Teater
Amerika er tidens nakkehovedpine i disse dage og uger, men det er et ganske andet Amerika end i Arthur Millers efterkrigsår. Måske er det derfor, Jan Maagaards egentligt respektable opsætning af Millers første dramatikersucces fra 1947 bokser rundt inden i en anakronistisk dyne. Dets målrettede søgen efter moralsk ligevægt og et par skuldre at placere skyldaben på foregår i et landskab, der med nullernes hårdtprøvede, træt desillusionerede øjne forekommer rørende overskueligt, sort-hvidt og en kende naivt. Måske synd i hvert fald for de velspillende hovedroller men udgangstonen, som tilskueren går derfra med, er en fremherskende fornemmelse af at have fået et uskyldstab demonstreret, både vores eget og Millers, hvis nyeste dramatik ser noget anderledes ud.
Scenografien siger det på sin måde med Kirsten Thomsens stiliserede baghavemiljø, der bevidst skilter med sin papstatus og sine plastikblomster. Dette er, var, the all-american backyard, med sine all-american beboere og dets konflikt var noget, midt-40ernes amerikanske avislæsere kendte hjemmefra, en autentisk historie om profitsøgning med skæbnesvangert resultat. Om defekte flymotorer, døde piloter og fortiden, der måske/måske ikke har indhentet den gamle fabrikant, der lukkede øjnene for revnerne i metalstøbningerne til P40ernes cylinderhoveder. Lyder det Ibsensk fejler ørerne ikke noget; det hele rimer lovligt oplagt på Gengangere, Vildanden og især Samfundets støtter til ugunst for Millers stadigt livlige og livskloge replikkunst.
Når man alligevel for et par timer lader sig til dels indfange, skyldes det et par fine rollebesættelser, først og fremmest Helle Hertz i den kvindelige hovedrolle som hustruen til den skyldige fabrikant, hvis partner fejlagtigt fik aben på skuldrene, og mor til både en pilotsøn, der er missing in action eller er han? og en overlever. En kvinde, der aner at hendes fremtidige rolle vil være som moder, ikke hustru og moder. Og en kvinde i gennemført dobbeltspil; hvad aner hun, hvad ved hun, hvor mange linjer holder hun varme i det strategiske familiespil, der i al sit sejpineri går ud på at få manden Joe til at indse og vedgå sin skyld?
Helle Hertz bedste
Rollen er én af det moderne efterkrigsdramas bedre og den bedste, Hertz har haft i lang tid, og hun former sin Kate med moden sødme, skrøbelighed, smerte og befrielse, da overleveren kan bide hul på sit nye liv. Han spilles af Marti Hestbæk i en flot kurve af opstemt temperament i første akt med faldende eksistensorientering og almen lede efterfølgende.
Mette Maria Ahrenkiel tegner som datter af partneren og først den ene, så den anden søns kæreste en observant og tragisk involveret tilskuers til familiens kollaps, mens Lars Lippert syder, dog i længden forgæves overfor mama Hertz, som hendes oprørte bror.
Millers tekst modulerer over Donnes og Shakespeares tema: at intet menneske er en ø; Joe tvinges til konfrontation med sin egen søns død og alle de hjem, hvor der dækkes til én mindre, på grund det skamredne amerikanske mantra, der hedder familien. Hovedrollernes svage led er Ole Ernsts Joe, der svinger mellem at glide af på gemytlig ernstske manerer og stramme op, når Ernst går i brechen for den ynkelige selvforsvarer.
*Alle mine sønner af Arthur Miller. Instr.&ovs.: Jan Maagaard. Scen.: Kirsten Thomsen. Lys: Lars Schou. Det Kgl. Teater, Turbinehallerne. Til 22. feb.
