Læsetid: 6 min.

Det stædige drømmeblik

3. februar 2003

Bodil Kjers muse-skønhed forsvandt ikke. Den blev bare ældre

Teater
Bodil Kjers skønhed var virkelig som en muses. Eller uvirkelig. De store øjne, der kunne se og se – ikke bare ind i kameraet, men også ind i teatertilskuernes øjne dernede i mørket. Hun havde et særegent drømmeblik, der antydede de længselsfulde tanker, som man så gerne ville høre hende sige. De perfekt buede læber holdt dog tilsyneladende altid den inderste drøm for sig selv. Deres elegance rummede også distance.
Bodil Kjer fik sin chance på Det Kgl. Teaters scene som 20-årig i Hvo, som forarger – ’debut 19. oktober 1937’, som hun selv neutralt angiver rollen i Kraks Blå Bog. Men for os, der end ikke var født dengang, er myten om musen på scenen uoptrævleligt vævet sammen med primadonnaen på scenen. Hendes filmroller danner undertråd for minderne om hendes teaterroller. Og begge steder har hun gennem alle årene været i konstant stræben efter at raffinere sit spil – kendt for sin perfektionisme og sine høje manuskriptkrav, men også for sin stigende angst for at optræde. Med skønheden som hendes spils uafrystelige præmis.
Selv forstod jeg først, at myten om musen talte sandt, da jeg oplevede hende sidde på scenen som 70-årig i A. R. Guerneys Kærestebreve i 1987. Stykket er en oplæsning af en brevveksling mellem to barndomskærester, der skilles, men fastholder kontakten hele livet. Hun spillede over for sin eks-mand Ebbe Rode. Var Ebbe Rode dansk teaters gentleman, var Bodil Kjer dansk teaters skønhedsgudinde. Hun udstrålede en tilsyneladende uskyld og samtidig en farlig sanselighed – undertrykt eller undertrykt ikke.
Hun kunne udtrykke alt med sin drevne stemme – pibe i medlidenhedsklynk, pjatte med trutmund og hvisle af raseri. Det imponerende var, at hendes krop fulgte med stemmen og fortættede udtrykkene: En enkelt irriteret håndbevægelse kunne verfe stribevis af mandens replikker til side, mens hendes fødder hamrede de erotiske savn ned gennem hælene i små, distinkte hak, han må have kunnet høre gennem brevene.

Attråen voksede
Ti år senere, i 1997, spillede disse to begavede væsener så denne forestilling igen på Det Kgl. Teater, nu endnu mere ubærligt og skrøbeligt smertefuldt, men også endnu mere satsende og vildt. Attråen efter den umulige kærlighed var tydeligvis kun vokset med årene.
Det var i 1997, hvor Bodil Kjer også udgav sine erindringer Et offentligt fruentimmer, skrevet af journalisten Marie Tetzlaff efter nogle tydeligvis frimodige og underholdende kvindesamtaler.
Samtidig udkom bogen Billeder af Bodil Kjer med fotos fra hendes lange karriere taget af Huset Mydtskov og med et portræt af teaterkritikeren og beundreren Jens Kistrup. Netop »Bodils sang« – Musens Sang fra Mød mig på Cassiopeia – blev sunget ved Kistrups begravelse for nogle uger siden; kritikerens ultimative tak.
Det var også i 1997, at Bodil Kjer for anden gang fik Henkel-Prisen, den største skuespillerindepris dengang, i form af en særlig ærespris.
Der var næsten også uoverskueligt meget at hylde. Hun havde sin skoling fra Det Kgl. Teaters Elevskole 1936-38, Hendes gennembrud var i Knud Sønderbys En Kvinde er overflødig i 1942, og striben af roller bød derefter på bl.a. Viola i Shakespeares Helligtrekongersaften i 1943, titelrollen i Anouilhs Eurydike i 1946, Sabina i Wilders’ På et hængende hår i 1946, Stella i Williams’ Omstigning til Paradis i 1948 og Tordis Eck i Kjell Abells Den blå Pekingeser i 1954.

Katten Kjer
To år efter lokkede teaterdirektør Per Gregaard hende til Det Ny Teater, hvor efterkrigstidens internationale dramatik blev præsenteret med sin kraftfulde vekslen mellem idealisme og desillusion. Bodil Kjers Maggie i Williams’ Kat på et varmt Bliktag gjorde samtidens teaterkritikere svedte, og hendes tolkning af rollens lumre og fortrængte erotik i Williams’ nervespændte univers er blevet et højdepunkt i den danske skuespillerhistorie i sidste århundrede.
Fra 1960 var Bodil Kjer tilbage på Det Kgl. Teater, hvor hendes alsidighed voksede. Hun var Maggi i Ernst Bruun Olsens Teenagerlove i 1962, men også fru Alving i Ibsens Gengangere i 1969. Hun var Madam Rust i Hertz’ Sparekassen i 1986, Lady Bracknell i Wildes Bunbury i 1987, men også Zerline i Brochs En tjenestepiges historie i 1994. De senere år optrådte hun også med oplæsninger, bl.a. af Karen Blixens Babettes Gæstebud.
Bodil Kjers muse-skønhed forsvandt ikke. Den blev bare ældre. Lige som hendes stædige drømmeblik.

