Læsetid: 3 min.

Dumhed og løgn plager krigen

Før eller senere må politikernes handlinger i forbindelse med Irak-krigen medføre en alvorlig debat om, hvad vi egentlig mener med al den snak om demokrati
28. marts 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
De første to dage var der totalbombning af hele sendefladen, så skrumpede krigen allerede til de sædvanlige nyheder.
Men den nåede at rive forskelligt med sig, for eksempel en lang direkte transmission fra Folketinget den dag, det stemte Danmark i krig.
Mange tror nok ikke på det, men engang var folketingsdebatter en seermagnet.
Meget gamle mennesker, så gamle, at de ikke indgår i tv-stationernes langtidsplanlægning, vil stadig kunne fortælle om debatter mellem retoriske begavelser som Aksel Møller og Aksel Larsen, hvis nogen skulle spørge dem.
Seermagneter bliver de aldrig mere. Der er kommet så meget andet at se på og lytte til, og debatniveauet i Folketinget er sunket ned under, hvad nogen for alvor kan holde ud at høre på.
Den eftermiddag, da tinget med snævert flertal gik i krig, var alt selvfølgelig aftalt på forhånd. Men kameraernes tilstedeværelse fremkaldte, nu vi alligevel taler om Nesopotamien, en sand syndflod af medlemmer, ingen nogensinde har hørt om.
De formelig skyllede op på talerstolen i deres stiveste puds, for de var til fest og farver. En venstrekvinde havde slynget en død ræv om halsen, så dens døde snude sigtede ned i kavalergangen. Hun havde, som en lang kolonne af venstrefolk, en lang kolonne af retoriske spørgsmål til hr. Frank Jensen fra Socialdemokraterne.
Dem klarede han udmærket, men egentlig var han jo ordfører, og det er især blandt dem, niveauet er faldet. Helt ned til der, hvor Dansk Folkepartis Peter Skaarup befinder sig.
Den norske statsminister var samme formiddag i Stortinget fremkommet med en klargørelse af Norges stilling til den igangsatte krig, og hr. Peter Skaarup hævdede frejdigt, at Norge støttede den.
Ordførerne for Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti gik derefter på talerstolen og læste op af den norske statsministers erklæring.

Manipulationer
Der kunne nu ikke være nogen som helst tvivl om, at Norge ikke kunne støtte en krig mod Irak uden en ny resolution fra FN’s Sikkerhedsråd, og oppositionens ordførere opfordrede derefter udenrigsministeren til at komme frem foran kameraerne og indrømme dette.
Per Stig Møller måtte bruge to taler, før han nødtvungent havde medgivet, at sådan forholdt det sig, men også anden gang skulle han lige have tilføjet, at Saddam Hussein selv havde nedkaldt lidt af hvert over sit skurvede hoved ved gennem så mange år ikke at have efterlevet betingelserne i den række af resolutioner, der trods alt ikke var nok til, at den norske regering ville sanktionere krigen.
Udenrigsministerens forsøg på at dække over hr. Peter Skaarups manipulationer har for tid og evighed afskåret ham fra den retræte fra det politiske, der ellers på en eller anden måde har ligget i luften som en sidste udvej for ham. Han vil for altid være diskvalificeret i de intellektuelle og akademiske miljøer, hvor billige sofisterier formodes at være noget, man har lagt af sig i gymnasieforeningen. Nu må han sejle i sin egen sø med nærmeste undervandsbåd og Anders Fogh Rasmussen som kaptajn.

Læsesvag eller løgner
Hvad hr. Peter Skaarup angår, kan han enten ikke læse, det er afgjort en mulighed, eller også er han fuld af løgn.
I begge tilfælde burde han ikke sidde i et parlament og være ordfører for noget som helst, og eftersom han jo er det, må det før eller senere medføre en alvorlig debat om, hvad vi egentlig mener med al den snak om demokrati.
Folk som ham og den lille kone med pebersprayen er vel nærmest, hvad en beruset dandy som Baudelaire advarede imod i demokratiets barndom. For ikke at tale om de fundamentalistiske præstefætre. Eller amerikanerne. I sin udsendelse klokken 19.30 viste DR de nøgne billeder af de tilfangetagne amerikanske soldater, chokerede og hjælpeløse. Fra og med 21-avisen samme aften var ansigterne dækket.
Måske fordi Genèvekonventionerne forbyder ydmygelse af krigsfanger? Og hvem var så kommet frem med det?
Det var såmænd hr. Rumsfeld, og hvordan i alverden skulle lige netop han kunne påberåbe sig det?
Det kan han, fordi vi er hans allierede. Vi er i krig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu