Læsetid: 5 min.

Disneysjov i Valby

Det københavnske galleri med det underligste navn er blevet større og flytter hjemmefra
1. marts 2003

Billedkunst
Det er en historie, som man kender den fra eventyrene. Ikke at vi er kommet til den lykkelige slutning endnu. Men som Christian Chapelle står der og fortæller og brygger myter, kan man ikke lade være med at tænke på Klodshans. Og drengen i »Kejserens nye klæder«. Det er journalisten, der finder på analogien, for der intet opstyltet over Chapelle, en forvildet århusianer i det københavnske, når han siger:
»Det hele var bare lidt for lokalt og lidt for selvtilfredst. Og lidt for kedeligt og lidt for københavnsk.«
Ordene falder i Valby. I et stort, lyst og endnu umalet lokale, som i går blev til The Leisure Club Mogadishni. Nogen egentlig Fritidsklub er det nu ikke, men et galleri med tre år på bagen. Og det med at flytte hjemmefra skyldes, at Christian Chapelle har måtte opgive lokalerne i Njalsgade på Amager, der er for samtidskunsten, hvad Bredgade er for antikviteter.
Her kan man fredag efter fredag følge akademistuderende på deres tour de chambre: Fra fernisering til fernisering, fra den ene billigøl til den næste. Fra Nicolai Wallner, der var først, til Niels Stærk, Gustav Gimm, Christina Wilson og Mogadishni.
Men nu kan sidstnævnte ikke længere satse på, at rosset bare kigger ind, når de alligevel er ude ved samtidskunsten. Christian Chapelle virker dog ikke synderligt bekymret, selvom mange har været bekymret på hans vegne.
»Det har de nu ikke nogen grund til,« siger han selvironisk postulerende: »Det her er det nye kunstkvarter!«
Det med det selvironisk går igen. Mogadisnis første udstilling som kommercielt galleri hed Do you trust your gallerist? Og selvom han gerne beskriver sin egen rolle som en blanding af galleristens, kuratorens og kunstnerens, bruger han også gerne en kliché: Den onde gallerist.
Og selv om han fortæller at flere kunstnere har atelier herude, så fortæller opgangen i den nedlagte fabriksbygning en anden historie: Jensen International, Konsulentfirma M. Hansen og Autoliv Aps.

En chance og en smutter
Christian Chapelle var et par år ind i studierne på Det Jyske Kunstakademi i Århus, da han indså at han brugte alt for meget tid på alt andet end kunsten. Så flyttede han til København.
– Hvad var ambitionen?
»Jeg ville ikke åbne endnu et lokalt københavnergalleri, og jeg ville gerne undgå at vise de samme 20 kunstnere, der altid bliver overeksponeret. Ikke nok med at de er repræsenteret af et galleri – de bliver sgu også inviteret af deres venner til alle tænkelige gruppeudstillinger. Uanset hvor man går hen, ser man det samme – det er måske lidt groft, men bestemt ikke helt forkert.«
»Sådan en kunstner som Gillion Grantsaan, der oprindeligt kommer fra Surinam, men har boet mange år i Amsterdam og København: Han har en politisk tilgang til kunsten og er meget bevidst om eurocentrismen og sin egen baggrund. Den slags kunst er normal i Holland, men fuldstændig ukendt herhjemme. Det synes jeg var fedt: At der kom noget, der stod ud fra alt det andet.«
»Ofte er det gået meget hurtigt: Hvis jeg har set en fed udstilling i Sverige, så ringer jeg til kunstneren. Ikke noget med at sidder og læse cv’er. Hvis det holder, så holder det. Det giver en åbenhed og en energi, og der har nok været et par smuttere i mellem. Men andre gange rammer jeg altså hovedet
lige på sømmet. Så der er vel en linje.«
– Og det er?
»Helt grundlæggende: Kunstneren skal have noget på hjertet. Det lyder måske selvindlysende, men det er det ikke, og jeg interesserer mig altså ikke for formel kunst, der handler form og farve.«

Mænd er overvurderede
Da Christian Chapelle således ikke vil udfolde det ideologiske korstog, som blot antydes, prøver journalisten med en spørgeteknisk finte:
– Hvorfor er den københavnske kunstscene så kedelig?
Spørgsmålet resulterer i endnu et slag mod det selvfede København. Men så er gallerist Chapelle også varmet op:
»Over halvdelen af de kunstnere, jeg repræsenterer, er kvinder. Og det er fordi mandlige kunstnere generelt er overvurderede. Der er ikke særligt mange dygtige mandlige kunstnere, men de fører sig frem, så man tror det er løgn.«
– Så det er et kønspolitisk anliggende?
»Nej, ingen medlidenhed her: Jeg tager dem ind, fordi de er gode kunstnere. Men mange gallerier tager mændene ind, fordi de
er gode til at promovere sig selv.«
– Du sagde direkte: Kvinder er bedre. Jeg ved ikke, om du vil stå ved det eller...
Chapelle afbryder grinende og bekræfter: Det vil han godt.
– Hvorfor er de bedre?
»Jeg siger det med et glimt i øjet, for der er selvfølgeligt også dygtige mænd. Men du må gerne skrive, at kvinderne er bedre, for det er også et politisk udsagn.«
– Men jeg spurgte ikke om hvorfor du sagde det, men om hvorfor de er bedre.
»Der er en anden følsomhed i deres værker. Det er meget detaljeret og meget personligt. Og lidt patetisk sagt: Det kommer fra hjertet og det berører mig. I mænds værker ser man ofte noget fortænkt og intellektuelt. Det er godt lavet og velfungerende, men det berører mig ikke.«
– Med fare for at være uforskammet: Du definerer det kvindelige med alle klicheerne: Følsomhed og patos. Og manden som den rationelle. Er det ikke lidt stereotypt?
»Jo... jeg kan nok ikke stå helt inde for det, men det er stadig væk rigtigt: Der uddannes langt flere kvinder og kvinderne... nu kommer jeg igen ind på det politiske, men det er fandme også vigtigt, for fordelingen er helt skæv. Kunstnerisk vil jeg ikke skelne: Jeg vælger alle værker på lige fod, uanset om de er lavet af en mand, en kvinde, en uddannet eller en udlænding. Så tilføjer jeg bare: Jeg vægter at få nogle kvinder ind i galleriet.«
– Så du vil ikke stå ved dit udsagn om, at kvinder er bedre?
»Der er både gode og dårlige kvinder, og sådan er det også for mændene. Så det vil nok være lidt dumt at sige, men jeg gør det alligevel. Som en kommentar til en ensidig kunstscene, og med en politisk bevidsthed om, at det skal ændres. Derfor er det både vigtigt og rigtigt, selvom det nok også er lidt forkert.«
– Og det vil du godt står ved?
»En del af mit projekt er at sige den slags. Jeg har tit fortalt løgnehistorier til journalister, og jeg elsker rygter. Det der med at henvende sig til Disney og skabe et problem der ikke eksister... «
Christian Chapelle fortæller historien om navnet Mogadishni – en variant af hans tegneseriefigur: MogaDisney. Da han ville åbne galleriet, henvendte han sig til Disney-koncernen for at spørge, om det mon var et problem, at han brugte Disney i navnet. Det var det, oplyste deres advokat. »Med Mickey Mouse-logo og det hele.«
»Det var langt ude og lidt af et kunstnerisk projekt: Hvad sker der, hvis jeg gør det? For jeg havde allerede besluttet, at jeg ikke ville bruge navnet.«
– Hvilke løgnehistorier har du så fortalt i dag?
»Det kan jeg jo ikke røbe. Det ville ødelægge det hele.«

'’An offer you can’t refuse’. Til 12. apr.
*www.mogadishni.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her