Læsetid: 5 min.

Spindelvæv

David Cronenberg spinder behændigt et net af løgne, selvbedrag og alternative virkeligheder i sin nye film, ’Spider’, en ikke særlig elskelig, men alligevel besættende studie i skizofreni
7. februar 2003

(2. sektion)

Ny film
»Al virkelighed er virtuel. Al virkelighed for mennesker er skabt, virkelighed kræver en stor portion kreativ vilje at holde. Det første vi gør om morgenen, når vi vågner, er at genopfinde virkeligheden og vores identitet.«

David Cronenberg i et interview med Information

Hvis der er to ting, som den canadiske filminstruktør David Cronenberg altid godt har kunnet lide at udfordre hos os, sit publikum, så er det vores forståelse af sex og opfattelse af virkeligheden som traditionelle, faste størrelser.
Kroppen er konstant under forandring, og det er naivt at tro, at vi kan få hold på virkeligheden – hvad er tanken om virkelighed, når det kommer til stykket, andet end menneskets nyttesløse forsøg på at finde fodfæste i en kaotisk verden? Det er store spørgsmål, som Cronenberg kompromisløst tumler med i sine ofte provokerende, indimellem frastødende og altid dybt fascinerende og meget fysiske film.
I Spider, instruktørens seneste værk, baseret på en bog af forfatteren Patrick McGrath, er det nutidige Nordamerika, Cronenberg som regel bevæger sig i, skiftet ud med et trist og trøstesløst London, hvor stille eksistenser lever og dør i al ubemærkethed.
Byen er lige så meget et sindbillede på filmens hovedperson, som det er en håndgribelig virkelighed. En næsten mental tilstand, som understreges af, at vi i Spider, næsten umærkeligt, bevæger os frem og tilbage mellem 80’erne og 60’erne.

Inderligt troværdig
Ralf Fiennes leverer en frygtløs præstation i titelrollen som den psykisk syge mand Cleg, kaldet Spider. Vi møder ham første gang på en togstation ene blandt en masse ivrigt snakkende mennesker. Hans isolation, som vi kommer til at føle den gennem filmen, sættes i relief af de livlige omgivelser. De ænser slet ikke denne akavede, introverte skikkelse med de nikotingule fingre, som
sjosker af sted i udtrådte sko og slidt tøj, mens han mumler uforståeligt hen for sig.
Det har ikke været en let rolle at stykke sammen for Fiennes. Nok har han flere af den slags nervøse trækninger og udvendige manerer, som man typisk møder hos psykisk syge på film. Men hos Fiennes synes den mentale ustabilitet at have forplantet sig til hele hans krop. Han spiller i den grad karakteren indefra og er så inderligt troværdig i sin gestik og mimik, at man om ikke kommer ind i hovedet på Spider, så i hvert fald går lige ved siden af ham.
Spider er på vej til et udslusningshus for psykisk syge i Londons East End efter, fornemmer man, at have tilbragt mange år på en sindssygeanstalt. Han bliver budt velkommen af den skrappe forstanderinde, mrs. Wilkinson (Lynn Redgrave), der ufølsomt viser ham til rette, og han møder en af de øvrige beboere, den snakkesagelige Terrence (John Neville), det eneste menneske, som synes at have interesse og en vis forståelse for Spider.

Erindringstråde
Ikke overraskende har Spider sine fortrængninger at slås med, og da han opsøger sine barndommens gader i arbejderkvarteret East End, hvor gasværket puster og snerrer som et stort, uhyggeligt væsen fra en ond drøm, tager han publikum med på en rejse tilbage i erindringen. Fra 80’erne til dengang i 60’erne, hvor hans Madonna af en mor (Miranda Richardson) måtte kæmpe med kvarterets frivole ludere om den ubehagelige fars (Gabriel Byrne) opmærksomhed.
Mordrengen Spider – der elsker historien om edderkoppehunnen, som lægger sine æg og så kravler væk for at dø – ser til sin store sorg, hvorledes den elskede mor mejer sig ud for farens skyld. Hun finder ham dog i lag med en billig, malet tøjte (også Miranda Richardson) og bliver slået ihjel og begravet i familiens kolonihave, mens lille Spider kigger på.
Her lægges forståeligt nok kimen til drengens sindssyge og det edderkoppespind af erindringer, som den voksne Spider fysisk og i form af rebstumper spænder ud i sit spartansk indrettede værelse i udslusningshuset. Omgivet af de sammenstykkede livs- og erindringstråde fylder han side efter side i sin dyrebare notesbog med uforståelige tegn, som kun understreger hans skizofreni. Spider er lige så uartikuleret i sine dagbogsnotater som i sin ganske eksistens.
Og spørgsmålet er selvfølgelig, om vi som tilskuere til Spiders erindringer overhovedet kan stole på, hvad vi ser.
Spider er et psykologisk drama og ikke lige så kødelig eller makaber en film som
Dead Ringers, Crash eller eXistenZ, tre af Cronenbergs teknoerotiske hovedværker, men Spider er så afgjort en af hans mest komplekse og fermt konstruerede historier.

Menneskelig fallit
De kolde, skarptskårne og nådesløst afslørende billeder, vi kender så godt fra canadierens film, har i Spider fået en jordslået tone, der viser London som et beskidt skyggeland af fortrængninger og indestængt liderlighed. Og Cronenbergs faste komponist, Howard Shore, har leveret et bemærkelsesværdigt score for cello og klaver i rugende mol, hvilket
accentuerer filmens stemning af tristesse og menneskelig fallit, men aldrig misbruges til at forstærke eller forfladige de i sig selv dramatiske passager.
Det er svært ikke at afsløre for meget, når man gerne vil hylde instruktørens smågeniale træk med at lade Miranda Richardson spille både Luderen og Madonnaen i Spider. To sider af den samme personlighed, går det op for én efter at have set filmen dén anden gang, som giver mulighed for rigtig at sætte pris på de fortællemæssige greb, Cronenberg behændigt benytter sig af.
Han vikler publikum ind i det samme sindrige spind af løgne, selvbedrag og erindringsforskydninger, som forhindrer Spider i klart at forstå og bearbejde fortidens tragiske begivenheder.

Engagement og vilje
Det er selvsagt umuligt at forstå et menneske som Spider, der helt og holdent lever i sin egen, tillukkede verden. Og det er svært at elske en film som Spider. Men det er alligevel så visuelt blændende, dramatisk upåklagelig og besættende en studie i, hvad en velvoksen moderbinding kan resultere i, at man hurtigt lader sig opsluge.
Sammen med manuskriptforfatter Patrick McGrath og et hold fremragende skuespillere, der alle yder deres bedste og gerne lader sig skue fra den grimme side, er det lykkedes David Cronenberg at lave endnu en film, som kræver engagement og vilje af sit publikum.
Dem er der ikke mange af i de danske biografer, så vi kan kun være taknemmelige for Spider.

Spider. Instruktion: David Cronenberg. Manuskript: Patrick McGrath. Engelsk (Grand, København, Café Biografen, Odense og Øst for Paradis, Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her