer
28. februar 2003

(2. sektion)

Propagandakrigen
Påstanden om at Saddam stadig har nukleare, kemiske og biologiske våben, er forkert.«
Sådan sagde det amerikanske udenrigsministeriums officielle talsmand Richard Boucher på et pressemøde den 20. oktober 1992, refereret og citeret af US Information Agency.
Udtalelsen faldt som reaktion på kritikken af, at USA frem til Golf-krigens start i 1991 havde opretholdt venskabelige forbindelser med Iraks diktator Saddam Hussein, støttet ham økonomisk og teknologisk og stiltiende accepteret hans brug af masseødelæggelsesvåben mod iranske soldater og mod kurdiske civile i Nordirak.
Richard Boucher er stadig officiel regeringstalsmand og i den egenskab sagde han ved et pressemøde for nylig, at »som vi har sagt før, så ved vi, at Irak har masseødelæggelsesvåben og har programmer til fremstilling af flere.«
Boucher udtalte sig i tråd med sin chef, Colin Powell, der forleden gentog, at »beviserne er klare. Beviserne har været der de sidste 11-12 år.«
Det var den demokratiske senator Hiram Johnson, som i 1917, under Første Verdenskrig, konstaterede, at »Når krigen kommer, er sandheden det første offer.« I disse dage er verden på vej mod krig i Irak, og sandheden synes for længst ofret. Propagandakrigen før den militære krig udkæmpes med alle midler og på alle tilgængelige fronter. Mens Saddam Hussein fører sin egen offentlighed bag lyset, er præsident Bushs pr-tropper travlt beskæftiget med at stemme den vestlige offentlighed for et amerikansk-ledet angreb på Irak.
Som en ikke navngiven militærkilde sagde til New York Times i december: »Vi har redskaberne og evnen og træningen til at bevæge os ind i venligtsindede og neutrale nationer og påvirke den offentlige mening. Vi vil kunne gøre det og slippe af sted med det.«
I tankerne havde den pågældende givetvis PSYOP, ’psykologiske operationer’, som de blev defineret i forsvarsminister Donald Rumsfelds hemmelige direktivforslag om informationspåvirkning, direktiv 3600.1, der blev lækket til amerikansk presse i december:
PSYOP er »Planlagte operationer med henblik på at formidle udvalgt information til udenlandske målgrupper for at påvirke deres følelser, motiver, objektive overvejelser og i sidste ende adfærden hos fremmede regeringer, organisationer, grupper og enkeltpersoner.«
Ofte er det først i bakspejlet og med stor forsinkelse, at medier og offentlighed indser, at sandheden er ofret, og at man er blevet ført bag lyset i propagandakrigen op til eller under den militære krig.

Den første Golfkrig i 1991 giver en del anskuelsesundervisning. Kendt er i dag historien om den 15-årige kuwaitiske pige Nayirah, som den 10. oktober 1990 – i månederne, hvor præsident Bush senior mobiliserede den offentlige mening til krig mod Irak – gav et tårevædet vidnesbyrd i et amerikanske kongresudvalg om, hvordan hun som frivillig på al-Addam hospitalet i Kuwait City havde set bevæbnede irakiske soldater trænge ind i fødselsafdelingen, hive over 300 babyer ud af deres kuvøser, smide de nyfødte på gulvet og stikke af med kuvøserne. Så stærkt var pigens vidnesbyrd, at syv senatorer henviste til det, da de stemte for at give præsident Bush grønt lys til invasionen af Irak i januar 1991. Også præsidenten selv henviste adskillige gange til Nayirahs beretning.
Det var først efter krigen, det kom frem, at Nayirah var datter af den kuwaitiske USA-ambassadør, at hun aldrig havde været frivillig på al-Addam hospitalet, at hele historien var opspind, og at det var det store amerikanske pr-firma Hill & Knowlton, der havde instrueret hende før vidnesbyrdet i kongressen som del af en omfattende, betalt pr-mission for at skaffe politisk og offentlig tilslutning til angrebet på Irak. Torie Clarke, den person hos Hill & Knowlton, der var ansvarlig for kuvøse-løgnen, er i dag ansat som talsmand hos Pentagon.
»Vi siger altid sandheden,« sagde Torie Clarke for nylig om Pentagon i et interview med fransk tv.
Kendt er også historien om Pentagons oplysninger til amerikansk presse i september 1990 om fortrolige satellit-billeder, der afslørede en irakisk troppeopmarch på en kvart million soldater og 1.500 tanks ved Iraks grænse til Saudi Arabien. Pentagon offentliggjorde aldrig satellitbillederne, men skeptiske journalister fik siden fat i billeder fra samme sted og samme tid – fotograferet af kommercielle satellitter – og billederne viste ingen irakiske tropper, kun ørkensand.
Bekymringen for at den slags manipulationer gentager sig i forspillet til den næste krig mod Irak, fik for nylig den svenske oberst Bo Pellnäs til at tage bladet fra munden i avisen Dagens Nyheter i en artikel med overskriften »Stol ikke på USA«. Pellnäs var i 1994-95 leder af en international styrke, der skulle overvåge, at grænsen mellem Serbien og Bosnien forblev lukket. USA var modstander af styrken, og på et tidspunkt fremlagde den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright et antal fotografier for FN’s Sikkerhedsråd, som angiveligt dokumenterede, at lastbilkonvojer krydsede grænsen.
»Problemet var blot, at jeg med hundrede procents sikkerhed kunne sige, at vi bevogtede aktuelle grænseovergange døgnet rundt og at det kunne bevises, at ingen lastbiler havde passeret på de tidspunkter, man hævdede.«
Pellnäs krævede at se fotografierne, men USA nægtede at fremlægge dem.
»Den konklusion, man må drage, er, at selv et demokrati betjenes af embedsmænd eller politikere, som er parat til at anvende løgne for at fremme egne interesser,« siger den svenske oberst.
Forførelsen af den offentlige mening ligger ofte i sproget. Nogle eksempler fra årene mellem 1. og 2. Golfkrig:
nDa FN’s våbeninspektører i 1998 forlod Irak efter i syv år at have eftersøgt og destrueret lagre og faciliteter i Iraks program for masseødelæggelsesvåben, var det på ordre af chefinspektør Richard Butler, der vidste, at et amerikansk-britisk luftangreb på Irak – Operation Desert Fox – var umiddelbart forestående. I opspillet til den 2. Golf-krig har den amerikanske regering omskrevet historien. Den 29. januar sidste år sagde præsident Bush i sin tale til nationen: »Dette er et regime, der accepterede internationale inspektioner – men så sparkede inspektørerne ud.« Og hans våbenfælle, Storbritanniens Tony Blair, sagde i marts sidste år, at »før han (Saddam Hussein, red.) sparkede FN’s våbeninspektører ud for tre år siden, havde de opdaget og destrueret tusinder af kemiske og biologiske våben... Da de kom tættere på, fik de besked på at skrubbe ud af Irak.«

Og Colin Powell gentog så sent som den 20. februar i år, at »Irak har masseødelæggelsesvåben. Det forrige hold våbeninspektører fastslog det som resultat af deres arbejde fra 1991 og frem til 1998, hvor de blev tvunget ud af landet.«
I september sidste år omtalte præsident Bush fra sit landsted Camp David en rapport fra det Internationale Atomenergi Agentur. »En rapport blev fremlagt af Atom... IAEA... om, at de (Irak, red.) var seks måneder fra at have udviklet et (atom)våben. Jeg ved ikke, hvor meget mere bevis vi behøver,« sagde præsidenten.
Da pressen gravede i sagen, kunne de ikke finde nogen aktuel rapport fra IAEA. Bushs talsmand præciserede, at der var tale om en rapport fra 1991. Heller ikke en sådan kunne IAEA vedkende sig. Derimod havde agenturet i 1998 lavet en rapport, der konkluderede, at »IAEA ikke havde fundet tegn på, at Irak havde nået sit programmål om at producere atomvåben, eller at Irak havde bevaret fysisk kapacitet til at fremstille våbenegnet nukleart materiale, endsige på hemmelig vis havde skaffet sig sådant materiale.« IAEA-rapporten tilføjede, at Irak i 1990, før Golf-krigen, havde været 6-24 måneder fra at opnå atomar kapacitet.
Præsident Bush juniors sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice skrev for en måned siden en kommentar i New York Times under overskriften: »Derfor ved vi, at Irak lyver«. Hvis Irak betyder Iraks regering og Saddam Hussein, har sikkerhedsrådgiveren med sikkerhed ret. Men Saddam er ikke den eneste. Den amerikanske historiker Howard Zinn, professor emeritus i statskundskab ved Boston University, talte for nylig til et hold amerikanske studerende om den aktuelle ’propagandakrig’. Zinn henviste til den afdøde journalist I.F. Stone, der startede med at lave små nyhedsbreve om undertrykte informationer og endte med at være det store ikon for kritisk journalistik i USA.
»Når Stone holdt sine forelæsninger for unge journaliststuderende, sluttede han altid med at sige: »Hvad end I ellers måtte huske af det, jeg har fortalt, så husk altid to ord: Regeringer lyver.« De to ord er stadig et godt startpunkt for borgere og journalister. Ikke mindst når krig står for døren.«

FAKTA
Når medier lyver
Nogle historieforfalskninger opfindes eller bæres videre af patriotiske eller bare ukritiske medier:
*Ugemagasinet Time skrev i november, at »mange (i Irak) naturligvis er bitre over den 12 år lange USA-støttede embargo, som Bagdad hævder har medført, at tusinder af børn og gamle er døde af sygdomme, der kunne forebygges.« I virkeligheden var det ikke Saddam Hussein, der hævdede, men FN’s børneorganisation UNICEF, der i august 1999 offentliggjorde en rapport med konklusionen, at sanktionerne på daværende tidspunkt havde bidraget til en halv million irakiske børns død.
*Los Angeles Times skrev i november om våbeninspektørernes afrejse fra Irak i 1998, at »Bagdad hævdede, at der var (amerikanske) spioner blandt inspektørerne, og USA klagede over, at Irak brugte påstanden som en undskyldning for at obstruere inspektørerne.« I virkeligheden var det toneangivende amerikanske medier som New York Times, Washington Post og Boston Globe, der i 1999 med både USA- og FN-kilder kunne afsløre, at det tidligere inspektørhold var infiltreret af amerikanske regeringsspioner.
*Også i november refererede CNN Bush-regeringen for det synspunkt, at sanktionernes skadevirkninger var Saddams egen skyld. »Hvis de blot havde efterlevet FN’s Sikkerhedsråds resolutioner og afvæbnet, ville der ikke være nogen sanktioner,« sagde CNN-værten. I virkeligheden har både præsident Bush senior og hans udenrigsminister James Baker samt præsident Clintons senere udenrigsminister Madeleine Albright sagt krystalklart, at USA ikke vil gå med til at hæve sanktionerne efter en afvæbning. Med Albrights ord fra 1997: »Vi er ikke enige med de nationer, der siger, at sanktionerne skal hæves, hvis Irak opfylder sine forpligtelser om destruktion af masseødelæggelsesvåben.« Og med Bush seniors ord fra 1991: »Mit standpunkt er, at vi ikke vil hæve sanktionerne, så længe Saddam Hussein er ved magten.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu