Læsetid: 4 min.

Virkeligheden set på tv

Mens nogle leder efter livets begyndelse for os alle, søger andre at fremme dets afslutning for nogle
14. februar 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
En gruppe forskere fra Odense Universitet drog i Viden om viden ud for at finde oprindelsen til livet på vor klode. Jeg har altid erklæret, at jeg til enhver tid ville være parat til at følge dette programs studieværtinde gennem røg og damp og tykt og tyndt. Og jeg skal ellers love for, at jeg – bevar’s, sammen med alle jer andre seere – her fik lejlighed til det.
Vi var i Yellowstone Park og besøgte skoldende varme gejsere, oppe i bjergbæltet Issua på Grønland, og på dykkertogt ned til havbunden ved den vulkanske sprækkezone i Den Californiske Golf.
Det var i den slags ekstreme miljøer, i damp og flydende beg og slimet mudder, det hele begyndte, da vor klode var ung og uberørt, i hvert fald af mennesker. Men det var også for mere end tre en halv millarder år siden. Så man kan – alt efter gemyt – hævde, at hvis det drejer sig om at finde vores rødder, ’så er de sent ude’, eller ’så var det også på tide’.
Temaet ’troværdighed’ har ligesom ligget i luften et stykke tid, såvel i stort som i småt. Horisont tog tråden op i en dokumentarfilm om et gammelt tvivlsspørgsmål: Var Neil Armstrong og Edwin Aldrin i virkeligheden på månen den 1. juli 1969? Eller var det hele ét stort fupnummer, optaget i et Hollywoodstudie og sendt til alverdens tv-stationer under postulat af at være en live-udsendelse.

Månelanding
Der er ingen tvivl om, at det teoretisk ville have kunnet lade sig gøre, selv i 1969 uden digital billedbehandling. Og indicierne er mange. Skyggerne af de to herrer på månevandring falder i forskellige retninger.
På en månesten kan man ved forstørrelse se et tydeligt skrevet ’c’ osv. Men vi, der så det i sin tid, vil nødigt få fortalt, at den enestående oplevelse var baseret på fup og svindel. Så vi trøster os med, at der også kan manipuleres i en dokumentarfilm, og lader det forblive så uopklaret, som det er, og lægger det ned i skuffen med mordene på John F. Kennedy og Oluf Palme.
For nu at blive ved troværdighed så var det ikke just det, Colin Powells fremlæggelse af beviserne for Saddam Husseins al-Quaeda forbindelse var præget af.
De fotografier, han fremviste, var mindre overbevisende end billederne af Armstrong og Aldwin på månen. En student fra Californien har gjort sin ophavsret gældende, fordi Powell i sin forelæggelse for FN’s generalforsamling benyttede sig af en opgave, han havde lavet på sit universitet for 10-12 år siden – inklusiv stavefejlene.
Tværtimod at underbygge USA’s påstand om Iraks onde hensigter så undergravede talen påstandens troværdighed.

Hilsen fra Osama
Men det er jo ofte sådan, at når det ser allerværst ud, så træder forsynet til med sin milde, hjælpende hånd. Tirsdag aften sendte alverdens tv-stationer – men først den arabiske Al-Jazeera – et ’postkort med lyd’ fra Osama bin Laden himself .
Nogle formulerede det dog: »måske fra bin Laden« – eller: »som påståes at være fra bin Laden«. Men langt de fleste – og siden også radio og den trykte presse – tog det for givet, at med det billede og med den stemme, så måtte det være manden selv.
Man kaldte det en video. Men det var et lydbånd, sendt samtidig med et fast billede af den jesuslignende muslim, der i øvrigt må få enhver kristen til at forbande de religionsmalere, der gennem tiderne har skabt illusionen om, hvordan Jesus så ud. Nok var tømrersønnen anarkist. Men han lignede da for fanden ikke Osama bin Laden? Eller hva’?
Det var et pudsigt forløb, den tirsdag aften på tv. Flere timer før postkortet dukkede op, meddelte Colin Powell – live – at der på Al-Jazeera snart ville blive vist en video med Osama bin Laden. Kort efter benægtede direktøren for Al-Jazeera, at noget sådant ville finde sted.
Kort efter fandt det næsten sted – altså med det talende postkort – og begge d’herrer havde næsten ret.
Men har Colin Powell ret, når han påstår, at dette er det endelige bevis for Saddam Husseins forbindelse til Osama bin Laden? Man må vel først og fremmest se det som Osama bin Ladens opportunistiske og taktiske omklamring af det irakiske folk.
Hussein har sikkert meget på samvittigheden – men han kan vel ikke gøre for, at manden med postkortstemmen erklærer Irak sin troskab. Det var jo netop ikke en henvendelse til Hussein, og der er stadig ikke noget bevis for, at Hussein har henvendt sig til bin Laden.
Men derfor kan postkortet jo godt passe ind i Colin Powells bestræbelser på at overbevise sine partnere om, at Hussein er roden til alt ondt. Så godt, at man må betænke, at i sammenligning med rejsen til månen ville dette være en venstrehåndssag for CIA.
Så mens nogle leder efter livets begyndelse for os alle, søger andre at fremme dets afslutning for nogle.
Sådan er der så meget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her