Entertainer af den gamle skole

Nekrolog
Tyskerne bombede endnu en gang London, så Ellen Wright måtte føde sin søn under køkkenbordet i lejligheden i Acton, London. Han fik navnet Terence Nelhams, og det slæbte han rundt på indtil han i slutningen af 50’erne skulle være popstjerne.
Pop-titler som »What Do You Want«, »Poor Me« og »Someone Else’s Baby« siger næppe ret mange ret meget, og det gør pop-historisk set heller ikke noget. Men på dagen var det top-hits i England, og sammen med navne som Cliff Richard og Billy Fury, var Faith Toppen af Poppen i årene omkring 1960.
Det var James Dean og Rebel Without a Cause, der ændrede den da 15-årige knægts liv. Han ’ville være noget ved filmen’, og det blev han – bydreng for The Rank Organisation. Men med afsæt i Lonnie Donegans skiffle-musik, der hærgede England på det tidspunkt, dannede Terence Nelhams sin egen gruppe og fik job i Soho. (Skæbnens ironi ville, at Adam Faith producerede Donegans come back-album sent i 70’erne.)
Her blev han spottet af BBC’s pop-producer Jack Good, i programmet Six-Five Special. Good foreslog ham at gå solo, og Faith optrådte snart i det ene tv-show efter det andet. Og måske var han ikke verdens bedste rock-sanger, men som en kollega udtalte: »Han har et ansigt der kan sælge millioner af plader. Knægten bliver med garanti en stjerne. Så betyder det mindre, at han ikke synger særlig godt.«
Og Adam Faith slap ud i tide, i modsætning til så mange af hans kolleger, der druknede i den flodbølge, The Beatles satte i gang. I 1964 havde han sit sidste Top 20-hit med Bacharachs »Message To Martha«.
Allerede i 1960 havde han medvirket i to film, som alle lykkeligvis har glemt, men Faith selv beviste, at der var andet og mere, ud over at han så knaldhamrende godt ud.
Han var afslappet selvbevidst, måske en livslang hommage til James Dean – og i besiddelse af en charme, de færreste kunne modstå. Og efter filmene kom teatret. Med finansiel støtte fra danseren Jackie Irving, som han senere giftede sig med, tog han turen omkring teaterskolen, og rollerne kom hurtigt.
Den største succes fik han dog i tv-serien ’Budgie’, hvor han spillede en ung, meget uheldig, londonsk småkriminel.
Efter en dramatisk bilulykke i 1973 trak han sig stort set tilbage fra skuespilleriet, bortset fra en rolle i David Essex-filmen Stardust i 1974. Samme år overtalte han Warner Brothers til at udgive et come back-
album. Ikke fordi han troede på det, men kontrakten skulle finansiere hans management af et nyt, hvidt håb ved navn Leo Sayer. Det viste sig senere at være en rigtig god idé.
I mange år havde Adam Faith sit faste bord i restauranten i Fortnum & Mason’s. Her ’hjalp’ han også alle vennerne med at investere i mere eller mindre fast ejendom.
Det begyndte allerede i 60’erne med lidt boligspekulation, og endte med et brag og en bankerot i 2002, hvor han havde tabt omkring 20 mio. pund på en digital tv-station, The Money Channel(!) »Når du sigter efter stjernerne, risikerer du også at styrte til jorden«, var hans kommentar.
Adam Faith var på mange måder et typisk produkt af den engelske underholdningsindustri. Han havde helt utrolige op- og nedture, men som en korkprop dukkede han hver gang op til overfladen igen. En champagneprop.