Læsetid: 3 min.

Anja over alle

Med Slagelses ophøjelse til håndboldmetropol er første del af Anja Andersens mission lykkedes. Nu venter resten af verden. Imens frister klubbens herrer en skyggetilværelse i 2. division
10. marts 2003

Håndbold
Da Slagelse Forenede Håndboldklubber i lørdags påfaldende ubesværet besejrede Ikast-Bording 34-26 var der ikke alene tale om at sætte et rivaliserende tophold eftertrykkeligt på plads og bringe sig alene i spidsen for Håndboldligaen for kvinder. Sejren signalerede samtidig et afgørende paradigmeskift i dansk idræt.
Med Slagelses eksplosive opstigning i håndboldhierarkiet er det cementeret, at det kan lade sig gøre sig at komme til tops uden at have bunden med – selv i FCK regner de også ungdomsspillerne i især KB med, når det spillemæssige bo skal gøres op.
Midtsjællændernes medgang skyldes derimod ikke målbevidst arbejde i ungdomsrækkerne, og hvad man nu plejer at sige i skåltalerne, når DHF skal gøre sig fortjent til tipsmidlerne, næh, det skyldes ene og alene kvinden, der øretæveindbydende og klapsalveudløsende i 90’erne var tændsats for kvindehåndboldens både globale og hjemlige medieeksplosion.
Med Anja Andersen som cheftræner og de facto enehersker i Slagelse er det lykkedes at tiltrække en række af verdens bedste kvindelige håndboldspillere, der har hår nok på brystet – undskyld udtrykket – til at overhøre/indrette sig efter den særegne blanding af håndfasthed og lunefuldhed, der præger Anjas trænervirke. Man er i Slagelse enten for eller imod Anja. Og vælger man det sidste, er svingdøren velsmurt. Forleden måtte således endnu en administrationschef rydde skrivebordet. Anja og han havde, som klubben udtrykte det »forskellige forventninger til jobbet.«
På klubbens hjemmeside er der et helt specielt rum om og med Anja. Her kan man f.eks. se femme fatale’n posere i modelagtigt modlys i billeder af en egen lurende seksualitet. Ellers er Anja Andersens attitude på sidelinjen ikke væsensforskellig fra den, hun promoverede på banen. Hun finder sig ikke i noget, selv om fuckfingeren ikke længere luftes i samme grad.

Anja-effekten
Det er svært at sige, hvori Anja-effekten består, når man udelukker sponsortækken. Man kan være fræk og mene, at med Camilla Andersen, Mia Hundvin, Bojana Petrovic og Ausra Friderikas i truppen bliver spillet selvkørende, men det vil være for nemt. Det er lykkedes Anja Andersen at gøre missionen om at få Slagelse til at blive en succes til en fælles sag. Ikke for klubbens, men for hendes og spillernes egen skyld.
Pointen er, at det er helt tilfældigt, at det er Slagelse. Anja kunne have gjort tricket i enhver klub, men vel at mærke en klub, hvor traditionerne ikke begrænsede dynamikken eller tillod en opførsel, der ville få hende smidt ud af Big Brother før rulleteksterne var kørt til ende. Man har sammenlignet Anja Andersens Slagelse-eventyr med Ulrik Wilbeks mangeårige indsats i Viborg, men hvor Wilbek forholder sig til klubbens historie og indgår i og udvider den, er Anja den moderne, historieløse, fuldtidsprofessionelle, der tager arbejde der, hvor det giver størst resultatmæssigt udbytte. Troløs, ville en amatøridrætsleder vrænge. Romantiker, ville hun replicere.
Sårbarheden for Slagelse FH er selvfølgelig, at succesen står og falder med Anja. Nok er klubben nu så godt som sikker på at vinde grundspillet og dermed kvalificere sig til Champions League ligesom DM er inden for rækkevidde, men den mindre guldrandede side af virkeligheden kunne man opleve aftenen før Ikast blev besejret.
Da tabte Slagelses håndboldherrer på udebane 27-32 til topholdet Tommerup i 2. division. Og er nu truet af nedrykning. Herretræneren hedder Jes Christensen. Han har ikke nogen citatsamling på hjemmesiden, men må hente ny gejst i et af Anja. F.eks. det, der lyder »tab og vind med forskelligt sind«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her