Læsetid: 2 min.

Bismarck bestak arbejderklassen

I år kan den tyske velfærdsstat fejre120 året for sin grundlæggelse, samtidig skal kansler Gerhard Schröderi gang med gennemgribende reformer
14. marts 2003

Portræt
BERLIN – Det tyske velfærdssystem blev grundlagt af frygt. Siden vævernes opstand i 1844 i Schlesien vidste Preussens konge, adelen, fabrikanterne og regeringen, at industrialiseringen skabte elendighed i et omfang, der gjorde samfundet ustabilt. Proletariatet ville ikke finde sig i hvad som helst.
»Kun et indgreb fra den nuværende, herskende statsmagt kan bringe den socialistiske bevægelse til standsning, idet den realiserer det, som de socialistiske krav lader syne berettigede,« forudså kansler Otto von Bismarck i 1871.
Jernkansleren forsøgte dog først at forbyde den spirende socialisme. Uden videre held – i udlandet og i undergrunden voksede den sig større. Så skiftede han taktik, forsøgte at gøre socialisternes paroler overflødige.
I juni 1883 kom den første sociale indretning, en sygekasse for arbejderne. Året efter fulgte en ulykkesforsikring, og i 1889 kom pensions- og invalideforsikringen.
Berettiget til pension var enhver arbejder efter det fyldte 70. år.
Udgifterne til ordningerne blev delt mellem arbejdsgivere og arbejdere.
»Min idé var at vinde arbejderklassen (for mig), eller skulle jeg sige: At bestikke den til at opfatte staten som en social indretning, der er til for dens skyld og ønsker at sikre dens velstand,« indrømmede Bismarck år senere.

Masser af penge
Pension til alle over 70 år lød ganske flot. I praksis var pensionsudgifterne i slutningen af 1800-tallet minimale, for tyskernes forventede levetid var på bare 37 år.
Arbejdsgivernes udgifter til de sociale forsikringer kom med tiden til at hedde ’Lohnnebenkosten’ – ekstra lønomkostninger. I de første år udgjorde disse ekstra omkostninger blot et par procent af de samlede lønudgifter og skadede næppe indtjeningen.
Efter Første Verdenskrig blev Kündigungsschutz indført, beskyttelse mod fyring – virksomhederne skulle ikke kunne afskedige medarbejdere i de vanskelige år, hvor samfundet havde brug for stabilitet.
Bismarcks socialsystem blev udbygget med årene. I 1927 kom arbejdsløshedsforsikringen til, og i 1995 indførtes plejeforsikringen.
Det syntes som et godt system, og selv de økonomiske sammenbrud, der fulgte efter verdenskrigene, formåede ikke at true stabiliteten.
Hurtigt efter Anden Verdenskrig var kasserne fulde igen. Alle var i arbejde, travlt beskæftigede med at bygge Tyskland op igen. Landet boomede, penge var der nok af, pensionerne kunne gøres mere yppige.

Ingen penge
Problemerne meldte sig først med olie-krisen. Arbejdsløsheden steg i 1970’erne, siden kom der robotter i fabrikkerne og faldende fødselsrater. Pludselig var der færre til at betale mere.
Politikerne reagerede ved at regulere satsen for Lohnnebenkosten op – og sådan blev de ved.
Da kansler Willy Brandt trådte til i 1970, lå Lohnnebenkosten endnu på 8,2 procent, i dag betaler arbejdsgiverne omkring 42 procent oven i den løn, de betaler deres ansatte.
Men først i år forplanter den grusomme mistanke sig i det tyske samfund: Der er ikke længere muligt at betale velfærden. Lohnnebenkosten er blevet så store, at de koster arbejdspladser. Kun det sorte arbejdsmarked er i vækst.
Derfor skal kansler Gerhard Schröder nu i gang med den smertefulde ombygning af velfærdsstaten Tyskland. Til sommer regner han med at kunne sætte reformerne i værk – deres konkrete indhold er endnu ikke kendt.
I dag skal Schröder løfte arven efter Bismarck.

*Otto von Bismarck
1815-1898
rigskansler 1871-1890
Grundlagde det tyske velfærdssystem i 1883. Nu kan det ikke betales længere – alene sundhedsvæsenet koster omregnet 1.850 milliarder kr. om året

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her