Når hun var bedst kom ingen dansk filmskuespillerinde på højde med Bodil Kjer, der døde lørdag

Film

Bodil Kjer forstod som få af teatrets kongelige koryfæer at spille med de små filmvirkemidler, når hun lod de klare og karakteristisk agtpågivende øjne tindre med deres særlige magi.
I starten charmerede hun med smilehuller og rundkindet naivitet. Det var i Besættelsestidens ofte lidt enfoldige komedier. Men siden skabte hun skikkelser gnistrende fulde af klogskab og underfundighed. Når hun var bedst på film, kom ingen dansk skuespillerinde på højde med hende.
Hendes filmarbejde stod delvis i skyggen af den spektakulære teaterkarriere, hvor hun på én gang var førstedame og den sidste dame. Men næsten 30 filmroller og fire Bodil-priser (opkaldt efter hende selv og Bodil Ipsen!) blev det dog til knap 60 år(!), og flere af præstationerne lyser med en ganske særlig kraft den dag i dag.
Hvem husker ikke hendes tyste hverdagspige Jenny i samspil med Poul Reichhardt i Soldaten og Jenny (1947); hendes show-danserinde, der danner par med Ebbe Rode i det velskabte noir-drama John og Irene (1949), hendes første filmfremstilling af en fuldt ud voksen, desillusioneret kvinde; og hendes berømte sødmefulde muse Polyhymnia i musicalen Mød mig på Cassiopeia (1951) – en af hendes elskede, legendariske roller, hvor hun synger Kai Normann Andersens »Musens sang«. Iøvrigt lidt af en sukkersød ønskedrøm – og en præstation, som i mine øjne ikke er på højde med hendes sofistikerede, intelligente spil i Johan Jacobsens bedre komedie Min kone er uskyldig fra året før.

Den søde pige
Hun lagde ud som den troskyldige pige fra Fyn, en frisk, men aldrig fersk komedieheltinde med de gode livsværdier i behold, spontan og usmittet af hovedstadens unoder.
Det blev til en halv snes roller i den righoldige filmproduktion under Anden Verdenskrig, hvor hun ofte dannede par med Ebbe Rode (også i det virkelige liv), Mogens Wieth og Poul Reichhardt.
Til dem alle havde hun et glimrende arbejdsforhold, for denne ’primadonna’ var fri for nykker.
Fra denne periode husker man hende især i titelrollerne i Hans Onsdags-veninde (1943) og Elly Petersen (1944), hvor hun giver begrebet ’sød pige’ dets fulde værdi tilbage. Og hendes særlige skønhed i nærbillededer dyrkedes for første gang af Johan Jacobsen i Otte Akkorder (1943).
Et kapitel for sig er hendes samspil med Mogents Wieth i Bodil Ipsens elegante komedie En herre i Kjole og Hvidt (1942), der afslører en ny side af hende: den unge selvstændige pige med intuitiv klogskab i det direkte blik. Ingenuen er for første gang på vej ud til fordel for skitsen til en langt mere interessant og sammensat kvinde.

Pause og comeback
Desværre blev efterkrigshøjdepunkter som Soldaten og Jenny, John og Irene og Min kone er uskyldig ikke fulgt op i 50’erne og 60’erne.
Det blev til en famøs filmpause på 17 år, ikke på grund af manglende tilbud, men fordi hun ikke fandt egnede kvalitetsroller i datidens parade af dilettanteri. Og da hun gik i gang igen i perioden 1968-79 og spillede seks biroller, blev resultatet som helhed skuffende. De fire af dem er ret overfladiske moder-karikaturer, men huskes bør hendes desperate kystbane-frue i Anders Refns debutkrimi Strømer (1976), sat under aggressivt forhør af Jens Okkings strisser. Et skarpt studie i krakelerede overklassemanerer (og belønnet med endnu en Bodil).
Troværdig er hun langt fra som prunkløs præstedatter fra det yderste Vestjylland i Babettes gæstebud (1987), men hendes grebne slutreplik til Babette: »De vil henrykke englene« genskaber hendes gamle magi og er en smukkere udklang på filmkarrieren end den lidt bizarre gæsteoptræden i den norske The Sunset Boys (1995). Men det var ikke slut endnu: som brygger Jacobsens mor Caroline i de tre første afsnit af serien Bryggeren (1996) viser hun igen sin lysende stærke personlighed. Den genvundne popularitet glædede hende utvivlsomt, men kommenteredes karakteristisk nøgternt af hende selv:
»Folk har simpelt hen med forbløffelse opdaget, at der er liv i mig endnu (...)Herregud, jeg spiller jo bare partituret.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu