Læsetid: 5 min.

Belærende på den ufede måde

Med en libretto, der kan skrives bedre af en erhversjournalist, og som i barberet form egner sig mere til en avis end til en operascene, er projekt I-K-O-N™ dømt til at mislykkes, allerede før det er kommet i gang
17. marts 2003

Opera
Man kniber sig i armen. Jo det er rigtigt: Det Kgl. Teater har hørt kritikken, som har buldret i årtier. Kongens Nytorv er under forandring, såvel udenfor som inde i de historiske bygninger. En ny operaledelse satser på ny musikdramatik. Vel at mærke i stor målestok med tilbud om brug af hele teatrets udtræk af musikere, sangere og dansere. Den første helaftensopera i en serie af bestillinger havde urpremiere lørdag:
John Frandsens og Sanne Bjergs
I-K-O-N™.
Forhåbningerne til dansk musikdramatik er med rette store. Det er ikke urimeligt at tale om et veritabelt operaboom i Danmark i løbet af de seneste godt og vel 10 år, som først og fremmest har fundet sted inden for mindre besætninger med kammeroperaen som det altdominerende format.
Med Elaine Padmores bestilling af Tjenerindens fortælling hos Poul Ruders fik Det Kgl. Teater en drømme-kickstart for en satsning på ny musikdramatik. Succesen var i hus. Padmores efterfølger, Kasper Bech Holten, forstod at smede, mens jernet var varmt og præsenterede ikke kun nyere opera som opsætningen af Ligetis Le grand macabre, man prioriterede også området højt og gik ud med seriøse bestillinger hos danske komponister. Ud over den aktuelle premiere af Frandsen byder næste sæson på Bent Sørensens og Peter Asmussens Under Himlen og derefter Poul Ruders’ og Paul Bentleys Processen. Flere bestillinger er undervejs og der tegner sig et billede af, at mainstream er in på Det Kgl. Teater.
Teatret har en ambition om at være bedst i Norden. Noget kunne tyde på, at det kan være svært at finde nok kvalificerede mainstream-komponister i Danmark, som kan fylde en hel aften i det store format. En eller flere internationale bestillinger må komme. I forlængelse af Teatrets satsninger må typer som Thomas Adès og Heiner Goebbels ligge lige for, eller en af de andre, der kan buldre på trommerne, skrive lige ud af posen, komme ud over rampen, som man plejer at sige. Hvis det er det, man vil.

Almindelighedens apoteose
Man sætter sig i de ryglidelsesfremkaldende stole i teatret og tænker: Treogenhalvtimes musikdramatik venter forude. Det er wagnersk format, det er uhyggeligt ambitiøst at insistere på at tage så lang tid af menneskers liv med tanke på den gode musik, der allerede findes i verden. Der skal være sindsoprivende gode grunde til at tilføje yderligere til det, der allerede er til i dén verden. Stykket går i gang, det handler om en erhversskandale a la dem, vi kender fra dagligdagen. Vi kommer længere og længere ind i først akt og man kniber sig igen i armen og siger: Det er løgn, det kan ikke være rigtigt, at både komponisten og teatret har godkendt en libretto, der er så endimensional, så pinligt almindelig, at man frygter besøg hos en ortopædkirurg mandag morgen for at få tæerne rettet ud.
Hvis forfatteren så havde gjort noget med stoffet, udviklet det, skabt flere lag, fremstillet en psykologisk thriller, formidlet virkelig uhygge eller virkelig satire, så stod emnet måske til at redde. Men her: En triviel skildring af en erhversskandale med tydelige referencer til Thorsen/Trads m.fl. i opsætningen og personskildringen i stive treogenhalvtimeinklusivetopauser – det er håbløst. Selv ikke en begavelse som Peter Langdal kan stille noget op med forlægget, og hans forsøg på at yde førstehjælp med en reddende humor får kun forestillingen til at virke endnu mere krampagtig. En moderne kunstnerisk moralitet, der med løftet pegefinger siger fy skamme og ih-hvor-er-det-for-galt er ikke til at holde ud. Med mindre der bliver tilføjet noget til det almindelige, at der skabes rum til fornyet refleksion eller bare en oplevelse slet og ret. Som I-K-O-N™ udstilles på Det Kgl. Teater, er det på sin vis værre end Røde Mor og Solvognen, som man dog kunne grine af. Efter
I-K-O-N™ har man mere lyst til at græde og spørge: Å hva’ så?
Måske er værket på en underlig måde inderliggørelsen af teatrets eget problem: For at fylde teaterrummet føler Teatret sig tvunget til at satse på mainstream og branding og ikonmageri, idet også teatret er underlagt de samme krav om belægningskvotienter, succesrater og kroner i kassen, som enhver anden virksomhed er det. Men lige præcis her burde Teatret gå forrest med at satse på den virkelige avantgarde, det der virkelig omstyrter det bestående. Det skridt og det kunstneriske vovemod mangler vi at se fra teaterledelsen.

Ridser i overfladen
I-K-O-N™ udstiller et stort problem i dansk musikdramatik: Der fattes gode tekstforfattere, som kan skrive en virkelig god libretto. Når Paul Bentley er anført ovenfor som Ruders’ samarbejdspartner, er det ikke uden grund: Man må til udlandet for at finde ordentlige librettister. Kan hænde at noget er på vej, Peter Asmussen kan man nære forhåbninger til, men ellers er det pauvert på den front.
Det andet, der er i vejen med teksten til I-K-O-N™, er det samme problem, som komponisten møder i Tugt og utugt i mellemtiden, baseret på Svend Aage Madsens roman: Der er simpelthen for meget af den, teksten. Der skal lires tekst af i et omfang, som er helt urimeligt, og der siges så mange almindeligheder, at man som publikummer står af. I forhold til I-K-O-N™ står man af blandt andet af den simple grund, at man jo lige har læst om verdens trivielle skandaler i avisen. På en halv time og i en stol, der er til at holde ud at sidde i. I-K-O-N™ er forældet før værket kommer i gang. Så ufølsomt kan det desværre siges.
Det tredje problem ligger i selve musikken, hvor man tvivler på, at komponisten er rede til at fylde en helaftensforestilling med musik. Det lyder af og til lidt som Cabaret med villet dekadent stemning i retning af »Money makes the world go around«, tydelige henvisninger til operalitteraturen og halvgennemsigtige citater.
Musikken fremprovokerer en interessant diskussion: Hvad er det, der gør, at et værk bliver til en opera og ikke et oratorium, eller en musical eller noget helt tredje? Efter forestillingen er man i tvivl om, hvad det egentlig er, John Frandsen vil med sin musik andet end lidt af dit og lidt af dat. Både tekst og musik ridser i overfladen af et eller andet, kommer aldrig ned til noget, der for alvor rykker ved det forudsigelige, men stiller sig tilfreds med det patetisk belærende.
Valget af sangere er rigtigt,
Johan Reuter som direktøren Alex Bloch udfylder rollen perfekt både sangligt og teatralsk. I det hele taget tager det solistiske sangerkorps sig godt ud, hvilket skyldes, at Frandsen er god til at skrive sangbare melodier, og at han skriver idiomatisk for kor. Lysmagikeren Jesper Kongshaug hører til de bedste, og han skuffede ikke med lysdesignet. Det Kgl. Teaters kor sang godt uden at
imponere – alt for mange upræcise indsatser især i herrekoret.
Maestro Bellincampi får nok mere styr på tropperne efter et par forestillinger.

*I-K-O-N™ – opera af John Frandsen og Sanne Bjerg. Det Kgl. Kapel, kor og solister under ledelse af Giordano Bellincampi. Iscenesættelse: Peter Langdal. Scenografi og kostumer: Karin Betz. Lysdesign: Jesper Kongshaug. Urpremiere lørdag. Spilles også 17., 26., 29. marts og 1., 3., og 16. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu