Læsetid: 4 min.

Dårlige filmanmeldere er dårlige

Filmanmeldelser er i dag ofte for tandløse i vurderingen, og der hårdt brug for filmkritikere af den slags, som tør sige, at danske film er dårlige, hvis de er dårlige
11. marts 2003

Filmkritik
Engang var det bedre. Sådan er det med meget – heriblandt filmkritikken. I hvert fald var anmelderne skarpere i vurderingen af filmene for 10-15 år siden. Det mener både Informations Morten Piil og Politikens Kim Skotte, som er samlet
til en samtale om filmanmeldelser.
»Før 1990’erne gik man mere radikalt til værks, når man syntes, at noget var trivielt. I dag er dagbladskritikerne ofte for tandløse i vurderingen,« lyder kritikken fra Morten Piil, som selv har været filmkritiker i 41 år. Kim Skotte, som er noget mindre erfaren, er enig:
Kim Skotte: »Jeg er enig i det med tandløsheden. Men jeg kom jo så først til, da det gik galt. Jeg er i virkeligheden symptomet på det, ha ha.«
Uskarpt
Morten Piil: »Omkring 1990 var der en række kritikere, der forsvandt ud af billedet. Det var Henrik Lundgren og Jan Kornum Larsen, der begge døde unge, samt Henning Jørgensen, Michael Blædel og Ib Monty. Det var ikke mindst deres indsats, der gjorde, at Carsten Jensen engang undrede sig over, at filmkritikken var skarpere end litteraturkritikken. Han skrev, at danske filmkritikere har en tradition for at sige lige ud, at dårlige danske film er dårlige. Og da de kritikere forsvandt, var det ligesom om, at meget af skarpheden gik ud af filmkritikken. Dagbladskritikerne i dag har hver især en række kvaliteter, såsom viden og skriveevne. Og ofte i stor målestok. Men i vurderingerne er der slet ikke den samme skarphed – de bliver ofte for tandløse.«
Som et eksempel på den tandløse vurdering, nævner Morten Piil ungdomsfilmen Midsommer, som er blevet pænt modtaget i de fleste medier.
»Jeg vil mene, at Midsommer er blevet bedømt udelukkende ud fra, om den opfylder nogle behov, som man mener, at et ungdomspublikum har. Men jeg synes, det skinner meget igennem i anmeldelserne, at de fleste anmeldere, når det kommer til stykket, finder den dybt triviel. Men de vil ikke skrive det direkte. De pakker det ind og kommer vat om dommen.

Genrebevidsthed
Kim Skotte: »Det kommer nok af, at der er kommet mange yngre filmfolk, som er meget genrebevidste. For dem er genrebevidsthed noget, der er højere end kritisk bevidsthed. Det er jo fint nok, at man både tager stilling til, om filmen lever op til de ambitioner, den selv har, og så hvordan ens egen uforbeholdne mening er. Og der synes jeg, at du har helt ret i, at den anden del af det glemmer man tit, fordi man vil så gerne være i publikums sted. Man vil så gerne sidde på skødet af publikum og vise, at man er en rigtig filmelsker og være ih så genrebevidst. Der er sådan en lun indforståethed, hvor publikum og filmen og anmelderen sidder sådan helt på skødet af hinanden alle tre...«
Piil: »Ja, og hvis anmelderen har det sådan, hvad skal man så egentlig med anmeldelsen.«
Skotte: »Så skal man nemlig ikke så meget med det. Så kan alle og enhver lige så godt sidde på nettet og støbe sin egen anmeldelse.«
Skotte: »Derfor skal der også være plads til argumentationen i anmeldelserne. Og der skal være hold i dommen. Og den skal være der. Det der med at glide af på vurderingen, duer ikke. Jeg ved ikke, om det er, fordi det er blevet sådan, at der er filmanmeldelser allevegne efterhånden. Der er altid et smileyface, og der er altid en pris til enhver film – og alle går glade hjem. Men hvis ikke vi er lige så kritiske, som vi er kærlige så... filmene bliver i hvert fald ikke bedre af det. Og det må vel være derfor, vi brænder for det – for at filmene skal være så gode som muligt, og så nytter det ikke, at man tager fløjlshandskerne på.«

Reklame
Piil: »Hvis en anmelder opfatter sig som publikumsrepræsentant, er han uinteressant. Anmelderens berettigelse ligger i at byde læseren den service, som reklamen ikke giver. Der findes en styrtflod af reklamer – også for danske film – og den eneste måde læseren kan få uafhængig information om en film, er gennem anmeldelsen.«
Skotte: »Et sted, hvor det bliver meget tydeligt er børnefilm. Reklamen og anmeldelsen er ofte ikke til at skelne fra hinanden. Man skriver: ’Det er lige noget for hele familien’, uanset om man aner, hvad en familie er. Sådan et sted er det vigtigt at gå ind og være kritisk og spørge: hvorfor skal den film lanceres som en familiefilm? Måske fordi man ikke kan sælge biletter nok. Og hvad betyder det så for det verdensbillede, man præsenterer i en børnefilm, at der pludselig skal være teenagesex med, for ellers kommer hele familien ikke med i biografen.«
Når mange filmanmeldere ikke er kritiske nok, er det blandt andet fordi, der ikke længere er et bredt, uafhængigt filmtidsskrift, som kan udklække de nye kritikere, mener Morten Piil: »Meget af det, der skrives i dag, foregår i gratisblade, som vel egenlig er reklameblade. Som f.eks. Filmguiden, hvor mange skriver. Men jeg ved ikke, om man kan kalde dem anmeldere, for de kan jo kun skrive positivt.«
»En af grundene til, at der er så få, som er virkelig kritiske også på dagbladene, er, at vi ikke længere har en udklækning af dem i filmtidsskrifterne...«
Skotte: »Nej, for der er der vel ikke mange steder tilbage.«
Piil: »Det er der ikke. Der findes ikke et traditionelt kritisk tidsskrift for film længere, efter at Levende Billeder stoppede.«

*Dette er den tredje artikel i en serie om kritikkens vilkår. To artikler blev bragt 7. marts. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu