Læsetid: 4 min.

Dansk films rejsefeber

Fredag inviterer Søren Kragh-Jacobsen på en tur til Glasgow med Iben Hjejle, og om to uger byder Nicholas Winding på thriller i de amerikanske ’badlands’. Men har publikum lyst til at udforske de udenlandske jagtmarker?
12. marts 2003

Dansk på engelsk
Skotland og USA markerer sig stærkt i dansk film for tiden. Lone Scherfigs Wilbur valgte at begå selvmord i det skotske, og på fredag lader Søren Kragh-Jacobsens Skagerrak, som plakaten fortæller, en dansk rugemor »være på skideren i Skotland.«
Thomas Vinterberg gav os for nylig mulighed for en tur til fremtidens New York, og snart kan vi komme til David Lynch-land med Nicholas Winding Refns thriller Fear X. Til maj inviterer Lars von Trier til et mere fiktivt amerikansk univers med Dogville, og Vinterberg har annonceret, at hans næste projekt bliver Trier-manuskriptet Dear Wendy, som også udspiller sig ’over there’.
Rejsemulighederne er talrige i tidens danske film, men umiddelbart tegner der sig et billede af, at publikum foretrækker lokale historier fra danske historiefortællere.

På engelsk eller not?
Diskussionen om danske film på andet end dansk blusser jævnligt op. Blandt de økonomiske argumenter for at søge ud fremhæver producenterne stigende budgetter kombineret med faldende støtteprocenter fra Filminstituttet. For nylig fik de danske skuespillere sågar på hatten for at have fået stjernenykker og kræve for høje lønninger, så fattige filmselskaber må flygte udenlands.
Og så er der selvfølgelig det, Rumle Hammerich har kaldt ’vikingestemningen’ i dansk film: Vi synes, vi er gode, og vi vil ud og vise verden, hvad vi kan. En række instruktører har fået blod på tanden, og de danske producenter og instruktører vil også gerne ud og have fat i et større publikum, så man på længere sigt kan få erfaringer med at lave film på det internationale markeds præmisser.
Zentropa og von Trier har jo vist, at det kan lade sig gøre. Men ser man bort fra Triers internationale auteur-film, er der langt mellem engelsksprogede danske film, som har fundet et stort publikum ude eller hjemme.

Location-logik
De fleste danske film på engelsk retfærdiggør naturligt nok sprogvalget med, at dele af eller hele filmen udspiller sig uden for Danmark. Trier har været foregangsmand med historier i Cairo og
Europa (Element of Crime og Europa), Skotland (Breaking the Waves) og USA (Dancer in the Dark). Når handlingen udspiller sig på Riget eller blandt selvudnævnte idioter i Søllerød må det internationale publikum kapere det danske.
Dansk miljø og engelsk tale går dårligt i spænd. Den lektie blev lært med en film som Kenneth Madsens En dag i oktober fra 1991, som fik hård kritik for at lade en dansk historie udspille sig på engelsk. Filmen handler om en jødisk families dramatiske oplevelser i København under Anden Verdenskrig og har en blanding af danske og engelske skuespillere på rollelisten. For et dansk publikum virker det absurd med de mange accenter, når helten er
Niels Jensen, og historien foregår i et genkendeligt København med Dannebrog og Carlsberg i billederne.
Films sprog skal virke logisk, og det har været tilfældet i stort set alle danske film på engelsk, hvor brug af udenlandske locations har forklaret sprogskiftet. Som i Jon Bang Carlsens Time Out eller Tomas Gíslasons P.O.V. om danskeres oplevelser i USA.

Hjemløse skuespillere
Da det ikke virker sandsynligt, at udlandet er befolket af engelsktalende danskere, begrænser det danske skuespilleres arbejdsmuligheder, når filmene foregår uden for landets grænser.
Bortset fra flygtige cameos af Thomas Bo Larsen og Liv Corfixen er der ingen danske ansigter i It’s All About Love og Fear X.
Trier har på samme måde konsekvent satset på udenlandske navne i sine engelsksprogede film. Accenter har der været nok af med f.eks. svenske Stellan Skarsgård og franske Jean-Marc Barr på rollelisten, men der har ikke været danske navne med til at generere forhåndsinteresse herhjemme eller give en national forankring.
Lone Scherfig og Søren Kragh-Jacobsen har til gengæld valgt at tage et dansk stjernenavn med sig til udlandet og lade det være et element i historien, at deres karakter er dansk. I Wilbur er Mads Mikkelsen tilflyttet læge, og han fik også lov at være dansk trækplaster i Ole Bornedals filmatisering af Dinas Bog. I Skagerrak er det Iben Hjejle, som er på udebane, og det giver en hook til det danske publikum.
De engelsksprogede danske film kan være med til at lancere danske skuespillerkarrierer, men det har populære film på dansk også formået at gøre på det sidste. Stephen Frears fik f.eks. øje på Iben Hjejle i Mifunes sidste sang kombineret med det europæiske skuespillerfremstød Shooting Stars, som snart gæster Natfilm Festivalen. Ulrich Thomsen har haft Festen som et attraktivt visitkort, men man kan frygte, at der bliver længere mellem de gode roller til danske navne, hvis den filmiske rejsefeber griber om sig.

Det skotske bølge
Måske skulle man som håbefuld skuespiller bruge penge på lektioner i skotsk. Breaking the Waves foregik i Skotland, ligesom Wilbur og Skagerrak. Og der kommer formodentlig flere, fordi det – som blandt andet Peter Aalbæk fremhæver – er økonomisk fordelagtigt at indspille film i Skotland, og den skotske dialekt giver ifølge ham filmene et eksotisk element, samtidig med at de ved at have engelsk som grundstamme er internationale.
Mange instruktører og producenter vil gerne ud. Spørgsmålet er bare, om det danske publikum vil med.
Historisk har kendte instruktører haft det hårdt på hjemmebane med ambitiøse projekter på engelsk. Henning Carlsen fik f.eks. ikke national succes med Donald Sutherland som engelsktalende Gauguin i Oviri, Gabriel Axel overbeviste ikke med sin engelske version af Saxos Amled-historie i Prinsen af Jylland og Søren Kragh-Jacobsen havde svært ved at hive familiepublikummet ind til det undertekstede Anden Verdenskrigs-drama Øen i Fuglegaden.
Senest harWilbur trukket 170.000 i biografen, mens Lone Scherfigs Italiensk for begyndere blev set af over 800.000 herhjemme og også trak godt i blandt andet USA, og It’s All About Love, der var 10 gange så dyr som Vinterbergs foregående film, Festen, er set af lidt under 50.000 herhjemme.
Det er værd at overveje nøje, om det er alle problemerne værd at rejse ud. Eller om filmen ikke oftest bliver bedre og publikum mere interesseret, når historien udspiller sig på dansk på den lokale aftenskole eller i den lokale antikvarboghandel.

*’Skagerrak’ har premiere fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu