Læsetid: 4 min.

Utopi finder sted som storcenter

Det var i dette center, at kejseren rejste sig op og viste, at han selv vidste, at han ikke havde noget tøj på
18. februar 2003

Livet i centret
Frederiksberg er en skandale. Frederiksberg skærer langt, langt ind i København. Ind mellem Nørrebro og Vesterbro og ned til Søerne. På Frederiksberg findes borgervenneforeninger, hvor store lejeligheder til små priser cirkulerer. På Frederiksberg plejer man privilegier og forskelle. Man kan på Gammel Kongevej få skænket verdens bedste fadøl. Det tager 3o minutter at hælde denne fra fad og ned i glas. Man kan købe persiske tæpper og chokolade bearbejdet som små stykker kunsthåndværk på Falkoner Allé. Det er meget fint, og det er eksklusivt.
Men midt på Frederiksberg findes et center, som nedbryder privilegier og eliminerer forskelle. Frederiksberg Centret er en utopi midt i resterne af det gamle aristokratiske regime. Her er alle lige. Her er folk i alle aldre som skubber store bugnende indkøbsvogne foran sig. Eller barnevogne. Her mødes anden og tiende generationsdanskerne. Det tager lige så lang tid i Frederiksberg Centret at skænke 5o centiliter fadøl som det tager 50 centiliter vand at forlade en vandhane. Der er tøjbutikker og Føtex og lidt hobby og endda en DSB-kiosk på første etage. Der er kultur og hårde hvidevarer og endnu mere tøj på anden etage: Gad har en boghandel, og oppe på tredje etage kan man tage sol. Men etagerne slynger sig om et åbent fælles rum som forbinder bunden med toppen. Etagerne ligger som niveauer på et sportsstadion. Midt i og helt nede på bunden er der en kælkebakke, hvor drengene på blå bobslæder, pigerne på røde glider glade ned ad en plasticbakke. Man kan stå på de andre etager og kigge ned på kælkebakken.

Kejseren uden klæder
Over for kælkebakken er der en scene. Her har vi lørdag efter lørdag set de almindelige mennesker, der fredag efter fredag bliver stjerne for en aften på DR1. De synger dårligt, og de synger sange, som man kender fra radioen og MTV. Det er amatørens glade sang under bruseren ude i det offentlige rum. Når stjerner for en aften synger næste formiddag i Frederiksberg Centret er der tæt pakket på etagegangene ud til det åbne rum. Menneskemasser opstår. Man kigger ned og synger med. Det lyder meget dårligt. Men det er pointen. Det lyder så dårligt, at kejseren ikke bliver afsløret som nøgen. Kejseren er nøgen, og det er åbenbart. Kejseren viser sig som en, der ingenting kan, og han er ikke bedre til at synge end alle dem, der synger med. Kejseren er lykkelig for han er ikke klædt i illusioner. Den shoppende er lykkelig, for der findes ingen over hans eller hendes niveau. Det er et oprør imod privilegierne og forskellenes Frederiksberg.

Liv og død i centret
Lørdag i vinterferien er der store fredsdemonstrationer over hele verden. Demonstranter går i København og Cairo og Rom med skilte, hvor der står: »Bush er den største terrorist«. Eller billeder, hvor Bush er tilføjet hagekors og et historisk belastet overskæg. Men i Frederiksberg Centret er der Musical klokken 13 og 14. Tre yngre mænd i sorte jakkesæt flankeret af tre yngre kvinder klædt i lettere farver synger hits fra Cats og Les Miserables. Musikken kommer fra det keyboard, der hedder Roland XV-88.
»Intet i verden,« synger en mand, der også har en butterfly på, »er så smukt som en morgen på Atlantis.« Man har stillet sig op omkring scenen. Han synger ikke dårligt. Han synger lige præcis så godt, som når vi hører det på radioen. Og med en patos helt deroppe hvor Celine Dion plejer at lade sine næsefløje vibrere omkring røg og kanoner på scenen, helt deroppe synger han om skønhed og liv og død. Og det er helt almindeligt.

Bænkene
Der er oaser i centret. Der er et herligt hjørne på første, hvor tre bænke er samlet rundt om et lille grønt træ. Man må ryge i hele centret og her sidder rygende shoppere og holder pause og taler med folk, som sidder ved siden af. Denne lille centerpiazza ligger mellem The Body Shop, Exitbørnetøj og en forretning, hvor man kan købe ting til køkkenet. Rie, 62, efterlader et læbeaftryk på sin filtercigaret, inden hun deponerer den i det store askebæger oven på skraldespanden:
»Jeg bor alene og kommer ikke så meget ud, men jeg går herover hver lørdag og køber ind og ser på folk.«
Hvis man er sulten, er der lidt længere henne på samme etage Café Piccolo som har et ’vinterferietilbud’: »3kanttoast og sodavand og ’minislik’ – 35 kroner.«
Man kan købe kopier af mærkevarer. Kopierne er selv blevet brands. Der findes ikke den mode, som ikke kan findes i prisbilllige afledninger i H&M, Jack & Jones, Vero Moda, Jørgen og Jørgine, Part Two eller Mette Freyberg.
Eller man kan købe allerede gammel mode i original. Lørdag kan man i Quint for 299 kroner købe præcis den Le Coq Sportif-sko, som for et år siden kostede 899 kroner i førende butikker inde i Kronprinsensgade.
Jasmin, 21 og elev på Handelsskolen der ligger lige bagved, har haft en god dag i centret: »Jeg har brugt lidt over 1.500 kroner i dag.«

Serie
Livet i centret
Markedspladsen. Centrum i bysamfundet; det sted hvor folk mødes, meninger brydes, varer udveksles og demokratiet lever. Markedspladsen findes ikke i 2003. I stedet har vi fået en storcenterkultur: Hvad er et storcenter? Forbrugsfestens selvgode svinesti eller et nyt socialt rum i det hyperkomplekse samfund? Information besøger i de kommende dage storcentre for se på sagen på ny.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her