Læsetid: 2 min.

Socio-biologi i modvind

Sociobiologiens korte historie var omtumlet og fuld af stærke følelser
17. februar 2003

Trængt disciplin
»Nazisme«, »racehygiejne«, »højreorienteret pseudovidenskab«. De værste skældsord var fremme i et usædvanligt debatindlæg i New York Times i november 1975.
Blandt afsenderne var respekterede Harvard-forskere som biologen Richard Lewontin og palæontologen Stephen J. Gould, og genstanden for deres vrede var kollegaen Edward O. Wilsons nye bog Sociobiology.
Wilson, hvis oprindelige speciale var insekter, havde udgivet et bud på sammenhængen mellem gener og adfærd i dyreriget. Men hans synd var, i de vrede debattørers optik, at han havde udvidet sine overvejelser til også at dække mennesket. For Wilson var dette et oplagt skridt. Siden Darwin havde biologien ment, at mennesket kun adskilte sig gradsmæssigt fra andre dyr og hvis vi som art udviser en gennemgående adfærd (f.eks. følelser som jalousi, kærlighed eller trangen til selskab) var det vel tænkeligt at denne adfærd havde en genetisk baggrund?
Ikke for Wilsons mange modstandere i den debat, der hurtigt blev et jævnligt indslag i medierne. Wilson blev, og dette ramte også hans allierede, udråbt til racist og det, der var værre.

Wilsons forsvar
Wilson gik til modangreb med anklager om usaglighed. Særligt understregede han, at modstandernes kritik var mere politisk end videnskabelig, ligesom han påpegede det pudsige i, at hans fjender havde sluttet fra ’er’ til ’bør’ på hans vegne. Selvom man forestiller sig, at vore gener disponerer os til umoralsk adfærd, er dette jo ikke en hyldest til denne adfærd. Snarere er det fornuftigt at kende virkeligheden, hvis man gerne vil påvirke den.
Lige præcis, istemte englænderen Richard Dawkins året efter i sin kontroversielle The Selfish Gene: »Vi er bygget som genmaskiner... men vi har evnen til at vende os imod vore skabere. Vi, alene på jorden, kan gøre oprør mod de selviske replikatorers tyranni.« Med denne bog tiltrak Dawkins sig selvsagt en del af anti-sociobiologernes vrede og indledte hermed en årtier lang strid med nyligt afdøde Stephen J. Gould.
Debatten fortsatte gennem 1980’erne, men Wilson fik nok og drog på feltstudier i regnskoven. Dawkins kæmpede derfor en lidt ensom kamp, ikke mindst på amerikansk grund, hvor han dog noget uventet fik støtte af filosoffen Daniel Dennett.
Opfattelsen af debatten som de oplyste venstreorienterede mod de formørkede sociobiologer blev endeligt undermineret da Wilson, noget forvirrende, vendte hjem fra regnskoven og etablerede sig som en af de mest fremtrædende fortalere for opretholdelse af Jordens biodiversitet. Samtidig erklærede flere aktive marxister sig helt enige i sociobiologiens grundlag.
Men da var det ligesom for sent. Sociobiologien var blevet for ideologisk betændt og tilhængere har som mindstemål måttet finde på nye overskrifter som f.eks. ’evolutionær psykologi’.
Kun ved at tilpasse sig kan en videnskabelig disciplin øjensynligt reproducere sig selv i et fjendtligt miljø.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu