Læsetid: 5 min.

For sultne til at frygte GMO

Mange afrikanske landbrugere og forskere mener ikke, at kontinentet har råd til at være bange for genteknologien
3. februar 2003

BRUXELLES – Lobbyen i EU-Kommissionens Charlemagne-bygning vrimler med en frodig blanding af ansigter fra Indien, Kina, Afrika, Australien, USA og Europa. Forskere, NGO’er, botanikere og bønder er samlet for at tale om »bæredygtigt landbrug i udviklingslandene. Bioteknologien muligheder.«
I løbet af to dage lykkes det ikke Information at finde mange stemmer, der ikke ser GMO-teknologien som en mulighed, snarere end en trussel for det plagede afrikanske kontinent.
»For jer Europa handler det om at kunne vælge. For os i Afrika handler det om forsyningssikkerhed,« siger James Ochanda, biokemiprofosser ved Nairobis Univeritet, Kenya, og medlem af African Biotechonolgy Stakeholders Forum:
»Hvad er det for en risiko europæerne aldrig har taget før, som de ikke kan tage med fødevarer, der ikke dræber folk?,« spøger Ochanda, og fortæller, at hans land besøges af NGO’er som Greenpeace, der fortæller dem, at kenyanske bønder ikke skal dyrke GMO’er, hvis de vil eksportere deres afgrøder til Europa.

En anden virkelighed
»Vi ønsker at tage et spring fremad. Så hvis GMO’er giver os svar på tørkeproblemet, så hvorfor ikke? Europa har kun én slags kornborrebille. Vi har ti! Så vi er nødt til at købe plantegifte, insektgifte og svamepegift fra europæiske firmaer. I afrikansk kontekst går spørgsmålet hinsides Europas fri valg. Vi subsidierer ikke vores landbrug, som EU gør. Vi har ikke råd til at være så kræsne. Realiteterne, der styrer ideologien bag EU’s landbrug, er forskellig fra Afrika. I har nok mad, I lider ikke under tørke. Når vinteren kommer er der regn, selv når i ikke vil have den,« siger Ochanda med et stort grin:
»Bundlinjen er at disse NGO’er ikke er i forbindelse med den afrikanske virkelighed og vores behov. De tror, de har forstået os, men det har de ikke. De kommer med ideer om økologisk landbrug. Men hvad er det? Der er, hvad Afrika altid har gjort, naturlig dyrking.«
Konferencen gæstes også af den danske EU-Kommissær for udviklingspolitik, Poul Nielson, der taler for GMO-teknologien som én mulighed ud af mange. Og han opfordrer til mere målrettet forskning i plantesorter, der er specielt tilpasset forholdene i udviklingslandene.
Afgrøder skal ikke alene tilpasses, men også efterprøves og testes for risici i forhold til de lokale forhold. Det er en hindring for GMO’ernes fremmarch på kontinentet, at det overalt kniber med ressourcerne. Biologiprofessor fra G.W.Gamanga, Uzuzu univerisitetet i Malawi, siger:
»Vi har ikke kapaciteten, hverken teknisk eller økonomisk, til at lave disse test lokalt. Og det er nødvendigt. Vi har får løfter om finansiel støtte fra USAID til at teste dem i Malawi,« siger han.
En af de allerede velfungerende afgrøder er bomuld, nærmere besttemt bt cooton. Sydafrika er et af de lande, der mest ivrigt har taget imod GMO-teknologien. Bomuldsfarmen T.J. Buthelezi fra Kwazulu Natal provisen har dyrket det i fem år. 90 procent af 5.000 farmere i Ubongwa Farmers Association i hans område, har sagt ja til GMO-bomuld.

En chance for at overleve
Buthelezi kalder sig uden tøven og blusel en succeshistorie takket være den gensplejsede bomuld:
»Det gode liv startede, da vi fik bt cotton. Nu kan mine børn gå i skole. Den traditionelle bomuld gav os en chance for at overleve, men heller ikke mere. Vi får nu større afkast, og der er mindre arbejde. Det er intelligent landbrug. I stedet for at spraye 1o gange eller mere mod skadedyr, gør vi det to gange nu. Så vi importerer færre kemikalier. Nu kan vi efter høsten sætte os ned med vores familier og gøre en fortjeneste op. Det kunne vi ellers aldrig. Før havde vi ikke penge nok til at betale vores arbejdere.«
»Vi kommer her på konferencen, fordi verden skal vide, at vi endelig har fundet noget, der måske kan gøre os til kommercielle bønder. Vi vil eksportere. Når folk fra andre lande beklager sig, tror vi lidt, det er fordi, de frygter at vi skal tage deres markeder fra dem. I dag importerer Sydafrika 50 procent af sin bomuld,« siger Buthelezi.
Fra Kenya, hvor man endnu kun er på forskningsstadiet, og ikke dyrker GMO-afgrøder frit, forsøger man at tage højde for kravene fra Europa. Lucas O. Sese er landbrugsrådgiver:
»Det er udemærket med den teknologi, men vil I overhovedet give os adgang til jeres markeder? Det er et problem med europæisk regulering. Vi har slet ikke nogen kapacitet i Kenya til at skille afgrøder fra hinanden som Europas forbrugere vil have det.«
Fra Senegal lyder der advarsler mod, at lade sig imponere over teknologien. Mamadu Sisoko, der er formand for en forening af bønder, siger: »Vi er ikke begyndt endnu. Og vi har altid produceret uden GMO. Men hver eneste gang vi producerer meget, kan vi ikke få det solgt! Vi kan ikke få det eksporteret. Så til de, der siger, at GMO er løsningen, vil jeg sige, at de skal afskaffe EU’s landbrugspolitik, så vil EU’s landbrug falde sammen. Der er andre større problemer end GMO’er. Det er gældsspørgsmålet og den økonomiske uretfærdighed, der er problemet,« siger Sisoko.
Kravet om eftertanke i forbindelse med den ny teknologi, der er blevet en selvfølgelighed i Europa, lyder også fra Nigeria:
»Teknologi har altid gavnet mennesker, men det har også ulemper, så vi må identificere potentiale og risiko. Vi skal lytte til begge sider. Før vi bruger den ny teknologi, har vi brug for tid til at teste den ny teknologi, så vi kan være sikre på, at der ikke kommer flere problemer ud af det,« siger Olanrewaju Smith fra Global Forum on Agricultural Research.
– Hvor længe skal man vente?
»Det er det store spørgsmål. Det kan jeg ikke besvare. Vi er lige begyndt, men vi får aldrig alle svarene, så vi må gå forsigtigt i gang, og søge at styre risikoen. Og hvis der er noget som helst tegn på problemer, må vi have det frem i fuld ærlighed,« siger Smith.
Fra andre kanter er der mindre frygt for GMO-teknologiens farer:
»Vi skal ikke stoppe videnskaben, før vi virkelig ser problemer. Alle historiens fremskridt har været mødt med stor modstand, ofte fejlagtigt,« siger Peter Hartman forsker ved Nigerias International Institute of Tropical Agriculture.
Han håber på en GMO-løsning for kasava rodplanten, der har højt prrotein-indhold:
»Vi står overfor kaos, hvis ikke vi får problemet løst. Imod ko-billen, der ødelægger kasava, har vi brugt alle naturlige og tænkelige metoder i 15 år uden held. Så nu er jeg interesseret i en bioteknologisk løsning. Vi kunne virkelig gøre en forskel for millioner af mennesker i Sub-sahara. Og hvis man nu siger at det skal vi ikke, hvis vi ellers vil eksportere vores afgrøder. Så siger jeg at det er ligegyldigt. De vigtigste afgrøder fra Afrika, kasava, ris og majs vil aldrig nogensinde blive eksporteret. Hvis vi kan brødeføde os selv i de næste 250 år, vil vi være glade. Så i behøver ikke være bekymret over, at vi skal sende jer noget! Det er et rent hypotetisk problem, at Afrika skulle eksportere og blive afvist. Vi i Afrika vil godt selv tage risikoen ved GMO’erne,« siger Peter Hartman

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu