Læsetid: 3 min.

Vildt Blod

Den amerikanske filmskaber John Hughes var 80’ernes store skildrer af ungdommen – nu er et par af hans film ude på dvd
21. februar 2003

(2. sektion)

Dvd
John Hughes – alene navnet bringer mindelser om en angstpræget, men også lystfyldt teenagetid, hvor hormonerne ikke kunne holde sig i ro, og man skulle finde ud af, hvad man ville, mens forældre, skole og venner skiftevis skubbede én i ryggen, bakkede én op og skældte én huden fuld.
For dem, der ikke ved, hvem John Hughes er, kan jeg afsløre, at han op i 80’erne skrev, instruerede og producerede nogle af de bedste amerikanske ungdomsfilm, der nogensinde er lavet.
Hughes, der ikke altid instruerede sine egne film, men skrev manuskripterne og overlod det manuelle arbejde til andre, havde en god fornemmelse for omgangstonen blandt unge. Han tog dem alvorligt uden at være en moraliserende dødbider – faktisk er hans film fulde af humor. Og med fed rock på lydsiden og en håndfuld nydelige skuespillere på rollelisten (alle blev de stjerner) lykkedes det ham troværdigt og omsorgsfuldt at beskrive de problemer, som ethvert ungt menneske på tærsklen til voksenlivet kæmper med.
Hughes mistede lidt af sit bid, da han i begyndelsen af 90’erne kastede sig over familiefilmen med blandt andet Alene hjemme 1+2 (1990+1992), men heldigvis er Paramount nu begyndt at udsende hans hovedværker på dvd, så vi i hvert fald kan nyde dem.

Firkantsdrama
Breakfast Club (1985) og En vild pjækkedag (1986) er to af de mest mindeværdige titler, som Hughes har instrueret, og hvori ungdommeligt overmod folder sig ud, stereotyper skydes ned, og fordomme punkteres.
Men seværdige er også Some Kind of Wonderful (1987) og Pretty in Pink (1987), der begge har manuskript af Hughes og er instrueret af en af hans protegéer, Howard Deutch.
De to film foregår i gymnasiet i den fiktive by Shermer i udkanten af Chicago, Illinois – hvor de fleste af Hughes’ film foregår – og handler om de usynlige, men alligevel ganske håndgribelige grænser, der i det nådesløst hierarkiske gymnasiemiljø er trukket mellem de smarte og ikke-smarte, mellem rig og fattig.
I Pretty in Pink forelsker en pige (nuttede Molly Ringwald, en af Hughes’ opfindelser) fra den forkerte side af jernbanen sig i en af de rige drenge (Andrew McCarthy) og han i hende. Men deres respektive omgangskredse ser ikke med blide øjne på den slags, og det fører til en større eksistentiel krise, hvor både drengens ubehagelige ven (fermt spillet af James Spader) og pigens far (solide Harry Dean Stanton) og barndomsven (multitalentet Jon Cryer), som er ulykkeligt forelsket i hende, spiller hver deres væsentlige rolle.
Et næsten identisk firkantsdrama, dog med en anden udgang, udfolder sig i Some Kind of Wonderful, der har Eric Stoltz, Lea Thompson, Mary Stuart Masterson og Craig Schaeffer i hovedrollerne. Der er ingen tvivl om, hvor Hughes’ sympati ligger. Han holder med outsiderne, dem, der ikke lige passer ind i de pæne, afgrænsede kasser, som gymnasiet og samfundet er inddelt i.
Og budskabet er tydeligt: Man skal holde fast i sig selv og sit særpræg og ikke bare rende i hælene på alle de andre. Det kommer der sjældent gode ting ud af.
Der er sikkert også kritiske ting at sige om John Hughes – jeg kan bare ikke komme i tanke om nogen lige nu. Og under alle omstændigheder vil danske filminstruktører måske lære at tage unge alvorligt og begynde at lave film om og for unge ved at stifte bekendtskab med Hughes’ film.

*Pretty in Pink/Some Kind of Wonderful. Instruktion: Howard Deutch. Manuskript: John Hughes. Region 2. Fås i enhver anstændig dvdbiks

*www.riverblue.com/hughes

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her