Læsetid: 5 min.

80’erne blev hjemme

Nik og Jay ville ikke ’go away’, Outlandish fordømte Fogh og Steffen Brandt er stadig noget for nutidens unge
3. marts 2003

Danish Music Awards
Værten, den skuespilleruddannede Timm Vladimir, var ikke i tvivl om, hvad det her drejede sig om: »Lad være med at tænke på noget i aften, bare ha’ det fedt,« lød hans formaning til det fuldsatte Forum umiddelbart før tv-transmissionen af Danish Music Awards gik i luften i prime time lørdag aften.
Kombinationen af tomhed i indpakning og tomhed i indhold lå lige for, hvis man var i det onde hjørne, og efter sidste års begivenhed af samme slags tog en kreds af især københavnske anmeldere konsekvensen af mange års opsparet surhed og meldte sig ud af klubben og dannede deres egen loge til forsvar for den gode smag.
Danmark er jo de mange foreningers land, så hvorfor ikke have en forening, der via eksemplets magt vil fortælle pladekøberne, hvor galt afmarcherede de er, når de ikke køber de plader, anmelderne bedst kan lide. Lidt ligesom Brechts ironiske råd i sin tid til DDR’s magthavere om at opløse folket, når det nu havde forskertset regeringens tillid.
Problemstillingen er oldgammel, og bliver bøjet i hightjekket stroboskopbelysning hvert år ved Danish Music Awards: Der er en verden til forskel på at have betalt for sin trange ståplads i det bølgende, svedige, begejstrede menneskehav foran scenen og så sidde i indhegnet VIP-samhørighed på 61. række med et plasticskilt om halsen, der garanterer gratis hvidvin, kindkys og small talk med kolleger, stjerner med og uden hjerner og wannabees.

Giraffer på klods hold
Så Timm Vladimirs opfordring til at feste igennem, som det vist hed for et par sæsoner siden, gjaldt alle dem, for hvem Danish Music Awards er en enestående chance for at komme på klods hold af girafferne. I den retning er og bliver Danmark enestående. Pegefingeren kom hurtigt på overarbejde.
Der var kendte her, der og alle vegne i en tid, hvor kendthed kan virke som meningen med det hele – ganske godt og groft respektløst udstillet af Timm Vladimir i en sekvens, hvor han med kikkert spottede de kendte på siddepladserne.
I pausen kunne man gå lige bagved Sofie Lassen-Kahlke i den tro, at hun også styrede mod popcornkøen – det gjorde hun nu ikke, og årets døgnflue Jon havde tilsyneladende overstået sin stuearrest efter affæren med Stripper-Simone, og folkene fra Outlandish var her, der og alle vegne i deres meget – skal vi sige næsten demonstrativt – etniske outfit, og på toiletterne var der så stor trængsel, at man nemt kunne komme til at tisse over kors med Kronprinsen – eller var det hans look-a-like?
Det er denne nærhed, denne indbyggede mangel på mytologisering, der er med til at gøre Danish Music Awards til noget meget, meget dansk. Uanset hvor strømlinet internationalt man forsøger at gøre snittet. Et eksempel: Ved udenlandske pendanter oplever man ofte, at en fraværende berømthed via video takker for prisen. Den eneste, der gjorde det i lørdags, var Johnny Hansen fra Kandis. Ham og bandet (»jeg skal hilse«) var forhindret i at komme. De havde et job i Års!
Med al respekt var folk ikke kommet for at hugge Kandis i sig. Dansegulvet var nogenlunde ligeligt delt mellem fans af Værløse-poprapperne Nick & Jay (og modstandere af samme med slagråbet »Nick & Jay go away«) og så fans af Jon, den moralske Popstars-vinder Julie, Outlandish og det britiske boyband Blue. Et signal om både mangfoldighed og generationsskifte, som gjorde scenen til ren udebane for et 80’er-koryfæ som Sanne Salomonsen, der gav en lidt for hæsblæsende smagsprøve fra sit kommende album, iført et læderkostume, hun må have haft liggende siden 80’erne. Og stadig kunne passe. Respekt, som der stod bag hende i lysende blokbogstaver, men det var måske ikke det, der blev hentydet til ...
Hun nåede sådan cirka en halv centimeter ud over scenerampen, men det er ikke det samme som, at nutidens unge ikke påskønner kontinuitet og tradition. Et band som TV-2 har erhvervet sig status som den tænkende m/k’s svar på Shu-bi-dua og begejstringen ville ingen ende tage. Heller ikke da Steffen Brandt hentede to trofæer. Ham vidste folk, hvem var, og hvor de havde. I hvert fald i denne sammenhæng. Troede de. For da han fik prisen som årets sangskriver fornægtede hans verbale dobbelttydighed sig ikke: Han ønskede, at der havde været to priser, for så kunne han have delt den med C.V. Jørgensen. En smuk gestus fra en jyde med sin helt egen attitude.
Og en af de få gange, hvor vi fik indtryk af, at rock og pop drejer sig om andet end hurtig berømmelse. Musikken har det stadig svært ved sådan et arrangement. En god del af de optrædende optrådte ikke live, og det gjorde dem ikke mere levende, men ret skal være ret: Arrangementet lignede lidt mindre et overdimensioneret, larmende halbal for fritidsklubbens ældste end ellers, og afviklingen var ferm og dynamisk, så på dets egne præmisser kan arrangørerne notere sig en succes.
I dag, når champagnebøvserne har fortaget sig, venter krisen ude i pladebutikkerne, hvor man brænder inde med alt for mange cd’er, fordi folk brænder alt for mange af dem selv. En virkelighed, branchen vittigt, men også meget vedholdende af TV 2, altså tv-stationen, fik lov til at give sin udlægning af. Man hjælper vel en af de største branchebidragydere til reklameblokkene ...
I det lys var det velgørende, at Outlandish gjorde opmærksom på, at der er vigtigere ting i verden end vigende pladesalg. Deres afskrivning af krigsplanerne mod Irak var til at tage og føle på. Og danse til.
Det kan godt være Outlandish gik tomhændede hjem fra Forum, men det er måske prisen for at have øre og øje for resten af samfundet.

FAKTA
Og vinderne blev
Danske album:
Saybia: The Second You Sleep
Danske gruppe: Saybia
Danske sangerinde: Søs Fenger
Danske sanger: Søren Huss, Saybia
Nye danske navn: Nik og Jay
Danske hit: »Hot!« med Nik og Jay
Udenlandske album:
Eminem: The Eminem Show
Nye udenlandske navn:
Avril Lavigne
Danske rockudgivelse:
Raveonettes: Whip It On
Danske popudgivelse:
TV-2: På kanten af småt brændbart
Danske rap/hiphop udgivelse:
Malk de Koijn: Sneglzilla
Danske danceudgivelse:
Filur: Deeply Superficial
Danske folkudgivelse:
Niels Skousen: Dobbeltsyn
Danske børneudgivelse:
Ruben: Drengen der kan tale med ting
Danske sangskriver: Steffen Brandt
Danske producer: Nikolaj Nørlund
for Superjegs Alt Er Ego
IFPI’s ærespris: Peter Belli

www.danishmusicawards.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her