Læsetid: 4 min.

Altid om mandagen

En gammel tradition er genopstået i Leipzig. I 1989 demonstrerede indbyggerne mod DDR-regimet, nu demonstrerer de mod Irak-krigen
10. marts 2003

LEIPZIG – Heltebyen blev den kaldt. Hver mandag samlede tusindvis af mennesker sig ved St. Nikolai-kirken i Leipzig for at demonstrere mod DDR-regimet. Fra kirken gik man ad ringgaden rundt om bykernen med slagord om, at ’vi er folket’ og gøre ’våben til plovskær’.
For hver mandag kom der flere.
Regimet var rådvildt, og mandagsdemonstrationerne spredte sig ud over hele DDR. Til slut bukkede den såkaldt demokratiske republik under for den folkelige modvilje. DDR gik i opløsning.
Idémanden bag demonstrationerne var præsten Christian Führer, som stillede det eneste mulige frirum, kirken, til rådighed for oppositionen.
»Magt gør mig syg,« har den 59-årige Christian Führer fortalt.
I januar genopfandt han sin gamle idé: Hver mandag kl. 17 kalder han til fredsbøn i Nikolai-kirke, efter en time med sang og bøn går alle på gaden for at demonstrere mod tidens store trussel. Irak-krigen. Ved den første, nye mandagsdemonstration kom der 1.500, i forrige uge var tallet omkring 20.000.
»Nikolai-kirken er håbets sted. Menneskene har ikke glemt, at her blev det umulige muligt. Som kristne i DDR lærte vi, at vi ikke bare gør som politikerne siger, men tager stilling til indholdet: Hvad ville Jesus gøre? Det er det afgørende spørgsmål,« siger han til Information.
»Mandagsdemostrationerne dengang var meget anderledes – men viljen til ikke at afvente, hvad andre bestemmer hen over vores hoveder, den er den samme. Vi blander os. I DDR kunne man forvente at få tæsk, i demokratiet er denne fare borte.«

Kommunister med
Kampen for fred er alt for vigtig til, at demonstranterne i Leipzig tør overlade den til politikerne. Derfor går de på gaden.
Hjemme på computeren har pensionisten Herbert Kästner lavet sin egen plakat. »Tag magten fra Bush-junta’en,« lyder budskabet, som han har sat fast på et stykke træ.
»Det var ikke svært. Alle har jo en printer, og man må sige sin mening nu,« siger han.
»Jeg ved ikke, om det nytter, men hvis man ikke prøver, sker der med garanti ikke noget. Det er vigtigt at støtte regeringens nej til krig – og så er det jo godt for selvfølelsen.«
Kästner demonstrerer hver mandag, og han var også med i 1989. Han deltog som privatmand dengang demonstrationen var rettet mod det kommunistiske regime. At kommunisternes arvtagere fra PDS nu også er med i demonstrationen, rører ham ikke.
»Alle, der er imod krig, skal være velkomne.«
Lidt derfra går en 75-årig PDS-mand med sin fane. Han siger ikke sit navn – men medgiver med et stille smil, at han ikke var med ’dengang’.
»Jeg var med i Krigen, jeg ved, hvad den betyder: Mange irakere vil dø, bare fordi Saddam Hussein er sådan en led karl. Der må da være andre metoder... Menneskeheden er i stand til at flyve til Månen, men klare sådan et lille land med fredelige midler, kan vi ikke.«

Fredskager
Docenten Steffi Schmidt var med i 1989.
»Dengang var man bange for, hvad Stasi kunne finde på. Nu er det mere sikkert.«
Hun er helt enig i forbundskansler Gerhard Schröder og udenrigsminister Joschka Fischers nej til krigen; hun er her for at vise sin støtte til dem – og sørge for, at de ikke bøjer sig for det amerikanske pres.
»Man skal vise sin modstand nu, ellers er det måske for sent,« siger hun.
Skolepigerne Nadine og Jenny går med den hjemmegjorte plakat »Krig er mord.«
»Vi er med hver mandag, og vi håber det nytter,« siger den 17-årige Jenny.
»I 1989 var jeg med, på min fars skuldre,« siger Nadine på 18, der ikke husker meget fra dengang.
For eksempel ikke, at turen i 1989 gik hele vejen rundt om bykernen. I dagens effektive samfund er tiden blevet knap. Derfor kan man kun nå en fjerdedel af ringen, der slutter foran operaen. Her er der taler, sang og salg af fredskager.

Motorcykler for fred
På pladsen står en gruppe læderklædte rockertyper, medlemmer af motorcykelklubben Kuhle Wampe.
»Vi er 10 i Leipzig, 500 på landsplan, og så har vi rigtig mange støtter – hos os hedder det ikke supportere,« siger manden, der kører Honda.
»Vi er politisk interesserede, overvejende venstreorienterede og antifascistiske motorcyklister. Sidste år samlede vi 1.000 motorcyklister i Leipzig til en demonstration mod nynazismen,« supplerer Kawasaki-ejeren.
»Hos os kører kvinderne selv – og vi har ikke nogen patte-shows, når vi holder træf,« tilføjer Honda.
»I Kuhle Wampe har vi engageret os imod Irak-krigen. Vi har sendt personlige breve til alle Forbundsdagens politikere. Fra CDU-CSU (de konservative, red.) fik vi nogle særdeles underlige svar – noget om at gøre sin fædrelandspligt, helt skørt,« siger Kawasaki.
En mand med en plasticspand beder om bidrag til højtaleranlægget.
Dette arrangement er skabt af folket for folket – velspækkede politiske agitatorer må holde sig væk, partierne kan slå deres informationsboder op i den diskrete udkant af pladsen.
To mænd – i gamle dage ville man kalde dem protestsangere – giver et nummer på operaens trappe. Guitar og tværfløjte.
Selvom det er koldt, og fastelavnsfester lokker, står der 15.000 på pladsen. Ordstyreren på trappen er tilfreds.
»Næste uge bliver vi flere,« råber han i den folkebetalte mikrofon.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu