Læsetid: 3 min.

Ulve på jagt

Musikkritikerne vil bringe nye danske musikere frem i rampelyset og viser tænder ad den kommercielle musikindustri. Men hvordan skiller man fårene fra bukkene?
4. februar 2003

Årets Steppeulv
Johnny Madsen var der. Han var nomineret i kategorien Årets Livenavn og stod og hang i baren med en flaske Smirnoff vodka, som han generøst delte ud af, og drak rent – uden is. Flertallet holdt sig dog til den champagne, der blev serveret ved indgangen og flød i en lind og perlende strøm, som aftenen skred frem. Og så var der ulvene. Både de hedengangne og de nutidige, der optrådte i flere forskellige forklædninger.
Anledningen var uddelingen af den danske kritikerpris Årets Steppeulv. En pris, der er blevet undfanget, efter at danske musikjournalister og -kritikere inden for genrerne pop, rock, metal, hiphop, R&B og electronica har organiseret sig i Foreningen af Danske Musikkritikere (FDM).
Initiativet blev taget umiddelbart efter afviklingen af Danish Music Awards i februar sidste år, der i foreningens øjne fremstod som en kommerciel og forudsigelig seance, hvor branchen ukritisk fejrede sig selv.
Nomineringen og den endelige prisuddeling foretages af FDM’s medlemmer. Prisen er uafhængig af musikbranchen og uddeles udelukkende til danske kunstnere.

Ligner en alien
Navnet Steppeulven refererer til en epokegørende milepæl i dansk musikhistorie. Gruppen Steppeulvene raserede i 60’erne den danske scene med lp’en Hip – det første beatalbum med originale dansksprogede tekster.
Denne januar-aften var det da også primært den dansksprogede musik, der blev hyldet. Aftenens første pris, Årets Musiker, gik til Sune Wagner fra det nye rockfænomen Raveonettes, der har gjort sig bemærket på den anden side af Atlanten og nu også herhjemme.
Billedhuggeren Pontus Kjerrman havde til lejligheden skabt den figur, de prisbelønnede musikere modtog sammen med æren. Figuren er Kjerrmans fortolkning af fabeldyret Steppeulven og er fremstillet på Den Kongelige Danske Porcelænsfabrik.
FDM’s formand, nærværende dagblads repræsentant og aftenens konferencier, Klaus Lynggaard, udtrykte glæde over figuren. »Den ligner lidt en alien,« sagde et medlem af Malk de Kojin, da han for første gang stod på podiet med de øvrige medlemmer.
Lynggaard indledte prisfesten med at understrege, at arrangementet var en hyldest til musikerne, musikken som kunstform, og den danske musiks diversitet og talentrigdom.

Et smertensbarn
Lynggaard introducerede sit »smertensbarn«, Årets Danske Tekstforfatter.
»Vi ligger under for udlandet,« klagede han, og fremhævede nødvendigheden af tekster på modersmålet. Æren blev tildelt aftenens ubestridte vinder, Niels Skousen, der kunne forlade festen med hele tre statuetter og lige så mange champagneflasker.
»Jeg er sgu meget ramt af det her. Jaeh... Det er toppen ikk’?« sagde en rørt og beæret Skousen. Han benyttede lejligheden til at agere dukkefører for ulvene, nu hvor han havde flere af slagsen, og ledte endnu en gang tråden tilbage til de gode gamle dage, hvor han delte spansk guitar med den oprindelige steppeulv, Eik Skaløe. Af motiveringerne fremgik, at Skousen »ikke er gammel vin på nye flasker,« men »still going strong,« og et »udkrads fra hippietiden med en let bagskid.«
I hælene på Skousen var trioen Malk de Koijn, der ud over prisen for Årets Danske Orkester også høstede prisen for Årets Album.
Æren for Årets Håb gik til Mikael Simpson, der forinden optrådte med sange som Narkokys og Bjørn Lomborg, sidstnævnte med det rimende refræn: »Kan du ikke læse hvad der står – Bjørn Lomborg?« I tillæg til statuetten og champagnen fik han en check på 50.000 kroner af LO, der var eventens hovedsponsor. Han blev samtidig sikret spillejob på årets Roskilde Festival.
»Den her,« sagde han om steppeulven, »vil stå på kaminen resten af mit liv. Den her,« pegende på checken, »den er væk i morgen...«
»Steppeulvene 1967, Malk de Kojin 2002 – cirklen er sluttet. You’ve been a wonderful audience,« kvitterede Lynggaard i en Elvis-imitation som afskedssalut.
Den mytiske steppeulv var til stede under hele festen, og der var ikke meget populærmusik på programmet. Kåringen af vinderne vidnede om en prisuddeling, der ikke kaster sig i armene på den kommercielle pladeindustri, men er tilegnet kunstnerne. Men ellers adskilte kritikerversionen af Danish Music Awards sig ikke væsentligt fra sit skræmmebillede. De nominerede er også at finde på listen over ditto ved dette års Danish Music Awards.
Men fablen om den danske sang lever videre i bedste velgående.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu