Læsetid: 4 min.

Diana og slagteren

Både Sara Gebran og Peter Schaufuss har skabt forestillinger om ikke at høre til. Men Gebran er nok tættere på Diana end Schaufuss
5. marts 2003

Ballet
Det virker uforståeligt, at Kanonhallen ikke er fyldt til bristepunktet af både tilskuere og tv-kameraer. For koreografen Sara Gebrans forestilling Butcher’s House udtrykker faktisk alt det, som tv-kommentatorer, militæranalytikere og kriseøkonomer fortvivlet forsøger at flikke sammen i disse krigsdesperate tider.
Gebran har med ekstremt overblik skabt en collage over verdenssammenbruddet i så kaotisk og durkdreven en form, at man bare må holde sig fast, når hun svinger gulvskrubben og den røde pølse over danskerne og deres dovne dagdrømme om retfærdighed.
Gebran blander dans med sprog og satire med sarkasme, så tilskueren selv mærker smilene svide. Som da indvandrerfyren får alle tilskuere til at råbe begejstret med på hans velkomst – indtil han bare afviser dem.
I virkeligheden handler forestillingen om at være flygtning i verden. Både om de mennesker, der bare er for splittede og delte mellem kulturer til at føle sig hjemme nogen steder, og om de mennesker, der er på flugt for at overleve.
Forbrugerismen får skylden. Danserne kaster sig liderligt på gulvet, mens de fremstønner mærkevaregiganternes navne. Størstedelen af Jordens befolkning – ubemidlede og kun med egen krop at sælge. Så det er bare væk med de skærmende hænder fra brysterne og fra skridtet og så i gang.

Kabul-billet
I det hele taget byttes der om på opdelingen i de heldige og de udstødte. Bedste parodi er en scene om den nye ’Deportation Class Service’. Her reklameres for chancen for at se verden med nye øjne med eksotiske enkeltbilletter til Kabul, Bagdad, Botswana, Kathmandu, Hanoi… Men der er også godt bid i våbenreklamer med afsenderlande og skudsalver med autentisk timing.
Gebrans dansere er en uafrystelig trio. Den polske Radek Hewelt har en legende sportskrop og er en ublu performer – som om han selv har set angsten i øjnene for alt for længe siden. Og den danske Karen Margrethe Aunsholt, der er uddannet fra Skolen for Moderne Dans sidste år, har en lyshåret, skandinavisk tyngde i sin krop, der netop lader drømmen om fredagshyggen snige sig ind på hendes rengøringsdame, så gulvvasken får den ærgerlige
attack, som forsmåede
danske forventninger medfører.
Den spinkle, spanske danser Lali Ayguade er trioens dynamo. Hun kan nulstille sit ansigt, så det bliver helt renset for sorg, og i næste sekund få det til at flamme af misundelse. Og så kan hun håndtere en rød, dansk pølse med en kannibalismefærdighed, så en havefest ikke længere vil være det samme.
Det vil havefestens dans heller ikke være, ikke efter Ayguades flirt med en fiktiv mand. Da hun fortæller, at hun er dansk, bliver hun bare voldtaget.
Gourmetinterview
Trods alle forfærdelighederne er overlevelseskraften stor hos Sara Gebrans skæbner. Deri ligger håbet. Men
illusionen om lykken er for længst kradset væk. Heri har hun noget til fælles med prinsesse Diana, hvis liv langsomt krakelerede og forvandlede sig til en flygtningehistorie – og hvis sidste forelskelse endte i dødskørslen fra snagefotograferne i Paris.
Hvis 53-årige Peter Schaufuss havde været lige så modig som 39-årige Sara Gebran, så havde han brugt sit interessante, nye dramaturgiske koncept i Diana – the Princess til at skildre Dianas kamp mod landminer og fattigdom. Og hvis han havde været lige så modig som Diana, så havde han opfundet et nyt trinsprog og en ny æstetik, der kunne danne parallel til hendes åbenhed og flade sko.
I stedet har Schaufuss skabt en uendelig Diana-solo med før-sete bevægelser til Zara Deakin. I hvid heltricot danser hun sig igennem afvisende møder med de royale, men koreografien bringer ikke tilskueren tæt på Diana, sådan som Peter Schaufuss åbenbart selv har været det, da han i London underviste hende i ballet. Den toptrimmede, engelske danser Zara Deakin afslører i hvert fald ingen følelser, men danser uanfægtet under kongelig-korrekt sideskilning.
Diana herself kommer derimod smertefuldt til orde i nogle interviewstumper, som Schaufuss har skåret til som en anden gourmetslagter. Kilden angives ikke, men de stammer antagelig fra nogle af de omdiskuterede tv-interview, hvor Diana røbede sine problemer med familien, bulimien og med Charles.
Etisk er det lige på grænsen, for hvem har godkendt udvalget af den afdødes tale? Er Diana allerede blevet fælleseje, så enhver kan afspille et af hendes sammenbrud for åbent tæppe?
Heldigt nok har Peter Schaufuss Balletten fået kulturministerens velsignelse på forhånd og endda offentligt tilskud oveni. Som Brian Mikkelsen skriver i programmet om det ’modige’ ved Diana-forestillingen:
»Jeg ved, at Peter Schaufuss kan gøre det med både stil og indføling.«
Det er skønt med tillid. Men det ville være endnu skønnere, hvis Schaufuss havde vist sig at være tilliden værdig. Så havde det også medført større stolthed, at han er blevet inviteret til England for at vise denne endimensionelle version af prinsessetragedien.
Skulle dansk kultureksport kunne forsvares kvalitativt, ville det have været mere oplagt at sende Sara Gebran end Peter Schaufuss. Mon kulturministeren mangler et sammenligningsgrundlag? Og mon lidt public service-tv kunne klargøre vildfarelserne?
Man kan snuppe en pølse til, mens man venter.

*’Butcher’s House’. Koreografi: Sara Gebran (DK/VZ). Dramaturgi: Carmen Mehnert (G). Musik: Martin Vognsen (DK). Public Eye i Kanonhallen. Til 12. mar.
www.public-e.dk

*’Diana – The Princess’. Koreografi og scenografi (!): Peter Schaufuss. Musik: Edward Elgar, The Cure og Kristian Borregaard & Søren Dahl. Peter Schaufuss Balletten. Turné til 29. apr. Bl.a. 8. mar. i Vejle og 28.-29. mar. i Odense. www.schaufuss.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu