(2. sektion)
Dag for dag
1.
Hver morgen kigger jeg ud ad vinduet og ser en dompap på foderbrættet. Hvor er den rød. Den forekommer mig virkelig. Men nej.
Da Hans Hertel sidste år udtalte, at forfatterne desværre ikke kom ud i Virkeligheden, fordi Statens Kunstfond betalte dem alt for mange penge, blev jeg så nedtrykt i mange dage, at jeg ikke kunne arbejde. Jeg er ellers temmelig immun over for alverdens bemærkninger om mit forfatterliv, men det er sjældent, jeg i den grad har følt mig nedladende og respektløst behandlet, degraderet ud på et sidespor så at sige. Jeg blev nok særlig forstemt, fordi jeg havde troet, en mand som Hans Hertel vidste, hvad Virkeligheden var og ikke var, og hvad en forfatters liv består i og ikke består i.
Når ikke engang en herre, der holder af litteratur, forstår en pind, hvem skal så kunne? Måske kan vi lige så godt lade være med at skrive. Denne tomme trussel, som ingen forfattere tør ytre, fordi den ville være en boomerang. Hvem, tør man tro, vil savne éns værker, hvis man strejker eller bliver forhindret i sit arbejde? Den, der virkelig vil føle sig straffet, er desværre først og fremmest forfatteren selv.
Problemet med folk som mig er, kan jeg forstå, at jeg ikke kender til den virkelige verden og derfor ikke kan skrive bøger, der interesserer de virkelige mennesker derude. Sjovt nok har jeg, siden jeg var barn, drømt om at få adgang til det virkelige liv. Mange forfattere fortæller om ensomme eksistenser. Det hænder, de fortæller, at de som børn følte sig som outsidere og enere. Når helt almindelige mennesker med virkelige job ude i virkeligheden alligevel gerne vil læse disse beretninger, har jeg altid troet, at det var, fordi de også har følt sig ensomme og udenfor på et eller andet tidspunkt i deres liv og at forskellen blot går ud på, at forfatteren får skrevet det ned.
2.
Næsten hver dag kører jeg ind til den uvirkelige by Præstø og køber ind i et uvirkeligt supermarked, der hedder FOG. Selv om jeg får så mange penge fra kunstfonden, at jeg ikke behøver at komme ud i virkeligheden, synes jeg, at økologiske grønsager er dyre. Hver gang jeg kigger på det lille hjørne af FOG, hvor de ligger på en ulækker portion træuld, ved jeg ikke, om jeg skal le eller græde. Til utroligt ublu priser falbydes her rådne appelsiner og slatne porrer samt ualmindeligt mugne hvidløg.
Triumferende oplystes det for nylig i samtlige nyhedsmedier, at salget af økologiske varer er faldet! Det tror da fanden! Hvem vil betale i dyre domme for råddenskab og mug? Ikke jeg.
3.
Tapirerne og chimpanserne i Zoologisk Have i København foretrækker økologiske bananer frem for konventionelle, når de kan vælge.
4.
Jeg har om 14 uvirkelige dage en uvirkelig deadline på en uvirkelig oversættelse af en uvirkelig engelsk bog. Jeg kæmper for at nå det. Hver morgen sætter jeg mig ved min uvirkelige computer for at arbejde med denne bog, og jeg sidder der i timevis, kun afbrudt af f.eks. uvirkelige indkøb, uvirkelig madlavning, uvirkelig barnepasning, uvirkelig lektiehjælp, uvirkelige telefoner, uvirkelige breve, uvirkelig tøjvask, uvirkelig korrekturlæsning af en anden oversættelse, der kom med posten, skrivning af bestillingsopgaver, der kan give hurtige penge og udskydning af bestillingsopgaver, der forpligter i så høj grad, at de skræmmer. Af og til afbrydes det uvirkelige arbejde så meget, at hele dagen ryger, fordi jeg skal holde et uvirkeligt foredrag på to timer på det uvirkelige gymnasium i det uvirkelige Frederikshavn eller Bjerringbro eller København. Af og til bryder budgettet sammen, hvis jeg har en uvirkelig sygdom og må melde et uvirkeligt afbud til den uvirkelige højskole i Nr. Nissum, og det skulle have betalt min uvirkelige husleje. I forfatterens Uvirkelighed er der ikke sygedagpenge, heller ikke barselsorlov og desværre ingen pensionsopsparing. Da jeg i tre år sad i det uvirkelige litterære tremandsudvalg, fik jeg A-indkomst, et lille beløb hver måned som der på forhånd var trukket skat af, hvilket er en luksus og et lille kig ind i Virkeligheden.
I forfatterens Uvirkelighed skal man jo selv holde styr på skatten, og det er heldigvis pærelet. Men for at jeg ikke skulle tro, jeg havde fået virkeligt ophold i Virkeligheden, var der til min store undren ikke noget, der i den forbindelse hed feriepenge, noget som ellers alle andre A-job har selv jordbærplukningen hos den fynske landmand, dengang jeg var barn og endnu befandt mig i Virkeligheden.
5.
Jeg har ikke kørekort. Når folk spørger mig hvorfor, og jeg foreslår, at det logisk set ikke kan passe, at alle skal kunne køre bil, ser de tvivlende og medlidende ud. Måske er det sandt, at alle kan og derfor bør kunne køre bil? Måske er det også sandt, at forfattere er intellektuelle, og at de intellektuelle offentligt bør tage stilling til krige i andre lande. Men hvis forfatterne får penge fra kunstfonden, har de jo ikke kørekort til virkeligheden, og har de ikke dét, er det så egentlig særlig klogt at lytte til, hvad de har at sige? Det synes de på Politiken, hvor de hver dag kontakter tilfældige, mere eller mindre berømte personer og stiller dem de samme spørgsmål, f.eks. hvad den forestående krig »i virkeligheden« handler om. Til min forbløffelse har alle svar på rede hånd.
6.
Da jeg for år tilbage deltog i et møde i Statens Kunstfond, udtalte jeg naivt, at det bedste ville være, hvis fonden kunne nedlægges. Jeg undlod ikke at tilføje, at dette naturligvis først burde ske, når den blev overflødig, altså den dag kunstnere fik en god og rimelig betaling for det arbejde, de udfører. Jeg ved godt, at det næppe vil ske, især ikke i så lille et land som Danmark. Alligevel troede jeg kunne man måske lege lidt med tanken.
Men ingen ville lege. Tværtimod kom et ophidset råb farende gennem lokalet i min retning: »Bagstræber!«
7.
Endnu en dompap. Men denne her er ikke rød, og lur mig, om ikke det er en hun. Eller hvad ved jeg? Den sidder dér i min uvirkelighed og æder det uvirkelige korn, den findes formodentlig slet ikke. Jeg har intet at berette, ingen virkelighed at rapportere fra.
For 20 år siden kendte jeg en fyr, der hele tiden sagde: »Vil I høre en historie fra det virkelige liv?« Derefter kom en beretning med garanti direkte fra løgnhalsen. De historier kunne vi ikke få nok af den sommer, men da var vi også temmelig unge og temmelig naive.
(Hvis man vil vide mere om Hans Hertel og virkeligheden og forfatternes manglende adgang til samme, kan man opsøge www.afsnitp.dk og se i parløren under litteratlommeordbog.)
