Læsetid: 3 min.

Sikkerhed sparet væk

Besparelser, dårlig styring og privatisering af driften kan have svækket sikkerheden omkring Columbia
3. februar 2003

Mens eksperter arbejder på højtryk for at finde den direkte årsag til, at rumfærgen Columbia lørdag eksploderede over Texas, siger flere tidligere ansatte i den amerikanske rumfartsekspedition NASA, at store besparelser på budgettet kan være en indirekte grund til, at ulykken kunne ske.
Såvel britiske BBC som den amerikanske avis The Washington Post citerer tidligere NASA-ansatte for, at budgetnedskæringer i løbet af de seneste 10 år er gået ud over sikkerhedskontrollerne omkring rumfærgerprogrammet.
NASA’s samlede budget er således blevet beskåret med 40 procent inden for de seneste 10 år, og det skal være gået ud over vigtige kontrol-procedurer inden opsendelserne.
Dette har længe bekymret medlemmerne af det rådgivende panel for luftrums-sikkerhed, der så sent som i april sidste år advarede politikerne om sikkerhedsproblemer i rumfærgeprogrammet.
»Jeg har aldrig været så bekymret over rumfærge-sikkerhed, som jeg er nu,« sagde panelets daværende formand Richard Blomberg ved den lejlighed til Kongressens medlemmer.
Han fastslog samtidig, at NASA’s budgetter »ikke er tilstrækkelige til at forbedre, endsige fastholde rumfærgens sikkerheds-risiko margin. Nødvendige reparationer og forbedringer kan ikke gennemføres under de gældende budgetter og udgiftsprioriteringer.«

Dårlig kontrol
Samtidig har de amerikanske statsrevisorer kritiseret NASA’s ledelse for ikke at have kontrol nok med sine underleverandører, ligesom det har vakt kritik, at selve operationen af rumfærgerne – hvilket udgør en tredjedel af rumfærgeprogrammets budget – er blevet privatiseret.
Den seneste uafhængige vurdering af rumfærge-programmets sikerhed blev offentliggjort i 2000. Vurderingen pegede på flere problemer, som kan have spillet en rolle i ulykken med Columbia.
Blandt andet brugte NASA ikke de nyeste og mest avancerede teknikker for at finde eventuelle svagheder i konstruktionen, efterhånden, som rumfærgerne bliver ældre. Columbia, som havde sin jomfrurejse i 1981, var den ældste af USA’s rumfærger.
Den samme rapport kritiserede NASA for ikke at gøre nok for at opdage eventuelle skader på rumfærgens lag af kakler, der skal beskytte færgen mod den ekstreme varmepåvirkning, som den udsættes for under tilbagevenden til Jorden. En af teorierne om årsagen til ulykken går netop på, at nogle af kaklerne på Columbias venstre vinge blev beskadiget under opsendelsen den 16. januar. Og at dette blev fatalt, da Columbia kom ind i jordens atmosfære med en hastighed af 20.000 kilometer i timen.
»Det er det tidspunkt på en rumrejse, hvor den fysiske påvirkning af fartøjet er på sit absolut højeste. Nedbremsningen kan sammenlignes med en kontrolleret eksplosion, og hvis noget går galt her og fartøjet går i opløsning, vil det opleves som en kraftig eksplosion,« siger Bo Andersen, afdelingsleder ved Norsk
Rumcenter i Oslo.
Columbia eksploderede i 61 kilometers højde over
Texas, og vrag- og kropsdele blev i går fundet over hele staten. Selv om myndighederne havde advaret indbyggerne i området om ikke at røre ved vragrester, er over 30 personer kommet på hospitalet af samme grund. Stumperne kan være dækket med giftige stoffer, som blev brugt på rumfærgen.
Alle flyvninger med rumfærger er nu indstillet på ubestemt tid, indtil årsagen til ulykken med Columbia er fundet, og det er blevet klart, hvordan man kan udbedre eventuelle fejl. Sidste gang, en rumfærge totalhavarerede var i 1986, hvor rumfærgen Challenger eksploderede i 13 kilometers højde efter blot 73 sekunder i luften. Dengang gik der næsten tre år, før en ny opsendelse af en rumfærge fandt sted.
En så lang pause vil skabe problemer for udbygningen af den internationale rumstation ISS, fordi rumfærgen er den eneste, der kan transportere nye moduler op til rumstationen.
»Amerikanerne bliver nødt til at få rumfærgerne på vingerne igen på kortest mulig tid,« siger Bo Andersen, som dog noterer, at udbygningen af rumstationen under alle omstændigheder bliver forsinket. Alene af den grund, at USA nu kun har tre rumfærger, Discovery (1983), Atlantis (1985) og Endeavor (1991).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu