Tiden var ved at løbe ud for Jakob von Metzler. Det vidste politiet. Den 11-årige dreng var blevet kidnappet på vejen hjem fra sin skole i
Frankfurt fredag den 27. september sidste år. Kort efter modtog hans forældre et brev med krav om løsepenge. Cirka 7,5 millioner kr., som skulle gemmes på et nærmere angivet sted.
Jakobs far, bankieren Friedrich von Metzler, valgte at gå ind på kidnapperens krav. Søndag aften var pengene på plads og blev afhentet af en mand i en rød Honda Civic. Politiet indledte en overvågning af manden, som dagen efter blev anholdt.
Manden var en 27-årig jurastuderende med fornavnet Magnus. I hans lejlighed lå løsepengene. Magnus nægtede trods indicierne at tilstå bortførelsen og ville heller ikke fortælle, hvor han havde gemt drengen.
Mens timerne gik, kom han med den ene udflugt efter den anden. Han havde fundet pengene i skoven. Nej, han var bare pengebud for de to egentlige gerningsmænd, der holdt Jakob skjult i en hytte. Sådan blev det ved i 17 timer.
Først tirsdag den 1. oktober om morgenen fortalte Magnus, hvor betjentene skulle lede. Ved en sø uden for byen.
Betjentene fandt Jakob gemt under en bådebro. Død.
Først da stod det klart, at Magnus allerede under sin planlægning af bortførelsen havde besluttet, at Jakob ikke skulle vende levende tilbage til sin familie; han var blevet kvalt få minutter efter bortførelsen.
Trusler om tortur
Det var denne målbevidste kynisme, der oprørte tyskerne tusindvis lagde blomster foran von Metzlers indkørsel, og ved begravelsen sørgede hele Frankfurt.
Og det er denne kynisme, der i dag gør det svært for tyskerne at forarges over, at politiet truede Magnus med tortur under afhøringen.
Tortur er strengt forbudt, det siger både grundloven, retsplejeloven og de internationale konventioner, Tyskland har undertegnet men siden tortur-
truslerne blev kendt i forrige uge, har indbyggere, jurister og politikere diskuteret, om tortur måske alligevel har en plads i et retssamfund.
I reportagerne efter mordet blev bortføreren beskrevet som utilpasset, følelsesmæssigt afstumpet og drevet af skuffede forventninger om en social opstigen. Hans kæreste var betydeligt yngre end han, og han drømte bare om at komme til at leve som de rigmandssønner, han havde mødt på universitetet.
63 procent af de adspurgte i en meningsmåling i ugemagasinet Stern angiver, at den ansvarlige vicepolitichef ikke skal straffes for de ulovlige trusler om tortur.
Folkedommen vandt genklang hos formanden for dommerforeningen,
Geert Mackenroth:
»Der findes situationer, som ikke lader sig løse med juridiske midler, og hvor forskellige rettigheder må afvejes,« sagde han.
»Ingen rettighed er absolut.«
Mens formanden for politiets fagforening, GdP, var hurtig til at fastslå, at »der findes ingen politi-tortur, og der bliver ikke indført nogen«.
En læge til stede
Vicepolitichefen i Frankfurt hedder Wolfgang Daschner. 42 år i tjenesten, dadelfri. Da han mødte på arbejde hin tirsdag morgen klokken 5.30, havde han taget en beslutning.
»Vi gik ud fra, at Jakob von Metzler befandt sig i absolut livsfare, og vi havde ikke mere tid at spilde. I denne situation var der to muligheder: At lægge hænderne i skødet er den ene,« forklarede han i nyhedsmagasinet Der Spiegel.
Daschner valgte den anden mulighed. Han gav sin forhørsleder besked om, at lægge pres på Magnus fortælle ham, at man ville tilføje ham smerter, som ville få ham til at ønske, at han aldrig var født.
»Hvis De for eksempel vrider et håndled om, gør det ondt på et tidspunkt,« forklarede Daschner beredvilligt i Spiegel.
»Jeg havde udtrykkeligt forbudt kvæstelser og benyttelse af hjælpemidler. Hvis (det var kommet så vidt, red.) ville jeg sammen med en sportstræner og en politilæge have fastlagt, hvad man kunne gøre. (...) Men det var ikke nødvendigt. Efter at Magnus G. var blevet truet med smerter, gik der 10 minutter, før han fortalte drengens opholdssted.«
Daschner forudså, at en læge skulle overvåge torturen men forsøgte samtidig at skaffe andre midler til et forhør, sandhedsserum.
»Vi tænkte på noget i retning af de beroligende midler, man bruger før en operation. Der er man jo heller ikke herre over sig selv. På den korte tid lykkedes det ikke at finde noget.«
10 års fængsel
Vold og trusler om vold forekommer på en politistation. Tilfældene føres bare sjældent til doms, fordi det kniber med beviserne.
I tilfældet Wolfgang Daschner får statsadvokaten det nemt, for vicepolitichefen orienterede ham samme dag, som begivenhederne fandt sted, og han har siden videregivet de interne protokoller.
Strafferammen for Daschners handling er 10 års fængsel, han kan risikere afsked fra tjenesten og tab af pension alt det var Daschner bevidst om, da han lod Magnus true.
»Deraf ser De, at beslutningen ikke var let,« siger Daschner og fastholder, at der var tale om en undtagelsessituation, og at han i givet fald vil gøre det igen.
Der foreligger også en beretning fra ofret, bortføreren og morderen Magnus. Til sin advokat har han forklaret, at en betjent rykkede en stol helt hen foran ham, så de sad overfor hinanden med 10 centimeters afstand mellem deres ansigter:
»Han tog fat i mine skuldre. Han sagde, at det ikke var et spil og ikke sjovt. I helikopter skulle der komme en specialist, som var fagmand og kunne tilføre mig store smerter. Han kunne tilføre mig smerter, som jeg hidtil ikke havde følt. Behandlingen ville ikke efterlade spor. Betjenten tydeliggjorde situationen, idet han efterlignede helikopterens rotor-lyde. Betjenten rykkede endnu nærmere, fortsatte med rotor-lydene og truede at spærre mig inde i en celle sammen med to store negre, som ville overfalde mig seksuelt.«
Beretningen afvises af Wolfgang Daschner.
Konservativ støtte
Daschners øverste chef, indenrigsminister Otto Schily (SPD), var forfærdet over tortur-truslerne.
»Der er ingen grænser mere, hvis vi vakler her. Hvis vi underkaster disse sager en afvejning af rettigheder, ender vi ved dødsstraffen,« sagde han.
Justitsminister Brigitte Zypries (SPD) vaklede dog en smule. Naturligvis er hun imod tortur, men hun ytrede forståelse for, at der kunne være tale om »retfærdiggørende nødret«.
Fra de liberales formand Guido Westerwelle lød det, at »i Tyskland må tortur eller trusler om tortur under ingen omstændigheder være en accepteret form for politiarbejde«.
I det store konservative oppositionsparti (CDU), er meningerne delte. En fløj afviser totalt tanken om tortur, andre er mere åbne blandt dem ministerpræsident Roland Koch fra Hessen, hvor Frankfurt ligger, og indenrigsministeren i Brandenburg, Jörg Schönbohm, som under visse omstændigheder godt kan forestille sig tortur anvendt for eksempel hvis terrorister truer et stort antal mennesker på livet. Med den ytring udløste Schönbohm straks en koalitionskrise i Brandenburgs delstatsregering, hvor socialdemokrater og konservative sidder i koalition.
Tanken om tortur mod terrorister er også strafferetseksperten, tidligere direktør for Max Planck Instituttet, Karl Doehring inde på:
»Lad os tage et eksempel: En eller anden ved, at en atombombe ligger gemt og kan sprænge en millionby i luften. Man er sikker på, at han ved, hvor bomben er. Han vil bare ikke sige det. Så må der være en grænse, hvor redningen af menneskeliv gør tortur lovlig.«
Her måtte blandt andre den ellers forsigtige provinsavis Nordwest Zeitung fra Oldenburg ved Nordsøen have luft for sin bestyrtelse:
»Bemærkelsesværdigt ved diskussionen om torturforbudet er først og fremmest ét: At den overhovedet finder sted. At finde tortur lovligt i ekstreme tilfælde, sådan som dommerformanden Geert Mackenroth i den forgangne uge (...) gjorde, er intet mindre end et tabu-brud. Et retsstatsligt fundament, som hidtil gjaldt for sikkert, synes at være i skred.«
Forbryderens ret
At brugen af tortur har fundet så mange fortalere i Tyskland skyldes ikke alene, at ofret (Magnus) er så afstumpet, og gerningsmanden (Daschner) på sin egen ulovlige måde har handlet samvittighedsfuldt.
Oveni kommer en latent frygt for terrorisme, som åbenbart ikke har ladet sig inddæmme af ekstra beføjelser til politiet og indskrænkning af forsamlingsfriheden. Fortalerne for tortur opfatter grundlovens ord om, at den menneskelige værdighed er ukrænkelig, som forkerte, når de betyder, at forbryderes menneskerettigheder står over ofrenes ret til livet eller som Der Spiegel formulerer det:
»Ikke engang livet hvor kynisk det end lyder nyder i grundloven denne uforbeholdne beskyttelse af den menneskelige værdighed.«
I tider med terrorangreb på World Trade Center, den tunesiske ferieø Djerba og Bali kan det være svært at begribe, hvad en enkelt forbryders smerter betyder, hvis torturen kan redde i hundredevis af usyldige menneskers liv.
»Hvis man åbner vinduet bare den mindste smule på klem, vil middelalderens kolde luft fylde rummene,« advarer Christian Ströbele fra De Grønne. Han er advokat og har bl.a. forsvaret RAF-terrorister i 1970erne.
Dengang mente den konservative Franz Josef Strauss (CSU) fra Bayern, at man burde skyde en terrorist for hvert dræbt gidsel. Trods frygten i samfundet dengang vandt forslaget ingen tilslutning.
Umuligt ja
Fortalerne for en ansvarlig brug af tortur har naturligvis store problemer med deres argumentation, for hvem skal kontrollere brugen af den og hvornår kan den anvendes?
Alle tilhængere er enige om, at tortur kun kan komme på tale mod skyldige, men eftersom alle er uskyldige, indtil de er dømt, bliver det i praksis ikke helt enkelt.
Og hvordan skal Tyskland internationalt agitere for overholdelsen af menneskerettigheder i lande som Tyrkiet, hvis man hjemme er ved at få et mere afslappet forhold til tortur?
For den jurastuderende Magnus kan politi-truslerne vise sig at få stor betydning. I yderste konsekvens kan retten se sig tvunget til at lade sagen mod ham falde, fordi efterforskningen var ulovlig eller han kan få strafnedsættelse, fordi hans udsagn om gemmestedet blev presset ud af ham og derfor ikke må anvendes i retten. I givet fald skal dommeren se bort fra fundet af Jakobs lig, som politiet kun fandt ved hjælp af trusler, og så kan Magnus kun dømmes for bortførelse.
Også den risiko var Wolfgang Daschner klar over, da han gav ordre til tortur-truslerne og han forsøgte at gardere sig.
»I de sidste dage har det altid været omtalt som fremtvungne udsagn. Det passer ikke. Min udtrykkelige anvisning var: Ingen (...) spørgsmål om gerningsmænd, medvirken og så videre. Det eneste spørgsmål, der skulle stilles og måtte stilles var: Hvor er drengen?« forklarer han.
Det konservative medlem af Forbundsdagen Wolfgang Bosbach udtrykker både fordømmelse og medfølelse, når han siger: »Denne situation må være enhver betjents mareridt. Jeg håber, at han (Daschner, red.) ikke bliver anklaget.«
I sidste ende, konkluderer Robert
Leicht på ugeavisen Die Zeits hjemmeside, er der er ingen regler mulige i en ekstrem sag, som denne. Han overvejer, hvad han selv ville have gjort i samme situation:
»... Jeg holder mig til loven, så længe jeg kan og jeg vil ikke spekulere over det grænsetilfælde, der løfter normaltilfældet af krogen. Og når grænsetilfældet synes at komme, så handler jeg, som mit ansvar byder mig og tager konsekvenserne, som loven forudser for normaltilfældet.«
Personlig forbindelse
Den tyske diskussion er lidenskabelig og væsentlig, fordi den handler om grundlæggende værdier i et civiliseret samfund. Men kan det være, at den teoretiske diskussion om forbrydernes rettigheder blot slører dét, det virkelig handler om: Er tortur-sagen bare historien om en prominent og velhavende Frankfurt-familie, der på grund af sine forbindelser til byens spidser kunne opnå særbehandling hos politiet?
Advokaten Klaus Groth fra Duisburg opfordrer statsadvokaten i Frankfurt til at undersøge, om de deltagende betjente har modtaget penge af familien von Metzler.
I Bild Zeitung har familien udtrykt sympati for vicepolitichef Daschners handlemåde efter anholdelsen af Magnus samme avis har siden kunnet offentliggøre to kritiske breve fra betjente i Frankfurt. I brevene bliver von Metzlers position angivet som motiv for tortur-truslerne.
»Der blev udøvet politisk pres på Daschner,« hedder det.
Frankfurts politichef Harald Weiss-Bollandt er en af bankieren Friedrich von Metzlers personlige venner.
Tysk politi mistænkes for betalt tortur
*Efter sidste års kynisk kalkulerede mord på den kidnappede 11-årige Jakob von Metzler, søn af bankieren Friedrich von Metzler, har mange tyskere svært ved at blive forarget over, at det nu er blevet afsløret, at politiet under afhøringen ulovligt truede gerningsmanden med tortur. Men historien har fået endnu en twist: Var det kun på grund af von Metzler-familiens gode forbindelser til Frankfurts spidser, at politiet gik så langt? Byens statsadvokat opfordres nu til at undersøge, om de deltagende betjente har modtaget penge af familien von Metzler.
