Udstilling
Udstillingen Impressionismen og Norden er arrangeret af Nationalmuseet i Stockholm, og efter at have været vist i Sverige, er den nået til Statens Museum for Kunst. Det vil sige, at København i de næste måneder virkelig kan byde på en chance ud over det sædvanlige for at opleve de store forbilleder og de hjemlige kunstneres mange muligheder med afsæt i den franske kunst fra sidste fjerdedel af 1800-tallet. Men deraf følger en lige så stor chance for at blive forvirret, for der danner sig et billede af den største kompleksitet. Intet svarer helt til de kunsthistoriske ismer, som da også kun skal betragtes som ramme og praktisk nødhjælp, når fællestræk skal karakteriseres.
Eksperimentet
Om Impressionismen kan siges, at den oprindelige var baseret på et teknisk og kunstnerisk eksperiment, som hverken var akademisk, litterært eller dybsindigt, men umiddelbart, som »Impression: soleil levant« (Indtryk: Solopgang) titlen på det billede af Claude Monet, som kom til at give navn til den gruppe unge franske malere, som i 1870erne søgte nye veje. Deres fællesskab bestod i brugen af rene farver, lagt side om side i kommakorte strøg. På afstand ville øjet blande farverne og indtrykket være et levende billede af virkeligheden. Og dertil kom en fragmenteret, snapshotagtig beskæring inspireret af fotografiet. De ville fange nuet og søgte ud i solen mellem søndagsklædte folk fra deres eget miljø. Borte var akademisk modellering, ophøjede og historiske temaer og aristokratiske portrætter.
Befrielsen fik uoverskuelige følger, og da store kunstnere altid har kimen til mangfoldighed i sig, bevægede de og deres efterfølgere sig hurtigt forskellige steder hen. Nogle blev Post-Impressionister, en af kunsthistoriens andre store rodebunker, af Symbolister, Syntetisme og Neo-Impressionisme eller Pointillisme, foruden den kunst som Paul Cézanne praktiserede, og som blev det fundament, som mange af det 20. århundredes kunstnere bygget på.
De store forbilleder
Der ligger megen research bag den udmærkede bog, som ledsager udstillingen. Hvornår var kunstnerne i Paris, hvem kendte de, hvad udstillinger så de osv. Der lægges vægt på de nordiske privatsamlingers historie, og de muligheder kunstnerne havde for i det hjemlige at se Impressionismens og Post-Impressionismens store franske mestre. Her vejer den danske forbindelse til Paul Gauguin tungt, dels fordi han boede i København 1884-85, og dels fordi hans franske kunstsamling blev hos hans danske kone, da han selv drog til Sydhavet. Derfor får han også et særligt kapitel, ligesom Monets norske vinterrejse.
Udstillingen er delt i to dele med vægten på henholdsvis Frankrig og Norden. I den franske afdeling er der navne som Edouard Manet, Claude Monet, Auguste Renoir,
Edgar Degas og Camille Pissarro samt Paul Cézanne, van Gogh og Gauguin. Og pointen er, at netop disse billederne for størstepartens vedkommende har været, eller er, i nordisk eje. Samtidig har man ved enkelte lån skabt parløb, som f.eks. det herlige møde mellem billeder fra badeanstalten La Grenouillère ved Seinen, samme tid, samme sted, malet af Monet og Renoir i 1869 det ene nu i Stockholm, det andet i The Metropolitan, New York. Til gengæld savnes lån fra Ordrupgårdsamlingen stærkt. De har været på besøg i USA.
Og i denne overflod af talent skal de nordiske malere indflettes.
De nordiske
Udvælgelsen af dansk, norsk, svensk og finsk kunst med relation til den franske er dels baseret på dokumentation, dels på en vurdering af teknik, farve, komposition og motiv i de enkelte værker.
I Danmark er det Theodor Philipsen, som er den oplagte kandidat, selv om hans impressionistiske farve, ifølge Gauguin, var forbundet med »akademisk tegning«. Også fynboerne fremhæves af Peter Nørgaard Larsen, som har stået for det danske bidrag. Han har opdaget, hvordan farven og penslens hvirvler i Peter Hansens Bølgende rug er inspireret af Van Goghs Landskab fra Saint-Rémy, som vistes på den store Gauguin/Van Gogh udstilling i København i 1893. Også Anna Anchers blå stue hilses velkommen, mens Krøyers naturalisme ikke kvalificerer. Blandt de mange svenske malere er der væsentlige billeder af Anders Zorn, Karl Nordström og C.F. Hill. Mere speciel er den finske situation takket være den belgisk-engelsk maler A.W. Finch, som slog sig ned i Finland. Han var nær ven af Signac og Seurat, og derfor blev Pointillismens pletteknik dominerende i finsk kunst.
Også Edv. Munch maler rent forbigående med rene farvestrøg og pletter, men i pagt med den fundamentalt anderledes håndtering og hensigt, som Gauguin og van Gogh repræsenterer i 90erne, valgte
Munch, ligesom de franske Nabier, danske J.F. Willumsen og Mogens Ballin, svenske Ivan Anguéli og mange andre, en stærkt forenklet kolorit og symbolladede temaer. Deres maleri står stærkt mellem det mere romantiske stemningsmaleri, som fulgte i hælene på Impressionismen. Det er en konstatering, som udstillingen illustrerer, men som ikke er udstillingens egentlige ærinde.
Valg og fravalg har været vanskelige, fordi definitionen er flydende, så snart man forlader det rent tekniske. Det ender, populært sagt, i »noget med lyset«.
*Impressionismen og Norden Fransk avantgarde i det sene 1800-tal og kunsten i Norden 1870-1920. Statens Museum for Kunst. Dgl. 10-16, on. til 20, ma. lukket. Til 25. maj
