Til næsen
I sidste uge var vi på denne plads rundt omkring i det australske vinlandskab i anledning af en stor smagning på landets nationaldag.
Vi var da inde på, at australsk vin domineres af tre-fire megafirmaer, der står for 90 pct. af produktionen og som har formået at gøre deres vine til mærkevarer.
Størst af disse er Southcorp, og den største og mest betydende division i Southcorp er Penfolds. Deres Chief Winemaker hedder John Duval, og inden han går på delvis pension efter 28 år hos Penfolds, rundede han lige Danmark forleden for at takke af.
Med sig havde han et lille foredrag og selvfølgelig nogle flasker. Et af hans hovedbudskaber var just, at den meget frie ret til at blande vin fra forskellige regioner har gjort det muligt for australske vinfolk at skabe vine, der fremtræder meget ensartede fra årgang til årgang. Noget helt centralt, hvis vinen skal optræde som mærkevare.
Penfolds vine produceres og markedsføres meget bevidst som brands mærkevarer, der ligger i hver sit prisleje og appellerer enten til bestemte målgrupper eller til bestemte forbrugssituationer.
Hverdagsvinen forhandles under navnet Rawsons
Retreat som let tilgængelige, umiddelbart drikkelige vine uden de store svinkeærinder. På det danske marked har de den ulempe, at de med en pris omkring 60 kr. ligger lige over den psykologiske grænse for gennemsnitsforbrugerens køb af hverdagsvin. Lidt højere op på skalaen ligger serien Koonunga Hill i 70-80 kroners klassen.
Så er der et spring til de såkaldte premium-vine, som ofte hedder Bin , efterfulgt af et tal. De henviser til vineriets lagerstyringssystem. Her er virkelig gods at hente, men prisen er så også fra ca. 120 til ca. 230 kroner. Helt i toppen er super premium vine som den kolossalt indtagende St. Henri Shiraz-Cabernet til 420 kroner, som Vinredaktøren er aldeles forliebt i, og Australiens vinlegende over dem alle, Grange til 1500-1600 kr. flasken.
Alt sammen meget gennemtænkt. Det kan derfor ikke undre, at Penfolds har analyseret sig frem til, at der var et hul mellem Koonunga Hill og Bin-serien. Der manglede en vin til dem, der vil have noget lidt bedre end Koonunga uden at ofre helt det, en Bin-vin koster.
Jamen, så laver man det da bare. Som sagt, så gjort. Det nye brand hedder Thomas Hyland, som vi smagte som Chardonnay, Shiraz og Cabernet. De forekommer som lidt mere europæiske i stilen end resten af sortimentet ærlige, velsmagende vine, som i prisklassen 90-100 kroner meget vel kan finde deres publikum på et marked som det danske.
Chardonnayen virker køligt elegant med en let, pikant bitterhed. Caberneten er en enkel, vellykket sådan en rigtig madvin. Bedst fandt jeg måske Shirazen, som kunne bruges som lærebogseksempel over for den, der skal bibringes en forståelse af, hvad denne Australiens nationaldrue står for. Fuld af peber, krop og krydderi, og endda med både elegance og kompleksitet.
Læsetid: 2 min.
Vinen som brand
Australske Penfolds introducerer en ny produktlinie
7. februar 2003
Følg disse emner på mail
Kommentarer (0)
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »