Læsetid: 3 min.

’Stands udvidelsen med USA-venlige lande’

Kan det tænkes, at de 10 nye lande – mere euro-atlantiske end europæiske – falder af i svinget?
17. februar 2003

ANALYSE
Hvorfor helvede skal man lette vejen for udvidelsen, hvis det bare fører til et knæfald for George W. Bush?« spørger Frankrigs vel nok mest ansete politiske kommentator, Alain Duhamel, i en analyse af
Irak-stridens mulige indvirkninger på EU-udvidelsen.
Duhamel kommenterer aktuel politik hver morgen på radiostationen RTL og hver lørdag i dagbladet Libèration. Han har i mange år været en meget anvendt kommentator og interviewer i fransk tv, og som politolog er han forfatter til en lang stribe bøger. Som journalist har han kilder på højt niveau og afspejler undertiden tænkningen på regeringsplan
Under overskriften »Europa: Stands udvidelsen« gør Duhamel opmærksom på, at udvidelsen endnu ikke er ratificeret, og at »et nyt scenario« kan opstå: »Da de 10 stater, der skal indtræde i den Europæiske Union til næste år, nu engang foretrækker solidariteten med USA frem for et europæisk Europa, er der så overhovedet nogen mening i at ratificere deres optagelse? Ved at stemme nej i Parlamentet, og endnu mere ved en folkeafstemning, kan Frankrig ganske enkelt standse udvidelsen.«
Da Duhamel er kendt for sine moderate, aldrig yderliggående synspunkter, og sin urbane sprogbrug, vækker det opsigt, at han udtrykker sig så kraftigt og rent ud opfordrer til at blokere for udvidelsen. Det kan tages som et tegn på, hvor uhørt tilspidset striden er blevet mellem på den ene side USA og de ’atlantiske’ lande i Europa, på den anden side den USA-kritiske fløj, gennem årtier begrænset til Frankrig, i dag udvidet med Tyskland, Belgien, Luxembourg og Grækenland.
Midt i jubelen over udvidelsesforhandlingernes fuldførelse i København i december var der enkelte spagfærdige røster (f. eks. i Information den 18. december 2002), der gjorde opmærksom på, at de forhenværende sovjetbloklande og sovjetrepublikker har en stærk præference for amerikansk lederskab, og at de ønsker, at EU’s sikkerhedspolitisk skal indordne sig under USA, som de anser for den eneste reelle garant på dette område. ’Udvidelsen’ betyder med andre ord en udvidelse af USA’s indflydelse i Europa.

To måneder senere er dette blevet bekræftet til overmål af
Irak-krisens bivirkninger i Europa. I parentes bemærket finder man stadig den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, i en central rolle – i december var han den, der som EU-formand blev hyldet for vel gennemførte udvidelsesforhandlinger, i dag paraderer han side om side med kandidatlandene som medlem af USA-lobbyen.
I Frankrig, hvor den nye splittelse mellem ’det atlantiske Europa og det europæiske Europa’ kortlægges og kommenteres intenst, lægger man vægt på, at pro-Bush regeringerne overalt, også i østlandene, har et mere eller mindre overvældende flertal imod sig i deres egne befolkninger, og at den franske regerings holdning ’repræsenterer 80 procent af opinionen i Europa’.

Denne – givetvis forenklede – fremstilling drejer sig specifikt om den nuværende situation omkring Irak og siger ikke noget om europæernes holdning til USA i almindelighed. Der har aldrig været nogen grund til at tvivle på, at de østeuropæiske regeringers tillid til og trofasthed over for USA afspejlede folkenes oprigtige mening, for denne holdning har en indlysende historisk begrundelse.
Men i dag tager folkene afstand fra USA’s krigspolitik over for Irak, og de har ganske enkelt ikke tillid til Bush. Folkene i østlandene er ikke pludselig blevet anti-amerikanske, men nægter at følge USA i dets nuværende politik. Bush synes at have forskertset en stor kapital af tillid til USA i disse lande – som i de vesteuropæiske.
Det samme understreges fra fransk side – af præsident Chirac, af udenrigsminister Dominique de Villepin og af alle ansvarlige franske politikere: USA er vor allierede, vi er ikke anti-amerikanske. Men de regeringschefer, der falder Frankrig og Tyskland i ryggen med demonstrative erklæringer, der viser en klar vilje til at isolere disse to centrale EU-lande, og som bestrider Europas ret til at stille spørgsmålstegn ved en amerikansk præsidents uigennemtænkte politik – de vækker vrede. Sådanne lande har måske deres plads i NATO, men i EU? Det kan ikke undre, at spørgsmålet rejses.
Det atlantiske spørgsmål har været omstridt lige fra den europæiske konstruktions barndom, skønt det aldrig har fremkaldt en så alvorlig krise som den nuværende. (Da de Gaulle i 1966 trak Frankrig ud af NATO’s militære organisation, virkede det dramatisk, men det berørte ikke samarbejdet i det daværende EF). Set fra Paris har hver udvidelse udvandet fællesskabets europæiske karakter ved at lukke lande ind, der var mere fascineret af USA end af den europæiske ide og identitet.
’Lunkne europæere’. Det er for sent at blokere for Storbritanniens og Danmarks optagelse, men hvorfor ligefrem gentage fortidens fejl...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu