Læsetid: 3 min.

Vi er alle i samme rumfærge

Og det er ikke nemt at komme af, selv om man slet ikke har købt billet
7. februar 2003

(2. sektion)

Kommentar
I gamle dage hed det sig: »Vi er alle i samme båd.«
I dag er vi alle om bord i den samme rumfærge. Den sejler gennem galakserne og har gjort det siden så langt tilbage i tiden, som kun fantasien sætter grænse for. Den modsatte tidsvej – ind i fremtiden – er det såmænd ikke nødvendigt at mobilisere så megen fantasi. Ethvert himmellegeme futter af sted med risiko for, at friktionen mellem det og dets omliggende univers bliver for stor. Så eksploderer det simpelthen. På skærmene så man hvordan.
Rumfærger kan også ramle ind i andre faste genstande på sine veje. Måske egne efterladenskaber. Den risiko er især fremtrædende for rumfærger, der ikke selv ved, hvor de skal hen, og det er ikke så godt, for det kan – ligesom friktionen – få fatale følger.
Vores rumfærges problem er netop, at en enkelt kaptajn uden certifikat – en slags autodidakt politisk kvaksalver – har taget styringen og hovedløst dirigerer færgen ind i områder, han ikke ved ret meget om, men hvor gnidningerne i forhold til omgivelserne vil få temperaturen til at stige til i nærheden af smeltepunktet for alt liv. Det er en kloning af dr. Strangelove, der sidder ved styrepinden, som han har forvekslet med et simpelt joystick.
Vi ved allerede, at nogle af kaklerne, der skulle beskytte os mod varmen, er krakeleret. De, der havde ansvaret for dem, har stukket halen mellem benene og har sluttet sig til den gale kaptajn og har lovet ham troskab langt ind i egen udslettelse. Vi kan nu tydeligt mærke temperaturerne stige – sådan set venter vi kun på at blive til et stjerneskud.

Store spørgsmål
Og så melder spørgsmålet sig: Har man lov til at ønske under et stjerneskud, hvis man selv sidder på det?
»Stands verden – jeg vil af« – for jeg synes, det er ved at være pinligt, hvordan »Money makes the world go round«. Men det er ikke nemt at komme af, selv om man slet ikke har købt billet til den tur, kaptajnen og hans håndgangne mænd fører os ud på. Jeg kommer til at tænke på en fransk film, fra dengang Den Kolde Krig var varmest – eller koldest var det vist. Den hed: Når den næste verdenskrig bryder ud, så flytter jeg til et andet land. Jeg tror nok, titlen var bedre end filmen.
I en hæsblæsende tid som vores kan man blive helt misundelig på de gode vestjyder. I deres univers i universet går det mere sindigt til. Transporterne skrider fremad i samme tempo som Blichers vandring hen over heden.
Tænk, hvilken ro de må få i sindet og til at læse deres aviser eller gode bøger, mens de venter på, at Arriva skal arrivere – hvis Arriva i det hele taget kører. Problemerne opstår kun, fordi også vestjyder føler en vis forpligtelse til at møde på arbejde eller passe deres undervisning, lærere som elever.
Hvoraf kommer det, at lige netop de folk, der ønsker sig magt og indflydelse og har opnået begge dele, gang på gang erobrer mesterskaberne i fejltagelser? Er det en form for masochisme? Jeg har ladet mig fortælle, at magtfulde personer ofte stiller op til spanking og andre ydmygelser i de små kældre omkring Istedgade, ja, selv på finere adresser.
For min skyld er de velkomne til det, hvis de så til gengæld ville undersøge de sager ordentlig, i hvilke de af vælgerne har fået beføjelse til at træffe konsekvensladede beslutninger. Det gælder i stort som i småt.
For, som Helge Kjærulff-Schmidt sang i sin berømte rumsterstangsvise:
»Mågerne flyr – taber de nåed? Vi er alle i samme båd.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu