Læsetid: 3 min.

Revolutionen ulmer i Bolivia

De blodige sammenstød sidste uge mellem politi og militær bunder i en højeksplosiv konflikt, hvor otte af ti bolivianere lever for knap en dollar om dagen. Staten har i årtier ignoreret indianer- og arbejderbevægelsers minimale sociale krav
18. februar 2003

BUENOS AIRES – Verdens højest beliggende hovedstad La Paz lignede sidste uge begyndelsen til en borgerkrig. Civilklædt politi protesterede ledsaget af studenter mod regeringens 12,5 procentskat på 750.000 arbejderes løn. Foran regeringspaladset trak de militære sikkerhedsvagter våben, og parterne gik i flæsket på hinanden. Det førte de næste to dage til et blodbad i hovedstaden og flere provinsbyer med 33 dræbte og 173 sårede.
Protesten mod indkomstskatten, der er del af et IMF-program for at sænke det offentlige underskud fra 8,5 til 5 procent, bredte sig straks til alle dele og sektorer af landet i et folkekrav om regeringens afgang.
Det blev afvist af den nyliberale præsident, Gonzalo Sánchez de Lozada, der på seks måneders mandat har fået næsten alle hjemlige grupperinger i mod sig for sin videreførelse af flere årtiers kurs, der prioriterer bundlinjen højere end de enorme uligheder i Sydamerikas fattigste land.
Bolivia er som flere af sine nabolande i en stærk økonomisk krise, der har øget elendigheden for den indiansk-dominerede befolkning. Præsident Lozada og hans parti Movimiento Nacional Revolucionario (MNR) repræsenterer det hvide spanske establishment, der i århundreder har undertrykt det indianske flertal med militærets loyale støtte.

189 kupforsøg
Ikke for ingenting har Bolivia gennemlevet 189 kupforsøg, der oftest har været establishmentets nødudgang over for folkekrav om sociale ændringer i en ny økonomisk model.
Den nuværende situation indeholder samme elementer med patruljerende tanks i alle storbyer i en de facto undtagelsestilstand. Forskellen er, at Lozada beskylder oppositionen for at ville kuppe ham og hentyder til den alliance af fagforeninger, partier og indianerbevægelser i grupperingen Estado Mayor del Pueblo, der kræver hans afgang som første skridt mod en folkeforsamling og en ny forfatning. I spidsen står lederen af Bolivias kokabønder Evo Morales, der beskylder regeringen for med sidste uges overgreb at iscenesætte et auto-kup, der med social uro som undskyldning skal sikre regeringens fortsatte mandat.
I spidsen for oppositionen står Evo Morales, der som leder for kokabønder og indiansk præsidentkandidat for partiet Movimiento al Socialismo (MAS) tabte sommerens valg med et mulehår og først efter teknisk uafgjort, der af parlamentet blev vurderet til Lozadas fordel.
Morales har via paraplyfagforeningen Central de Obreros Bolivina (COB) varslet generalstrejke mandag og tirsdag, hvilket har tvunget regeringen til forhandlingsbordet – første skridt var annulleringen af den upopulære indkomstskat. Tvekampen mellem Lozada og Morales er netop Andeslandets historisk ulige kamp mellem de hvide magthavere, militæret og industrien på den ene side mod de fattige minearbejdere, kokabønder og ludfattige indianere på den anden side.
Morales mobiliserer konstant kokabønderne og kritiserer regeringen for skånsesløst at gennemføre det USA-støttede udryddelsesprogram af de samme kokamarker, som Bolivias forfordelende økonomi har tvunget bønderne til at dyrke.

Pseudodemokrati
USA’s præsident, George Bush, udtrykte fredag ikke uventet støtte til præsident Lozada og opfordrede parterne til at respektere demokratiet. Problemet ligger ifølge oppositionen netop i, at det bolivianske demokrati er et pseudodemokrati for establishmentets fortsatte kontrol over landets naturressourcer – specielt gas, kul og mineraler.
Retsvæsen, parlament og militær er ifølge oppositionen bundkorrupt, racistisk og skyld i Bolivias tårnhøje udlandsgæld, der gør landet dybt afhængig af udenlandsk støtte – som USA’s støtte til udryddelsen af produktionen af kokablade.
Tro mod regeringspartiets ry som magtklæbende har MNR siden Lozadas indsættelse blokeret for sociale forslag fra MAS, der i juli skrev historie ved at få 36 af kongressens 157 sæder.
»Lozada har forsøgt at slukke den sociale ild med benzin ved at indvilge i IMF’s program,« sagde den bolivianske politiske analytiker Cayetano Llobet til udenlandsk presse i går.

Præsident bliver siddende
Den aktuelle konflikt tog en overraskende vending tilbage i april 2000, hvor politiet forsvarede en civil demonstration over for militæret. Siden har Bolivia haft ugentlige vejblokader, indianermarcher og lokale angreb på rådhuse og administrationsbygninger. Sidste uges demonstration med civilklædt politi og studenter hånd i hånd er det maksimale symbol på, hvor bred protesten mod den nyliberale model under IMF er.
Præsident Lozada sværger at blive siddende, indtil han skal bæres ud, hvilket han stemmemæssigt blev i 1997, efter at han i fire år som præsident privatiserede den offentlige sektor og fyrede hundredevis af minearbejdere.
Parterne taler mere og mere forbi hinanden i en mentalitetskløft, hvor Lozada, der har boet og studeret hele sit liv i USA, ikke fatter en lyd af Inkasprogene quechua og aymara, som henholdsvis en tredjedel og en femtedel taler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu