Til Næsen
Førhen var der ingen tvivl, når man åbnede en ny vinbog: det startede med Frankrig, som så fyldte halvdelen af bogen. Resten måtte den øvrige verden så deles om.
Nu kan man ikke længere være sikker. Nogle vinskribenter går alfabetisk frem. Andre vælger at tage udgangspunkt i den enkelte drue og så behandle, hvor den dyrkes, og hvad den bruges til.
Da danskerne drak mest fransk vin, var markedsandelen oppe i nærheden af de 70 pct. I dag er den lige omkring det halve.
Men Frankrig er stadig nogle hestelængder foran de nærmeste konkurrenter, og bortset fra Belgien er der vist ingen lande, hvor Frankrig stadig står så stærkt som her.
De nærmeste konkurrenter på det danske marked er de to andre klassiske europæiske vinlande Spanien og Italien. Til sammen har de tre store omkring to tredjedele af det danske vinmarked.
Så man kan udmærket argumentere for, at danskerne hører til klassicisterne, når de skal vælge, hvad de vil have i glasset.
Men tilbage til Frankrig er det stadig verdens vigtigste vinland? Hvis man spørger en franskmand, er der ikke tvivl om svaret, men nu er det jo heller ikke manglende selvbevidsthed, der er franskmændenes mest påtrængende problem.
Spørger man andre, er svarene meget forskellige. Der er argumenter nok på begge sider.
Frankrig har historien på sin side. Franskmændene har simpelthen lavet vin så længe, at de har erfaringen. Ønologi (altså læren om vintilvirkning) har som akademisk disciplin sit centrum i Frankrig. Det franske appellation contrôlée-system er grundigt indarbejdet og kendt af vindrikkere verden over. Til gengæld kan det også med sine stive regler være en hæmsko for den udvikling og de eksperimenter, der trives så frodigt i mange af de nye vinlande.
Nogle af de franske vindistrikter har et klima, som gør, at vinen langt fra lykkes hvert år, mens mange af konkurrenterne kan kværne ensartet vin ud uden den store variation i årgangene. Det er der så til gengæld nørder, der synes er lidt kedeligt.
Der laves topvine i mange verdensdele. Men man kommer ikke uden om, at de mest berømte referencevinene stadig i stor udstrækning er franske. Prøv at tænke på, hvilke vine der er blevet legender? De fem 1. Cru fra Médoc, Château Cheval Blanc og Ausone fra St. Èmilion, Petrus fra Pomerol, De store røde Bourgogner fra Domaine de la Romanée-Conti og Leroy, den hvide le Montrachet. Hvis de øvrige vinlande har ét eller to navne, der kan blande sig i den liste, er de glade.
Det er selvfølgelig ikke de vine, almuen drikker, men som signaler er de vigtige.
Konklusionen er herfra, at Frankrig holder skansen som vinens Mekka, men at det er en position, der ikke længere er ubestridt. Og som franskmændene må være både vågne og omstillingsberedte for at holde her i det nye årtusinde.
