Læsetid: 5 min.

Barberbladskarpe bulletiner

Veteranen Richard Thompson imponerer på sit 25. album, hvor Ed Harcourt og Mull Historical Society begge er ude med den svære toer oven på deres respektive løfterige og presseroste debutplader
27. marts 2003

Nye cd’er
En af de bedst bevarede hemmeligheder i den begavede ende af populærmusikken hedder Richard Thompson, en excellent og original britisk sangskriver, sanger og guitarist – og tilmed en ørn inden for alle tre discipliner, thi selvom stemmen måske ikke er stor, passer den perfekt til de ætsende og præcise tekster, der på alle leder og kanter undgår klicheer og vanetænkning og gerne har karakter af barberbladskarpe bulletiner fra den modsætningsfyldte moderne verden, støvsuget for selvmedlidenhed, puppy love og lommefilosofi.
Læg dertil en fornem evne til at skrive nutidig musik, der stolt hviler på diverse rige traditioner uden antydning af det museale samt ikke mindst en instrumental kunnen, der udmønter sig i et indfølt akustisk guitarspil og et stikkende, bidende og originalt elektrisk ditto – samt suveræn håndtering af mandolin, trækharmonika, dulcimer og harmonium – og man vil forstå, hvorfor hans plader sælger i begrænset antal; de er ganske enkelt for gode til massefortæring.
Selvom den gode Thompson ’kun’ er 54 år, har han en nærmest frygtindgydende produktion bag sig, hvis mest iøjenfaldende karaktertræk er en kvalitetsmæssigt høj konsistens – kun afbrudt af et par uomgængelige højdepunkter.
Som stor knægt var han i 60’erne med til at danne det sagnomspundne britiske folkrockorkester Fairport Convention, hvis første fem-seks lp’er han medvirkede på, heriblandt klassikeren Liege & Leaf. Efter han gik solo i 1971, dannede han duo med hustruen, Linda, kulminerende med mesterværket Shoot Out The Lights i 82, året parret skiltes.
Siden har han udsendt en stadig strøm af fremragende soloplader, og på den led skiller det seneste – nr. 25 i rækken! – sig ikke nævneværdigt ud. The Old Kit Bag hedder underet, og det er Thompson på toppen af sin kunnen med 12 fremragende kompositioner, hvor intelligente tekster går hånd i hånd med solidt fængende melodier og et højt niveau af håndværksmæssig kunnen, som det er en lise at lytte til.
Dette er urban folk af fineste aftapning, inciterende, inspirerende og totalt i øjenhøjde med sin samtid. Mesterligt. Selvom han nu gerne måtte have inkluderet den spøjse udgave af Britney Spears »Ooops, I Did It Again«, han giver så splendid live!

Britisk excentricitet
Da Colin MacIntyre under navnet Mull Historical Society kastede sin første plade – betitlet Loss – på gaden i 2001, gik de britiske kritikere nærmest i selvsving af begejstring over dette bedroom wonder, som afskåret fra omverdenen og helt uden kontakt til tidens musikmiljø – han hævedede, at hans største inspirationskilde var en onkels cover-band, der gjorde sig i musik fra 60’erne og 70’erne – ene mand havde skabt et rigt melodisk og barokt overlæsset, men charmerende udtryk på en ottespors-båndoptager (MacIntyre sang, skrev, spillede, arrangerede og producerede såmænd hele svineriet selv!) hjemme på Mull, en skotsk ø med et indbyggertal på 2.500. Men når sammenligningerne igen og igen gik på Brian Wilson – The Beach Boys’ fortryllende sangskriver – måtte man råbe vagt i gevær. For Wilson er et sangskrivningsgeni (i hvert fald i 60’erne), og det er MacIntyre altså ikke. No way.
Mindre kan som bekendt også gøre det, og selvom efterfølgeren her – Us hedder den pudsigt nok, eftersom sangene er blevet noget mere personlige og en del mindre ’rollespillende’ – ikke tramper ind i lytteren med træsko på, helt som Loss gjorde, vinder den ved hver gennemlytning.
At Us ikke er så instrumentalt overlæsset er kun en fordel, værre er det måske, at den ikke besidder så umiddelbare ørehængere som debutens »I Tried« og »Watching Xanadu«. Men numre som »The Final Arrears«, »Aylum« og den bizarre »The Supermarket Strikes Back« – der omhandler en supermarkedsejers kvaler over at have været skyld i en lille købmands konkurs! – tager snildt arven op fra de poppsykedeliske mesterværker, der skabtes i især L.A. i midt- til sen-60’erne... uden direkte at pege på hørbare forbilleder.
Det er i harmonier, akkordrækkefølger, instrumentering og produktion, slægtsskabet findes, tilsat en dosis britisk excentricitet og en stærk personlighed, der ad åre måske vil kunne udrette det helt store. Men charmerende as fuck, det er det altså.

Skønhed og mørke
Det samme kan vel også til dels siges om den 25-årige Ed Harcourts From Every Sphere, der dog ikke er så løs i bagkanten som Mull Historical Society. Tværtimod er Harcourt vokset betydeligt mere, siden han gav anledning til både rigelig hype og en del lydelig plasken i den britiske andedam med sin debut, den postpsykedeliske, men også lidt forpinte Be Here Monsters (2001), som denne signatur råspillede en måned i træk – og så ikke har spillet siden. Men i lyset af Harcourts seneste opus kan det godt være, den kommer til ære og værdighed igen, for det er en fandens fin lille plade, han har begået her, om end det psykedeliske er tonet lidt ned til fordel for en mere umiddelbar lyd, der dog hen ad vejen viser sig at være både intrikat og udfordrende.
Fuld af både skønhed og mørke, af sære voldelige impulser koblet med ubodelig længsel efter lys er den på en gang kompleks og øjeblikkeligt spiselig. Arrangementerne er konsekvent udfordrende og Tchad Blakes produktion på alle planer måder lytte- og efterlignelsesværdig, med en vidunderligt opfindsom klanglig rigdom og et mylder af detaljer, der står ud af ens sagesløse højtalere.
Det bedste er dog Harcourts sange – også selvom nogle af teksterne tangerer den der type sort snak en vis B. Dylan excellerede i tilbage i midt-60’erne og som for en hel generation fremstod som den pureste poesi – der formår at være både skæve og straighte på én og samme gang.
Mange steder minder From Every Sphere om én af undertegnedes yndlings obskure plader, nemlig Plushs (et pseudonym for den sky Liam Hayes) vidunderlige More You Becomes You fra 1998, der også lyder som Carole King og Burt Bacharach på svampe og randen af et nervøst sammenbrud. Det skal man sgu ikke kimse ad.
Forførende sørgmodig og musikalsk innovativ udgør From Every Sphere en positiv og løfterig overraskelse af de helt store, og den er selvskreven til listen over Årets Plader, når den tid kommer.

*Richard Thompson: The Old Kit Bag (Cooking Vinyl/VME)
www.richardthompson-music.com

*Mull Historical Society: Us (Blanco y Negro/Warner)
www.mullhistoricalsociety.com

*Ed Harcourt: From Every Sphere (Heavenly/EMI)
www.edharcourt.com

*Ed Harcourt spiller i Århus i aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her