Læsetid: 9 min.

Tilfældet Michael Jackson

Ny dokumentarudsendelse om supermusikstjernen Michael Jackson tilbyder et dybt kig ind i en gal mands verden. En verden, hvor musik, barndomserindringer, shopping og – uheldigvis – rigtige børn er omdrejningspunktet
8. februar 2003

London – Der er lavet andre portrætter af popkongen Michael Jackson, selvfølgelig er der det. Han har en gang ladet sig interviewe i et helt program af den amerikanske talkshow vært nummer èt, Oprah Winfrey, og for nogle år siden, forsøgte et tv-hold at tegne et billede af den bizarre verdensstjerne.
Men intet af det tidligere kommer op på siden af det frysende ubehagelige og nærgående portræt af Michael Jackson, som den britiske journalist Martin Bashir kunne gå i luften med på den britiske kanal, ITV, mandag i denne uge.
Bashir – som også var den journalist afdøde prinssesse Diana valgte at betro sig til på tv om sit ulykkelige liv og mange affærer – havde i otte måneder sidste år ubegrænset adgang til Michael Jackson. Han var med i stjernens hjem, ranchen Neverland i Californien, på vilde og uhæmmede milliondollar shopping ekspeditioner i Jacksons yndlingsbutik i Las Vegas, og mest opsigtsvækkende fik han også lov til at møde de to børn og den nyfødte baby, som Jackson er far til – børn som ellers er komplet afsondret fra offentligheden, fra deres mor, som de ikke tror eksisterer, og som kun ses uden for hjemmet med karnevalsmasker eller slør.
Det sidste har Jackson muligvis fortrudt. I lyset af dokumentarprogrammet undersøger myndighederne i Californien nu, om Jackson er egnet til at være far, og om hans børn kan blive sammen med ham. Politiet undersøger også, om der i lyset af udsendelsen skal rejses nye sigtelser mod Jackson for usømmelig omgang med børn, efter at dokumentarprogrammet kunne vise, at den 44-årige sanger fortsat sover sammen med mindreårige børn i sit soveværelse. Og at han ikke kan se noget forkert i dèt – »forudsat at de må for deres far og mor«, som han siger.

Meningen med udsendelsen var ellers en helt anden. Med hjælp fra sin også noget utraditionelle ven, Uri Geller – som man nok mest husker fra dengang for snart 30 år siden, da han forbløffede sit globale publikum med sine evner udi kunsten af bøje knive, gafler og skeer ved hjælp af påståede magiske, indre kræfter – var det meningen, at dokumentarprogrammet skulle vise »den menneskelige side« af kultfænomenet Michael Jackson.
Det ville være forkert at sige, at programmet ikke også gjorde det.
Jackson fortæller på et tidspunkt Bashir om sin barndom. Og som det så ofte er med problematiske eksistenser, er det her, nøglen skal findes. Den på overfladen feterede barnestjerne blev moppet af sin far, sine brødre og sine fætre. Når de turnerede med The Jackson 5, måtte han som den yngste dele værelse med sine ældre mandlige familiemedlemmer. Rødmende og fnisende betror Jackson Bashir, at han blev tvunget til at lade som om han sov, mens de ældre fyre havde sex med forskellige kærester.
»Jeg hørte det hele – det var forfærdeligt,« siger han i udsendelsen.
Hans far sagde til ham, at han havde den grimmeste næse i verden. Man fristes til at tilføje, at det har den i teorien sorte stjerne nok i dag, hvor talrige plastikoperationer har efterladt et underligt stykke blævrende hud med to huller midt i hans vaskebjørneagtige kridhvide ansigt, som også består af to permanent stirrende øjne, hvor øjenlågene synes at være forsvundet.
»Den næse kommer ikke fra min side af familien,« hånede faderen Jackson, og engang på en tur var der en kvindelig fan, der i en lufthavn blev ved med at råbe til gruppen; »Hvor er den lille, hvor er Michael«. Da hun endelig fik øje på den på det tidspunkt bumsede Jackson, udbrød hun i skuffelse og væmmelse »adr«, fortæller han.
Episoden gør ham tydeligt stadigvæk ulykkelig og han siger til Bashir: »Jeg håbede, jeg ville dø, Det var det mest pinagtige øjeblik i mit liv.«
Jackson fortæller også om sit anstrengte forhold til sex. Han kunne ikke få sig selv til at gå i seng med sin første kæreste, Tatum o’Neill, og efter tv-udsendelsen spurgte de fleste britiske kommentatorer sig selv, om han mon nogensinde har haft et normalt, fysisk forhold til en kvinde.
Hans to ægteskaber med Debbie Rowe, som ifølge Jackson »forærede« ham de to børn, hun fødte under forholdet, og til Lisa Marie Presley, som han lod sig skille fra i 1995 efter mindre end to års ægteskab, giver ikke svaret.
»Hun er en vidunderlig kvinde,« siger han om Debbie Rowe. »Hun sagde til mig: Du skal være far. Det trænger du til. Det sagde hun, efter hun så mig konstant gå rundt med babydukker i armene. Hun gav mig de to børn som gave, men hun kan ikke selv klare at have dem og vil have, at de skal være hos mig.«
Michael Jackson elsker ikke kvinder, ej heller menneskeheden, som han foragter over en bred kam (pressen hader han efter eget udsagn).
Men han elsker børn. Neverland er en stor cirkuspark, hvor Jackson ofte tager på ensomme ture i karrusellerne eller i en af de mange racerbiler. Han inviterer også handicappede eller fattige børn på ture, hvor de får alt betalt, mens stjernen selv lader som om, han er et barn ved de lejligheder.
Hans hus er fyldt op med tjenestefolk, men det indtryk som tv-programmet efterlader, er en dybt ensom person. Et menneske, som siger, han elsker sine børn, men som udsætter dem for den ene forstyrrende oplevelse efter den anden.
Den nu notorisk berømte scene fra Berlin for nogle måneder siden, hvor han holdt sin tilsyneladende skræmte ni måneder gamle baby ud over en altan, så de skrigende fans kunne få et glimt af den tildækkede baby, var blot et eksempel.
De to store børn på fire og fem år tages også med i zoologisk have i et virvar af masende og råbende fans, som talrige bodyguards forsøger at holde væk uden ret meget held. Børnene virker bekymrede og trykkede. Den fem-årige Prince Michael I får en albue i øjet. Jackson selv bemærker intet, for det eneste han tænker på, er at få set gorillaerne. Han er tilsyneladende så vant til at have fans og mennesker, der vil i kontakt med ham, tæt på, at han ikke bemærker det mere.
På spørgsmålet fra Bashir om, hvorvidt det ikke er synd for børnene, at de ikke kan gå nogen steder uden masker, at de ikke har en mor (hvilket Jackson har fortalt dem, de ikke har) og om de nogensinde kan leve et normalt liv og gå i skole eksempelvis, lader Jackson til næsten ikke at kunne forstå, at det skulle være et problem.
»Børnene har det fint. Og selvfølgelig kan de ikke gå i skole. Kan du ikke lige forestille dig, at læreren siger til dem: ’og I skal ikke tro, I er noget, bare fordi I er Michael Jacksons børn. Jeg vil ikke give jer særbehandling’. Kan du se det for dig. Nej, det vil aldrig kunne gå.«
I forhold til den mor, der ikke er der, siger han: »Der er masser af børn, der vokser op uden at se deres far, og det er der ikke nogen, som bekymrer sig om.«

Jacksons iver efter at få sine børn for sig selv illustreres måske bedst af, at han bortførte den lille pige, Paris, fra hospitalet direkte fra fødslen, uden at personalet kunne få tid til at vaske den nyfødte baby. Da Jackson kom hjem med hende svøbt i håndklæder havde hun fortsat fosterhinde, blod og moderkage på sig.
»Hvornår så moderen sin baby igen,« spørger den forbløffede Bashir Jackson, som virrer lidt med hovedet og siger, nærmest eftertænksomt, at det kan han faktisk ikke huske.
Han fortæller også, at han ønsker at være udødelig – tilsyneladende helt uden ironi, så tilnavnet Peter Pan er mere end velvalgt. Han skal have flere børn, helst to fra hvert kontinent, fortæller han. Hans sidste barn er født af en surrogatmoder, og med Jacksons rigdom bliver det nok ikke svært at finde nye rugemødre. Hvis altså de californiske myndigheder ikke tager forældreretten fra ham.
Det ville til gengæld sandsynligvis slå ham ihjel. På et tidspunkt i udsendelsen siger han, at han ville begå selvmord, hvis alle verdens børn forsvandt – naturligvis endnu et outreret synspunkt, men når det gælder de børn, hvis kreds, Jackson så gerne vil tilhøre, er hans naivitet grænseløs.
Bashir forsøger gentagne gange at få Jackson til at forstå, at andre finder hans interesse for børn og hans tætte tilknytning til børn, han ikke er i familie med, underlig. Men helt uden resultat.
»Det er fordi, I tænker på sex,« svarer han. »Men jeg sover i en sovepose på gulvet, når børnene overnatter i mit soveværelse. Der foregår ikke noget andet end, at jeg putter dem, giver dem varm mælk med småkager, og vi har det så hyggeligt. Det er kærlighed, og det er, hvad verden har brug for. Hvis flere mennesker var som jeg, ville verden være et langt bedre sted,« siger han. Et andet ømt punkt er Jacksons ansigt. Han insisterer på, at hele hans fysiske fremtræden er »Guds vilje«. Han har kun fået lavet to små korrektioner af sin næse – »så vidt han husker« – og kun fordi han bedre kunne trække vejret på den måde. Ellers har han aldrig fået foretaget plastiske operationer, fastholder han.
»Virkelig,« siger en skeptisk Bashir – et ord, han bruger 10 gange i blot det ene afsnit af udsendelsen. Og lige meget, hvordan han vender og drejer spørgsmålene, bliver Jackson stadigt ved med at sige, at det er naturen, som har forandret ham.
»Man stiller aldrig de spørgsmål til hvide mennesker, som er blevet brune af at stege i solen hele deres liv med sololie. Sollotion-industrien er et millionforetagende,« siger han irriteret.

På samme måde affejer han Bashirs tilbagevendende spørgsmål om de moderløse børn med et »der er jo kvinder alle vegne på min ranch« med henvisning til det kontingent af ’nannyer’ og barneplejersker, som han har ansat til at passe børnene.
Selv virker han mere afslappet med de halvstore børn, som ikke er hans egne – det er dem, der overnatter i hans seng. I et tåkrummende afsnit ser vi den 12-årige Danny, som insisterer på, at han er kommet sig over en livstruende cancer takket være sit tætte venskab med superstjernen, hvis hånd han klamrer sig til, og hvis skulder han konstant læner sig op ad.
Modsat ser vi Jackson forsøge at give sin tilslørede baby, Prince Michael II, en flaske, mens han ryster babyen så meget på sit knæ imens, at det ti måneder gamle barn ser ud til at være ved at kaste op.
Den engelske presse var rystet over udsendelsen, og hvis Jackson havde håbet på forståelse for sit excentriske liv – udsendelsen viser naturligvis også de umiskendelige kunstneriske kvaliteter, som han besidder – så må han tro om.
The Sun mente efter udsendelsen, at de »chokerende tilståelser« af stjernens forhold til børn ville betyde enden på hans karriere. The Daily Express mente, at Jackson »nu står over for en bølge af fordømmelse«.
I en anden tabloidavis, Daily Mail, tilstod kommentatoren Quentin Letts, at han følte sig »uren ved blot at se programmet«.
»Aldrig har close-ups været mere afslørende. Og sikkert er det, at en stjerne aldrig før har afsløret sig som så problemfyldt og problemfremkaldende. Thriller – nej, dette var Chiller,« skrev Letts med henvisning til Jacksons hit fra 1982, Thriller, som den dag i dag er verdens mest solgte musikalbum.
Alene i USA har den solgt 26 millioner eksemplarer. Chill er som bekendt lig med kuldegysning, og Letts følelser dækkede meget godt pressens holdning som sådan. I de talrige rundspørger blandt almindelige mennesker, som de britiske tv-kanaler lavede efter udsendelsen, var medlidenhed den oftest forekommende følelse. Når Paris og Prince Michael I og II er voksne, vil der efter al sandsynlighed kunne skrives endnu en historie om den dybt skadede Jackson, et musikalsk geni, som desværre også er et barn, nogen gjorde så meget fortræd, at han ikke længere synes at leve i den samme verden, som nogle andre. Ensom blandt mennesker, som han erstatter med ting indkøbt i dyre domme og i rå mængder, uden at han af den grund synes at komme mere til live.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her