Læsetid: 4 min.

Yuppie, kunstner og så en hund

TV 2 sender et program med heroiske gæster, episke undertekster og en venlig titel: Go’ aften Danmark
21. februar 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Monica Ritterband blev student. Allerede dengang klassisk smuk og med mægtigt mod på livet. Store øjne og store drømme: Det var i 1975.
Dette er historien om en succes. Det er ikke historien om avisdrengen, som blev bankdirektør og siden skrev en bog om det, inden han så blev gift med Suzanne Bjerrehus. Den store mønsterbryderfortælling skifter spor. I dag er avisdrenge ikke længere børn, men voksne mænd, som pisker rundt på trapperne for at blive ’integreret’ i Danmark og ’komme ind på arbejdsmarkedet.’
Mandag aften var Monica Ritterband gæst i et program på TV 2 med et generøst vulgært navn: Go’ aften Danmark. Og det var ikke så meget det, Ritterband sagde, og slet ikke det, studieværtinden sagde. Det var de tekster, der passerede nederst på skærmen, som fortalte historien om et karriereforløb i anden halvdel af det 20. århundrede.
Indimellem smilede Monica Ritterband. Og sagde, at tryghed var farligere end utryghed. At det var farligere ikke at tage en chance end at risikere hele tilværelsen. At vove er at miste fodfæste for en stund. Ikke at vove er at miste livet, og for seks år siden opsagde Monica Ritterband sit abonnement på det borgerlige samfund og kastede sig ud i det vilde bohemeliv. Hun opsagde sin stilling som underdirektør i Carlsberg og blev ’kunstner.’

Fra hippie til kunstner
Det var tre fortællinger, der krydsede hinanden i det livsforløb, der signerer sig ’Monica Ritterband’: hippiefortællingen om at vælge det vilde og skide på det sikre, den eksistentialistisk patetiske dyrkelse af eneren og tilværelsens store momenter og så den almindelige yuppieforestilling om, at man er etisk forpligtet på sin egen lykke som tilværelsens højeste mål.
Ritterband sagde selvfølgelig ikke ’yuppie’ eller ’eksistentialisme’ eller ’hippie’. Studieværtinden Annette Juhler-Kjær spurgte sin succesgæst: »Var du ikke nervøs, da du droppede den sikre stilling hos Carlsberg?«
Selvfølgelig var Ritterband ikke bange for dynamik og forandring. Mens hun snakkede og snakkede og venligt smilende bedrev endnu en turné i individualismens evangelier, resumerede teksterne forneden på skærmen hendes karriere: Hun blev student og arbejdede derefter som croupier på en luksusliner. Siden blev hun fotomodel, og så blev hun uddannet journalist. Først skrev hun på Ekstra Bladet, så på Weekendavisen, hvorfra hun tog et spring og blev nyhedsoplæser på TV-avisen. Som om det ikke var nok, sprang hun igen til en topstilling Carlsberg. Inden rejsen mod selvrealisering kulminerede: Monica Ritterband blev kunstner.

Vi er alle noder
Og Ritterband blev ikke fattig og falleret kunstner. Hun har for eksempel solgt skulpturer til udviklingskommunen Farum. Det spurgte Juhler-Kjær ikke til. Og Ritterband har lige været på salgsmesse i Frankfurt med en serie kopper, som hun har designet for Den Kongelige Porcelænsfabrik. Hun har malet noder på kopperne, som gik rigtig splendid i Frankfurt. De er solgt til både Libanon og Italien. Og som kunstneren selv udlagde sit motiv: »Vi er alle noder. Vi har hver vores tone i tilværelsen.« Det gælder bare om at finde den og synge med.
Og hvis man sang med i anden halvdel af det 20. århundrede, siger det sig selv: Man må starte som fotomodel, fortsætte fra massemedierne og over til en kulturbærende industrigigant. Inden man sønderriver alle bånd og fuldender dannelsen som uafhængig kunstner på messe i Frankfurt. Men som hun selv i ikke en særligt fjern fortid udtalte til Berlingske Tidende:
»Det er ikke nødvendigvis nogen fordel, at jeg var studievært på TV-avisen for 12 år siden. Det gør det svært for andre at forholde sig til, at jeg virkelig mener det med kunsten. At det er alvor.«

Carsten og Castro
Også tirsdag sagde TV 2 klokken 18:25 Go’ aften Danmark. Og tirsdag kunne ingen være i tvivl om, at det var alvor: Annette Juhler-Kjær præsenterede kampen mellem det gode og det onde. Det handlede om politihunden Castro. Dette prægtige dyr, samfundets bedste ven, havde lørdag i Nakskov opsøgt og afsløret samfundets værste fjende: indbrudstyven.
Hunden var i studiet sammen med sin hundetræner og akkompagnerende politiassistent, Carsten Andersen. Duoen Carsten og Castro var i studiet til fin snak om realiteternes verden i den hårde kamp mod kriminalitet. Carsten fortalte, hvordan Castro agerer, når Castro går i aktion: »Den får sporet. Den snuser, og så er det, som om der går strøm igennem snuden på den. Og så følger hunden sporet af sig selv.«
En undertekst oplyste lakonisk, at Castro engang havde ført Carsten til et spor, som var fem kilometer væk!
Annette Juhler-Kjær spurgte, hvornår Carsten og Castro havde indledt deres forhold. Politiassistent Andersen svarede, at han havde fået Castro, da hvalpen var otte uger. En undertekst ledsagede udtalelsen i udsøgt audiovisuel synkronicitet:
»Politiets træning af hunde begynder, når de er otte uger gamle.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her