Læsetid: 4 min.

Elefanternes tidsalder

Når alle er berømte, står ingen ud. Sådan er det også for kritikerne, der må affinde sig med at være en stemme blandt mange
7. marts 2003

(2. sektion)

Historisk
Man overrasker vist ingen ved at hævde: Vi lever i en pluralistisk tid. Multikulturel, multietnisk, multimedial. Det skaber usikkerhed og utryghed, og så vil vi gerne have udlagt verden en gang til. Der sker i aviser og gratisaviser og lokalaviser. Og seks gange på tv i løbet af aftenen: Hvad betyder det for verdensfreden, at Saddam Hussein ikke vil afvæbne? Det er skidt, lyder svaret fra et dusin eksperter.
»Efterhånden er alle berømte, og det gør nok, at ingen rigtigt rager op,« siger Informations litteraturnestor Torben Brostrøm. »Kritikerens standpunkt er almindeliggjort og billedet er blevet mere pluralistisk.«
Det lyder som en drøm fra 70’erne: Der er ingen autoriteter, eller også er der ikke andet. I den amerikanske forfatter Don DeLillos hverdagsdramatiske roman Hvid Støj underviser hovedpersonens kone på et lokalt ældrecenter – og til sin mands forbløffelse i ’Spise og drikke: De grundlæggende parametre.’ Hvad kan man lære de ældre om det? lyder husbondens tvivl.
»Viden ændrer sig hver dag. Folk kan godt lide at få deres viden bekræftet. Læg dig ikke ned efter et stort måltid. Drik ikke alkohol på tom mave. Vent en time, efter du har spist med at gå i vandet. Verden er mere kompliceret for voksne end for børn. Vi voksede ikke op med al den her omskiftelige viden de og modstridende meninger. En eller anden dag dukkede de bare op. Så folk har brug for en, der har en vis autoritet til at bekræfte dem i, at deres måde at gøre tingene på er rigtig eller forkert – i det mindste for tiden.«
De bekymrede kalder det meningitis. Alle har en holdning, og ingen ved rigtigt noget. Men hjælpen er nær og fås ganske omkostningsfrit i offentlige transportmidler. For mens Ekstra Bladet promovere sig på attituden, går gratisavisen metroXpress den modsatte vej. Vi mener ikke noget, vi er holdningsløse, lover de i reklamespots på tv. Men hvem tror egentligt på den – verden udlagt som den skinbarlige sandhed?

Den frie aviskritiker
Da Berlingskes teater- og litteraturkritiker Jens Kistrup døde i begyndelsen af året, så mange det som slutningen på en hel epoke. Han var den sidste af de store elefanter fra fortiden. »Nu vil i det store og hele kun de hurtige og de løsere funderede være tilbage,« skrev Niels Barfoed i sine mindeord, og skuespilleren Preben Harris fulgte trop: »Han kunne på sin meget forstandige, begavede og præcise måde analysere en teatertekst og bringe sin viden videre. En kritik fra Kistrup blev der lyttet til.« Når et nyt teaterstykke blev sat op, var der to stemmer: korpsets og Kistrups.
Kistrup var, hvad man kunne kalde den frie aviskritiker, der skabte sit navn i avisens spalter. Et hurtigt kig ud over nutidens anmelderkorps viser, at langt de fleste er blevet store andetsteds, nemlig på universitetet. Onde tunger kunne udlægge det sådan her: Den frie kritiker er blevet statsansat embedsmand. Men man kunne også blot konstatere, at sådan er vilkårene. De færreste aviser har råd til at fuldtidsansætte kritikere, det være sig litteratur, kunst, film eller teater.
»Da jeg begyndte at læse aviser, var billedet præget af nogle store kanoner: Tom Kristensen på Politiken, Hakon Stangerup på de konservative aviser, Frederik Nielsen på Socialdemokraten og Emil Frederiksen på Berlingske. De var sådan nogle toneangivende elefanter, og de havde hvert deres blad og var ikke i tvivl om, at de var førsteanmeldere,« siger Torben Brostrøm.
Det var nemmere dengang, hvor der var færre kritikere med en stærkere røst og færre bøger på hylderne (1.075 titler på bogudsalget alene), lyder den naturligt nostalgiske indsigelse.
»Men der er også en værdi i, at mange flere får chancen for at anmelde en tid, og så vil det vise sig, om der er bid eller ej.«
»Generelt er niveauet blevet højere om end en anelse mindre vedkommende. Førhen var der stor forskel på, hvad de skrev i de store aviser og i provinsaviserne. Der er selvfølgeligt stadigt nogle farverige personer, der skriver sig ud mellem linjerne. Men først og fremmest er der stor teknisk dygtighed og dermed også en form for almindelighed eller monotoni.«

Kritiker eller anmelder?
Hvad er egentligt forskellen på en anmelder og en kritiker? Tom Kristensen var en klassisk kritiker, ville nogle mene, men selv fortrak han betegnelsen bladanmelder. Kritikerens historie ligner til forveksling litteraturhistorien: 50’erne med elefanternes ’impressionistiske’ udfoldelse, 60’erne med nykritikkens faglige stramhed, 70’ernes sociologiske interesse og 80’ernes romantiske idealer. Sådan lidt forsimplet.
»Det har vel altid været mere ambitiøst at være kritiker. Det er finere og implicerer noget mere: Den intellektuelles opgave at være samfundskritiker, mens en anmelder forholder sig til den daglige kost.«
»Med 80’erne gled det politiske lidt sørgeligt ud af billedet, men jeg synes, der er tegn på, at det er på vej tilbage. Det er vel også på tide – blot gerne på en anden måde end den militant ideologikritiske facon. Opgaven består i at fastholde den kunstneriske nødvendig, men samtidigt udvide ansvarsområdet,« siger Brostrøm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her