Læsetid: 5 min.

Druknet i maling

22. marts 2003

INTERMETZO
Krigen raser, mennesker dræbes og lemlæstes, det er meningen med krig.
I læsende stund kan alt være sket. Så meget desto vigtigere er det at fastholde historiske forløb, der siden fortoner sig i krigens gang.
For det første kom to idioter rendende og smed maling på statsministeren og udenrigsministeren. Tåbeligt. Et ufrivilligt indblandet folketingsmedlem tog ikke skarpt afstand fra den forkastelige og politisk skadende handling. Tåbeligt. Som ofte før i dansk offentlighed blev sagen afledt af det uvedkommende, men unægteligt mere håndterlige. Indvendingerne mod dansk deltagelse i en krig uden klart internationalt mandat, uden entydig juridisk dækning og uden holdbar moralsk substans, indvendinger som oppositionen stod parat med, druknede i rød maling.
Dispositionen at gå i krig, eller som statsministeren eufemistisk kalder det satans håndværk: deltagelse i »en aktionen til afvæbning af Saddam Hussein«, kan man siden fiske op af malerbøtten. Rent bortset fra alt andet er krigserklæringen den mest vidtgående beslutning, en regering kan træffe, og må stilmæssigt
siges at være typisk for Fogh Rasmussens regerings- og demokratiopfattelse. Typisk i den forstand at statsministeren fravælger brede forlig i væsentlige spørgsmål. Typisk ved at dispo-sitionens begrundelse og forsvaret for den bevidst er pletrenset for en række relevante modpræmisser, som herefter ikke har eksistens. I dette forhold ses regeringspartiernes konsekvente manipulering med stoffet som alt andet lige ikke tyder på respekt for meningsudvekslingen som redskab til afklaring.

Hovedbegrundelsen for krigserklæringen er fortsat at tiden for våben-
inspektørerne er ude, skønt Blix har tilkendegivet at ikke uger og ikke år, men måneder, ville være tilstrækkeligt til at færdiggøre arbejdet. I øvrigt har ingen fundet ’the smoking gun’, ej heller har nogen efterretningstjeneste påvist noget, som skulle begrunde en aktion her og nu. Dertil kommer den besnærende krigsårsagsforklaring: at Irak ikke lever op til FN-resolutionerne. Det må man i sandhedens navn sige at andre regimer og regeringer, overfor hvilke Danmark endnu ikke har erklæret krig, heller ikke gør. Uden at forsvare Saddam, der er ubeskrivelig slem og kun handler defensivt under ekstremt pres, er det dog de færreste nationer, der tåler våbeninspektioner på deres territorium. Uanset hvor mange hindringer der har været lagt Blix & Co. i vejen, er resultater opnået, Irak udgør efter disse sagkyndiges vurdering ingen umiddelbar trussel, hvad angår (uprovokeret brug af) masseødelæggelsesvåben. Dette sammentrækker statsministeren til argumentet, som også Bush anvender i sine dimensionsfattige taler, at der er gået 12 år, hvor man har forlangt afrustning af Saddam, og nu kan det være nok. Dette er venligt sagt en kreativ omgang med en noget mere kompleks historisk virkelighed. Som en fransk sagkyndig forklarede Mette Fugl i tv, svarer Bush, Blair og Foghs bombekastende fællesudflugt til at en mand bliver stukket af en hveps og derfor klasker en forbiflyvende flue. Såfremt Bush havde fået fat på Bin-Laden i tide og ristet ham i harsk madolie, var behovet for at vise potens i Irak netop nu næppe så overhængende.

Dette spil spiller Danmark nu med i – oven i købet bondefanget til at afsende krigsmateriel med mennesker ombord, altså gå rigtigt i krig på spinkle begrundelser, hvor Spaniens Aznar, der åbenbart gerne vil være med på pressebillederne, lidt mere snedigt sender de gode viljer og et hospitalsskib. Lande, som vi ligner, skønt det ville være synd ligefrem at sammenligne dem med os, holder sig klogeligt langt væk. Det er således lykkedes statsministeren – uden solidt grundlag i dansk udenrigspolitisk tradition for brede flertal – at bringe sit land i reel modsætning til EU-partnere og skandinaviske naboer som Sverige, Norge og Finland, samt bagateller i Europa som Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien. Som aktiv partnerske i denne besynderlige cirkusforestilling om landets fremtid udviser Pia Kjærsgaard stor tilfredshed med at gå i krig. Dansk Folkeparti giver nemlig ikke en døjt for EU, som partilederen forklarede, hvilket næppe er en nyhed. Mon statsministeren i denne forbindelse har noteret udtalelsen, når han næste gang skal noget vigtigt i den retning af kompasset? Det var jo det med at finde flertallet.
Rent bortset fra en sådan detalje er det jo morsomt at dette tidehvervsk fundamenterede danske folkeparti, der med kristendommen foran sig giver en god dag i internationale forpligtelser, menneskerettigheder og humanitære eller andre operationer for fjerne menneskers skyld, nu lige med ét er blevet den distante næstekærlighed selv og vil frelse irakerne fra Saddam. Dette formål er stadig Bushs officielle hovedbegrundelse for korstoget, skønt kynikere nok mere er tilbøjelige til at skele til oliekilderne. I Orientering kunne den glimrende sikkerhedspolitiske kommentator Tage Baumann redegøre for hvorledes den amerikanske hær i en snæver vending har fået ordre til at redde oliekilder før mandskab. Dertil kommer vicepræsidenten i Bush´højrerepublikanske menage, manden der fortsat indkasserer udligningshonorarer fra sit gamle firma. Dette er pudsigt nok specialiseret i genopbygning af misligholdte eller ødelagte olieanlæg. Hvis man skrev sådan noget i sin næste romanbog, ville forlæggeren sende én hjem igen.

I forløbet, da den danske regering gik i krig med det spinklest mulige flertal, kunne man i øvrig til stor beklagelse for mange, der har opfattet Per Stig Møller som en slags tænksomhedens og anstændighedens konservative gidsel i den nuværende alt dominerende handelshøjskolevenstreregering, konstatere noget yderligere nedslående. Danmark synes udstyret med en udenrigsminister, hvis kreativitet med hensyn til gyldig eller ikke gyldig, sand eller falsk kun kender sin mage i statsministerens person, der jo kreativt set er en god læremester. Den med den sikre forankring i FN vil en kreds af borgere i Valby sent glemme: I Folketinget den 5. februar sagde Per Stig Møller: »...det er meget klart, at det er Sikkerhedsrådet, der afgør, om [resolution] 1441 er nok. Det er den, der menes med forankret i FN«. Godt en måned senere, hvor vel at mærke intet har rokket ved det første udsagn – på baggrund af den senere udvikling med sikkerhedsrådsmedlemmer, der absolut ikke anerkender 1441 som grundlag – tværtimod – siger udenrigsministeren den 17. marts: »Et militært angreb er forankret i FN, som har bemyndiget verdenssamfundet til at gribe ind over for Irak med resolution 1441. Dér er jo mandatet«.
Disse to udsagn lader sig ikke forene, med mindre man anvender rene prokuratorkneb, hvilket PSM har præsteret i en omgang verbal båndsalat der næppe lader sig gengive på avispapir, skønt Ekstra Bladet i en gribende morsom ordret gengivelse prøvede.
Man kan sige sig selv, hvilken grad af troværdighed den danske udenrigsminister herefter vil blive set udstyret med, når han bevæger sig rundt i Europas civiliserede saloner. Illusionerne om dansk vederhæftighed er i forvejen bristefærdige. Man har i udenrigsministerens optik en forankring – til man hugger anker-tovet over. Mon ikke man kan betale tilfredsstillelsen af sin forfængelighed for dyrt!
Og mens maskineriet ruller og i al sin gru spreder død og ødelæggelse over skyldige og langt flere uskyldige, kører medierne løs, som de skal. De taler alle samvittighedsfuldt om krigens første offer, sandheden, og sproget tager umærkelig affarvning af propagandaapparatets maling. Såsom eufemismen: den militære aktion til afvæbning af Saddam Hussein.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu