Læsetid: 3 min.

Hvad siger Amerikas stemme?

Det skulle have været et fint poetisk arrangement i Det Hvide Hus. Så blev det politisk – og USA’s førstedame aflyste
4. februar 2003

Krigsprotester
Den er blevet efterlyst. Man har kigget efter den bevægelse, og den har været svær at få øje på. Hvor er den amerikanske modkultur? Da den amerikanske digter Lyn Hejinian for 18 måneder siden var i Danmark svarede hun:
»Jeg ved det ikke. Måske findes modkulturen i hengemte webfora. Men den virker jo ikke som modkultur, hvis man ikke kan se den.«
Den har været der før. Der var borgerrettighedsbevægelserne. Der var demonstrationer mod Vietnamkrigen og de amerikanske universitetsstuderendes aktioner var uden tvivl med til at vende opinionen mod apartheidstyret i Sydafrika. For bare at nævne få eksempler.
Som Ebbe Kløvedahl Reich har pointeret: Vi var i 60’erne og 70’erne ikke anti-amerikanske. Vi var stærkt amerikaniserede. Vi fik hele protestbevægelsen, rockmusikken og litteraturen derovrefra.
Det der i dag bliver kaldt ’anti-amerikanisme’, var engang et amerikansk fænomen.

Da poesi blev politik
Det lignede et ægteskab mellem modkultur og mainstream da Bob Dylan i 1993 spillede ved præsident Bill Clintons indsættelsesceremoni. Den gamle protestsanger fejrede den nye præsident.
Nu så det lige så godt ud for præsidenten og kunsten og kulturen. Den nuværende George W. Bush har en kone, som hedder Laura. Og hun er forhenværende bibliotekar. Den 12. februar havde Laura Bush inviteret til symposion i Det Hvide Hus. Det skulle handle om »Poesi og Amerikas stemme«.
Prominente poeter var hidkaldt til at tale om og recitere poesi af store amerikanske poeter som Walt Whitman og Emily Dickinson.
Men en af de inviterede digtere Sam Hamill havde en anden agenda. Han mente, at Amerikas poetiske stemme burde sige noget helt andet. Han skrev en opfordring til kolleger og litterater:
»Jeg vil bede hver eneste digter hæve sin stemme for vort lands samvittighed og signere en petition imod krigen.«
Hamill anbefalede den 12. februar som officiel manifestation af ’poesi mod krigen.’
Det kom Det Hvide Hus for øre, at poesi var ved at blive til protest. Og det var ikke meningen. Arrangementet blev aflyst og aflysningen forklaret i en pressemeddelelse:
»Førstedamen er blevet opmærksom på, at nogle blandt de inviterede var ved at forvandle en litterær begivenhed til et politisk forum.«
»Mrs Bush respekterer alle amerikaneres ret til at udtrykke deres politiske synspunkter, men denne begivenhed skulle have fejret poesien.«

Antikrigs-digte
Hamill planlægger nu at udgive en antologi med antikrigsdigte som skal afleveres til Det Hvide Hus den 12. februar. Han har oprettet hjemmesiden for digtere mod krigen og indtil videre har 3.200 poeter skrevet digte til siden og signeret bemeldte petition.
Hamill er alt andet end alene. Digterinden Marilyn Nelson var også inviteret til det nu aflyste symposion. Og hun havde bebudet, at hun ville møde med et silketørklæde dekoreret med fredstegn:
»Jeg tænkte, at mit tørklæde ville sende et signal, hvis jeg kom og trykkede Mrs Bush i hånden, mens der blev fotograferet.«

Digtere mod krig
Den amerikanske forlægger Todd Swift har netop udgivet en anden antologi betitlet: 100 digtere imod krig. Og Swift udtalte til den britiske avis The Guardian:
»Selve forestillingen om en upolitisk begivenhed som skulle fejre Walt Whitman, er absurd. Whitman var en bøssedigter, som skrev om, hvad USA kunne have været under borgerkrigen.«
De amerikanske poeter bevæger sig. Også feterede skuespillere som Susan Sarandon og Sean Penn siger nej til krig. Det kunne måske være løfte om udsigt til en amerikansk modkultur, som kan ses helt herovre i Europa?

*www.poetsagainstthewar.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her