Læsetid: 2 min.

Bombe- og rygteregn over Bagdad

Mens ’hovedangrebet’ blev sat ind, rygtedes Saddam Hussein død
22. marts 2003

Rygterne og bomberne føg i Irak i går. Saddam Hussein skulle angiveligt være blevet ramt allerede under torsdagens første bølge af bombardementer, forlød det uden at meldingen kunne bekræftes.
I går blev dog først og fremmest dagen, hvor USA indledte, hvad CNN citerede en højtstående embedsmand fra det amerikanske forsvarsministerium for at kalde et ’hovedangreb’.
Sidst på dagen hørtes på ny lyden af luftsirener i Bagdad og antiluftskyts. Umiddelbart herefter skete voldsomme eksplosioner i såvel den vestlige som den østlige del af hovedstaden.
»Himlen står i brand,« sagde Reuters korrespondent.
Saddam Husseins palads nær Tigrisfloden blev ramt, ligesom en række regeringsbygninger. Samtidig kunne tv-stationen al-Jazeera melde om bombardementer i det nordlige Irak i Mosul og Kirkurk.
Den seneste bølge af luftangreb kom efter en dag, hvor amerikanske og britiske tropper var rykket ind over den sydlige grænse kort før daggry.
CNN og BBC viste natbilleder af kampvogne, der tilsyneladende uden modstand bevægede sig igennem ørkenen. Tropperne rykkede dels i retning mod Bagdad, dels i retning af havnebyen Basra. Det forventedes, at netop Basra i det sydlige Irak stod for tur.
Admiral Sir Michael Boyce sagde sidst på dagen, at tropper var rykket ind i Basras forstæder. Tidligere på dagen kom det frem, at amerikanske B-52 bombefly, der i går morges havde forladt Storbritannien, ville nå Basra hen under aften som en del af et »stort brag«.
U.S. Marines blev midt på dagen midlertidigt bremset i deres fremrykning, da de nåede til den strategisk vigtige handelshavn Um Qasr på Paw-halvøen. Sidst på eftermiddagen kunne BBC's korrespondent meddele, at der stadig var lommer af modstand i byen. Men Rick Crevier, der er en af operationens militære ledere, fortalte Reuters, at Um-Qasr nu var sikret.
»Lige nu fejer vi resterne op,« tilføjede han.
Richard Myers, chefen for det værnsfælles kontor, oplyste på et pressemøde i går aftes, at de amerikanske styrker var nået 150 km ind i Irak. Han tilføjede, at amerikanske og britiske bombefly bombarderede faciliteter tilhørende den republikanske garde i og omkring Bagdad torsdag og fredag. Sikkerhedsstyrkernes installationer i Bagdad blev i følge ham også ramt.

Rygter om Saddams død
Rygterne om Husseins død viste sig i løbet af dagen ikke at kunne bekræftes. Irakiske myndigheder medgav, at Saddam Husseins private bolig var blevet ramt, men forsikrede om, at Hussein var i live og i god behold. Det blev tilsyneladende underbygget af, at
irakisk tv viste billeder af Saddam Hussein og hans søn.
USA’s forsvarsminister Donald Rumsfeld kunne hverken be- eller afkræfte rygterne.
»Jeg hører små bidder af information. Man kan være sikker på, at hvis disse bidder udgjorde en overbevisende sag, så ville jeg mene noget om det,« sagde han.
Han vurderede dog, at Saddam Hussein og hans sønner formentlig stadig har kontrol med deres land
»Vi går ud fra, at de har alternative kommunikationskanaler og de kan endda bruge kurerer, men der er ingen tvivl om, at kontrollen er ved at slippe ud af deres hænder. Den irakiske informationsminister er dårligt orienteret, når han hævder, at Irak stadig har kontrol med havnebyen Umm Qasr. Det har vi,« sagde den amerikanske forsvarsminister.
Sidst på aftenen kunne Richard Myers fortælle, at meget mere var i vente: »Flere hundrede militære mål vil blive ramt i løbet af de kommende timer,« sagde Myers.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her