Læsetid: 5 min.

Vor tids store kætteri

Begået i anledning af dels et anti-mainstream-spørgsmål – omsider – fra SF til statsministeren, dels Irak-krigen, dels 25 års jubilæet for Oprør fra midten
7. februar 2003


Ved nytårsskiftet for godt en måned siden modtog jeg fra en god ven en gave, han simpelt hen kaldte »Inspiration?« Da gaven bestod af ord, sigtede spørgsmålstegnet formentlig til Frie Ord: Kunne nytårsgaven være til inspiration for Frie Ord? Det kunne den, og det også i den grad, at jeg siden har luret på den rigtige lejlighed til at fyre gaven af. Lejligheden er kommet nu i kraft af de tre anledninger, som nævnes i overskriften.
Ordgaven fra nytår lyder:
»Vores økonomiske system afhænger af ubegrænset vækst, skønt vi lever i en verden med begrænsede ressourcer. Vores forventning om fremskridt er, som et resultat, et selvbedrag. Det er vor tids store kætteri, den fundamentale sandhed, som ikke kan udtales. Den er afvist lige så rasende af magthaverne i dag – regeringer, erhvervsliv, medieverdenen – som opdagelsen af jordens bane om solen blev fordømt af den senmiddelalderlige kirke. Sig denne sandhed offentligt og du er affærdiget som en særling, en stivstikker, en sindssyg. Kapitalismen er en kult for tusindårsriget, ophøjet til status af verdensreligion.
I lighed med kommunismen bygger den på myten om uendelig udnyttelse. Akkurat som kristne forestiller sig, at deres Gud vil udfri dem af døden, tror kapitalister (og kommunister), at deres viljestyrke udfrier dem af endeligheden. Verdens ressourcer, bedyrer de, er blevet skænket evigt liv.«
Ordene er George Monbiot’s, hentet fra hans nyårsartikel i den britiske avis The Guardian. Skønt jeg ved Gud i Himlen eller måske snarere: Naturen på Jorden har skrevet det samme mange gange, har jeg dog ikke gjort det bedre end Monbiot og aldrig med hans ord. Som derfor er en fornyelse, der også bør komme Frie Ord til gode. Så tak for inspirationen.

Før jeg til allersidst (alt for) kort vender tilbage til hele George Monbiot’s artikel og dens perspektiver, skal de tre anledninger til offentliggørelsen af nytårsgaven dog beskrives – lige så kort:
Først det nævnte anti-mainstream-spørgsmål fra SF til statsministeren. Nu har jeg gentagne gange efterlyst dette partis opfølgning af sin egen erklærede ’alternative åbningsdebat’ ved folketingsårets begyndelse den 3. oktober sidste år, hvor partiformanden Holger K. Nielsen begik det store kætteri og erklærede, at ’vi har overtrukket vores naturlige kassekredit’. Den alternative debat blev omhyggeligt refereret af Ebbe Sønderriis og kommenteret af David Rehling og Frie Ord her i bladet, og siden har også Jørgen Steen Nielsen dokumenteret, hvor voldsomt f.eks. selv en computers mikrochip på kun to gram i virkeligheden og målt i bl.a. vægtenheder trækker på og delvis ødelægger naturgoderne, der med et ulykkeligt udtryk kaldes ’ressourcerne’.
Som om naturens undere kun er skabt og eksisterer som ressourcer for vores kannibalistiske forbrug. Alligevel har SF selv tilsyneladende ikke fulgt sin egen alternative åbning af Folketinget op. Men nu rykker ’særlingen, stivstikkeren og den sindssyge’ Margrete Auken og stiller omsi-der på SF’s vegne følgende såkaldte § 20 spørgsmål til statsministeren:
»Ministeren bedes fremsende regeringens planer for det videre arbejde med at konkretisere indsatsen på ressourceområdet med henblik på at begrænse Danmarks absolutte ressource-forbrug med en faktor 4 og efterfølgende en faktor 10?« I begrundelsen henvises til Anders Fogh Rasmussens egen ’strategi for bæredygtig udvikling: Fælles fremtid – udvikling i balance’, fra sidste år, hvori han skriver: »FN’s generalsekretær har peget på ændrede produktions og forbrugsmønstre som en væ-sentlig udfordring for en bæredygtig udvikling.
I denne sammenhæng peges på afkobling og ressourceeffektivitet med en faktor 4 og faktor 10 som pejlemærker. Som et led i regeringens bestræbelser på at opnå en bæredygtig udvikling og bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre er pejlemærket på lang sigt at begrænse forbruget af ressourcer til cirka 25 procent af det nuværende forbrug. I det videre arbejde er der behov for yderligere at konkretisere indsatsen på ressourceområdet.«

Det sidste har Fogh Rasmussen så sandelig ret i. Det er så kættersk eller på græsk hæretisk, at det næsten overgår, hvad Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen kunne drømme om, da de og Ole Wivel (med Martin A. Hansen og Karen Blixen på sidelinjen) i 1948 grundlagde tidsskriftet Heretica. I det omfang f.eks. lønnen er forbundet med naturforbrug, hvordan bærer hæretikeren Anders Fogh Rasmussen sig så ad med at skære lønningerne ned til henholdsvis en fjerdedel og en tiendedel af de nuværende lønniveauer? Det er vi flere andre sære stivstikkere og sindssyge end Margrete Auken, der gerne vil have konkretiseret.Hvad angår den anden anledning – USA’s krig mod Irak med eller uden støtte fra FN’s Sikkerhedsråd – vil jeg for nærværende blot henholde mig til, hvad den tidligere så kendte centrumdemokrat oberstløjtnant Svend Bergstein forleden skrev i Politiken: »Hvad drejer den sig egentlig om, Golfkonflikten, som tænkeligt ender med krig? Den drejer sig selvfølgelig om olie,
ligesom sidste gang i 1991. (...) Der kan opstilles tre sandsynlige sce-
narier for de globale olieressourcer målt i milliarder tønder råolie, og hvornår olieproduktionen vil nå sit maksimum for derefter at falde.«
Bergstein sætter maksimum til mellem 2007 og 2019 – så begynder der er blive oliemangel! Hvis Kina da ikke forinden når at snuppe den sidste olie for næsen af os... Uden den for både kapitalismen og kommunismen/socialismen og den såkaldte ’tredje vej’ kætterske erkendelse af, at alle det moderne projekts tre veje nu støder på jord-naturens grænser, forstår men i hvert fald ikke en væsentlig årsag til krigen mod Irak. Hvad enten man så støtter eller afviser selve krigen.

Tredje anledning til råbe kætteriet ud for alle vinde er 25 års dagen for udgivelsen af Niels I Meyers, K. Helveg Petersens og Villy Sørensens Oprør fra midten. Dengang skrev jeg utrolig meget om det, siden har jeg jævnligt skrevet om det, især i forbindelse med Villy Sørensen, og allerede i september sidste ord fejrede Frie Ord jubilæet, fordi de tre midteroprørs-musketerer daterede deres forord september 1977, og for fjorten dage siden tog Frie Ord direkte forskud på selve jubilæet – alt sammen fordi den oprindelige bog og opfølgningen, Røret om oprøret, udtrykkeligt tog afsæt i netop vor tids store kætteri. I dag vil jeg derfor nøjes med at henvise til Informations leder og temaside og kronik om oprøret og blot føje til, at når jeg for tre år siden slog om og fulgte Villy Sørensen som tilhænger af EU, var det ud fra erfaringen af, at EU-modstanden ofte anvendes, som strudsen anvender busken, og som den ’lunkne og smålige’ sovepuden – i stedet for at begå det store kætteri. Det kunne være en af forklaringerne på, at bogens historisk set enestående gennemslagskraft så hurtigt blev så diffus.

Men rigtigt er det da – og så er vi fremme ved George Monbiot igen – at også Oprør fra midten måtte sande, at den økonomiske teori findes slet ikke og praksis knap nok heller, der med glæde henter kraften fra naturens grænser i stedet for at sprænge dem. For alternativet til kapitalismen, kommunismen/socialismens tusindårsrige, fordømmer påvisningen af den begrænsede natur som et lige så forbandet kætteri, som kapitalismen gør. Den tredje vej midt imellem gør det derfor ikke bedre!
Karakteristisk nok hedder det i Nordisk Råds papirer om faktor 4 og faktor 10 om transportsektoren, at meget nok kan nås ved realisering af det teknologiske potentiale (en såkaldt mere »miljørigtig« bil), men »betydelige ændringer i transportadfærd og levemåde« er også påkrævet. Det er sandelig - noget helt fjerde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her