Læsetid: 4 min.

Rockens kamæleoner

Forandring og forvandling er nøgleordene i den bemærkelsesværdige historie om albumaktuelle Kashmir
27. februar 2003

Rockhistorie
Kamæleoner er nogle forunderlige størrelser. I et øjeblik grønne. I det næste brune. For derefter at blive røde. Eller grå. Men det er imidlertid ikke kun kamæleoner, der evner at skifte udtryk som det naturligste i verden. Kashmir, der om få dage udsender albummet Zitilites, har igennem mere end et 10-år bevist, at de også mestrer dette fascinerende kunststykke.
De første ord i historien om dansk rocks kamæleoner blev skrevet i 1991 på Kastanievejens Efterskole i København. Her mødte den rockinteresserede elev Kasper Eistrup to ligesindede i Mads Tunebjerg og Asger Techau. Og de tre store teenagere svingede ikke kun på den musikalske front – de fungerede også godt på det personlige plan. Men der gik dog ikke lang tid, før vennerne fik nok af at tale om andres musik. De ville selv. Så i foråret 1992 kastede de sig under fælles navn over rockens hellige treenighed: guitaren, bassen og trommerne.
Kvaliteterne i den unge trios anstrengelser, blev allerede i begyndelsen af 1993 spottet af musikeren og produceren Poul Martin Bonde, der knyttede Kashmir til sit nystartede pladeselskab Start – Electric Music On Disc. Og blækket på kontrakten kunne knapt nok nå at tørre, før Travelogue lå færdig. At debuten blev indspillet i højt tempo og på et nærmest ikkeeksisterende budget, var imidlertid ikke til at høre. Albummets 11 skæringer flød nemlig over med stramme funk-rockende melodier og stort humoristisk overskud – bedst på skæve fuldtræffere som »The Story Of Jamie Fame Flame«, »Art Of Me« og »Leather Crane«.

Skurrende pletskud
To år efter debutens opdukken i pladebutikkerne var Kashmir klar med den berygtede ’svære toer’. Men på Cruzential, som albummet blev døbt, var der nu ingen anstrengelse at spore. Lydbilledet bestod af et ubesværet og til tider ekvilibristisk miks af rock, folk, country og trip hop, som med hjælp fra Soundgarden-produceren Ron Saint-Germaine fik et tidstypisk grunge-touch. Men trods albummets eklektiske udtryk gik en del af numrene fint i spænd med radioernes FM-bånd. Særligt »Bring Back Superman« ramte plet, selv om den var præget af skurrende guitarer, uldne baslinjer og ordkæder, som kortsluttede i hinandens selskab.
Kasper Eistrup – Kashmirs kreative primus motor – mindes tiden omkring de to første udgivelser med glæde.
»Det var sgu nogle fede år. Det var en tid, hvor vi som orkester prøvede alle mulige skøre indfald af. Det var selvfølgelig ikke alle de musikalske idéer, der havnede på Travelogue og Cruzential, som var lige geniale. Men vi havde det virkelig sjovt med at indspille dem – og så var der jo rent faktisk rigtig mange mennesker, som kunne lide det der lidt fjollede udtryk, som de var en del af.«
Det var imidlertid først med The Good Life, som udkom i 1999, at Kashmir for alvor konsoliderede sig i den danske rockbevidsthed. På dette tredje udspil valgte Kashmir at lade inspirationen strømme fra Guds eget land, og det lykkedes dem i samarbejde med Pink Floyd-produceren James Guthrie at kreere et stykke uforfalsket americana, hvor klangfulde orgler og grandiose omkvæd umærkeligt blandede sig med herkuliske guitarer – det sidste takket være orkestrets nye medlem, Henrik Lindstrand.
Det var dog ikke kun på albummets lydside, at tonen var ny. Også på tekstsiden var der markante forandringer at spore, idet den humoristiske tongue-in-cheek-attitude og de studentikose kapricer, som lejlighedsvist skæmmede versene på de to første udgivelser, var fordampet i den varme amerikanske rocklyd. Kasper Eistrups tekster glimtede ikke længere af ironisk lune og sproglig legesyge, men var derimod mærket af en melankolsk inderlighed, som blev formidlet i en klassisk rock-narratologi.
Men det mørkrandede univers, som Kashmir spandt ud imellem sange som »Graceland«, »Make It Grand« og »Mom In Love, Daddy In Space«, skræmte nu hverken købere eller kritikere – The Good Life solgte på kort tid mere end 100.000 eksemplarer, vandt hele seks statuetter ved The Danish Music Awards og blev i flere anmeldelser fremhævet som en af de bedste danske udgivelser nogensinde.
Kasper Eistrup husker det store gennembrud som en både behagelig og skræmmende oplevelse.
»Det var selvfølgelig rart med alle de rosende ord og salgstal, der bare blev ved med at stige. Men det var fandeme også lidt uhyggeligt lige pludselig at få opmærksomhed fra så mange forskellige kanter. Det havde vi ikke regnet med, selv om vi godt havde en fornemmelse af, at The
Good Life ville ramme bredere end vores tidligere udgivelser.«

Nye veje
På mandag føjer Kashmirs kamæleoner endnu et kapitel til deres bemærkelsesværdige historie. Da udsender de nemlig 14 friske skæringer under titlen Zitilites. Og det spritnye udspil adskiller sig ikke blot fra forgængerne i lyd og tekst – det er også blevet til på en ganske anderledes facon. For Kashmir har til udarbejdelsen af Zitilites investeret i et privat studie, hvor de i ro og mag har kunnet lege det nye udtryk frem.
Kasper Eistrup mener, at investeringen i studiet bærer æren for, at der overhovedet kommer et nyt album fra orkestret.
»Umiddelbart efter succesen med The Good Life var vi alle låst af præstationsangst. Men med købet af studiet for et års tid siden blev det muligt atter at slappe af. Her kunne vi spille sammen på en uforpligtende og afslappet måde og så uden videre besvær optage de ting, vi kunne lide.«
Resultatet af Kashmirs nyfundne arbejdsform er et album, som – naturligvis, fristes man til at sige – adskiller sig fra forgængerne. Det musikalske kollektiv har med andre ord foretaget endnu et musikalsk farveskift – og det er ifølge Kasper Eistrup det, der glæder orkesteret mest .
»Vi er helt oppe over, at det endnu engang er lykkes os at ændre udtryk. For det er dét, der er Kashmirs grundlæggende ambition. Vi ønsker at være et orkester i konstant forandring. Hvis vores udtryk en dag skulle stivne, så tror jeg sgu, vi stopper.«

*Zitilites udkommer den 3. marts på Sony Music

*www.kashmir.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu