Læsetid: 3 min.

Rumsfelds bitre familiefejde

Den amerikanske forsvarsminister har forbandet Tyskland ned i samme liga som Cuba og Libyen – det land hans tipoldefar udvandrede fra i 1866
10. februar 2003

Rødder
BERLIN – Da Hermanns kone Wübke døde, besluttede han at starte på en frisk. I Amerika. Han solgte sin gård og drog sammen med seks børn over Atlanten. Det var i 1866, og det gik familen godt, forstår man: Hermann Rumsfelds tipoldebarn er da i hvert fald blevet USA’s forsvarsminister.
Donald Rumsfelds tyske aner oprulles i den seneste udgave af nyhedsmagasinet Der Spiegel – og magasinet undlader ikke at beskrive, hvordan Rumsfeld dengang for 30 år siden opsøgte sine rødder.
Sommeren 1972 kom det til et første møde med de fjerne slægtninge i landsbyen Weyhe-Sudweyhe ved Bremen.
»Hello, my name is Donald Rumsfeld,« sagde en bredt smilende mand i ternede bukser og sprang ud af en Folkevogn, model Boble.
Diedrich og Margarete Rumsfeld forstod ikke engelsk, og der var ingen i landsbyen, der kunne oversætte. Alligevel må mødet med det gamle Europa have gjort et godt indtryk på den fjerne fætter fra USA, for Donald flyttede til Bruxelles for at passe jobbet som NATO-ambassadør.
Flere gange besøgte han til familien i Weyhe-Sudweihe i 70’erne. Hver gang ankom sikkerhedsfolk til landsbyen fire uger før for at undersøge hus og nabolag. Der skulle passes godt på den amerikanske gæst, der i mellemtiden var blevet udenrigsminister under præsident Gerald Ford.

It was a pleasure
Familien i Weyhe-Sudweyhe gjorde sig anstrengelser for at komme Donald nærmere. Husherren Diedrich Rumsfeld rejste sig ved middagsbordet for at tale om et emne, der lå alle på sinde, dengang under Den kolde Krig.
»Vi ønsker os, at De i Deres arbejde kan bidrage til, at spændingen mellem alle folkeslag bliver mindre,« håbede han.
Det var tiden med den vesttyske kansler Willy Brandts forsigtige normaliseringskurs over for Østtyskland – en politik som mødte modstand fra mange sider, men ikke fra Rumsfeld. Han betegnede sig som en ven af Tyskland.
»It was a great pleasure to be here,« kvitterede den ærede gæst i familien Rumsfelds gæstebog.
De varme følelser holdt sig gennem årene – så sent som sidste år skrev Donald Rumsfeld en venlig hilsen til den tyske gren af familien – men nu er det slut.
I januar begyndte Donald Rumsfeld at hugge sine tyske rødder over. Han betegnede Tyskland som ’det gamle Europa’, kaldte landet »et problem« – og syntes at søge nye familiebånd længere mod øst, i det nye Europa.
I denne uge lagde han atter øksen til rødderne. Denne gang delte han verden ind i forskellige kategorier af behjælpelighed i forhold til USA’s problemer med Irak. Efter udredningen kom han til en skamfuld restgruppe:
»Og så er der tre eller fire lande, som har sagt, at de slet ikke vil gøre noget. Jeg mener, at Libyen, Cuba og Tyskland er dem, der har antydet, at de under ingen omstændigheder vil hjælpe.«

Bare bliv væk
Tyskland nævnt sammen med Cuba og Libyen? Det var stærk kost for selv ortodokse amerikavenner som Bayerns konservative leder Edmund Stoiber (CSU), der godt nok førte en moderat USA-kritisk valgkamp for at matche Gerhard Schröder sidste sommer, men ikke havde ment det så slemt.
»Fuldstændig ved siden af,« bedømte Stoiber.
Andre politikere fnøs og udtrykte alvorlig bekymring for den amerikanske forsvarsministers åndelige sundhed, mens udenrigsminister Joschka Fischer (De Grønne) unddrog sig en kommentar, fordi han var træt.
Kansler Gerhard Schröder tav også.
I Weyhe-Sudweyhe er holdningen lægger man ikke fingrene imellem: Donald Rumsfeld er ikke nogen ønsket gæst længere.
»For os er han bare udenrigsministeren. Og han skal for Guds skyld ikke starte nogen krig,« sagde den 85-årige Margarete Rumsfeld til Der Spiegel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu