Læsetid: 3 min.

Europa falder fra hinanden

Hvad skal Europa EU være? En ny velfærdsgigant? USA’s direkte modmagt eller en minimodel af et universelt samfund?
27. marts 2003

International
Under opbygning eller ved at falde fra hinanden: Europa. Den amerikanske forfatter Jonathan Frantzen elsker Europa. Men tror ikke på Europa som politisk enhed. Politikerne taler til deres nationale befolkninger. De appellerer nationalt.
Det var under den tyske valgkamp at kansler Schröder som leder af Tyskland sagde nej til en krig mod Irak: »Det eventyr vil vi ikke deltage i.« Det var ikke en stor europæisk beslutning:
»Jeg må tilstå,« siger Frantzen til Die Welt, »at jeg er skeptisk, hvad mulighederne for en perfekt europæisk enhed angår. Ligesom præsident Bush lod amerikanske tropper marchere ind i Irak for at blive genvalgt i 2004, måtte de forskellige europæiske ledere handle i forhold til den indenrigspolitiske dagsorden i spørgsmålet om krigen mod Irak.«
Den franske sociolog Pierre Rossanvallon broderer over samme mønster i det internationale tidsskrift Lettre International. Europa står mellem nationalstat og globalisering. De afgørende beslutninger er ifølge Rossanvallon flyttet fra nationalstatens niveau og ud i den globale manege. Men de politiske institutioner er ikke flyttet med:
»Det spørgsmål, vi må stille os selv i dag, er, om Europa kan udfylde rummet mellem nationalstaten og globaliseringen. Vi står nu over for en dobbeltopgave: Vi skal på den ene side restaurere nationalstaten og på den anden side regulere globaliseringen.«
EU kan hverken udligne underskuddet på det nationale niveau eller udvikle sig som ny universel institution:
»Europa kan hverken erstatte den svækkede nationalstat eller modvirke den globale afmagt. Europa er ikke en paradoksal middelvej og løsning på de to aktuelle
fiaskoer. Hvorfor ikke? Den væsentligste grund er, at der ikke findes et europæisk folk.«
Europæerne handler og tænker ikke som europæerne. De handler og tænker som tyskere, polakker eller svenskere. Hvis de altså er tyskere, svenskere eller polakker.

Hvilken solidaritet?
Solidaritet kan være knyttet til et konkret fællesskab eller til alle mennesker overhovedet. Den konkrete solidaritet udfolder sig i nationalstaten: Borgerne er bundet af en implicit kontrakt: For at udligne uligheder
accepterer borgerne omfordeling af samfundets værdier. De borgere, der anerkender denne forpligtelse på omfordeling, viser sig derved som et ’folk.’
Rossanvallon betegner den anden og altomfattende solidaritet som den ’humane solidaritet.’:
»Den humane solidaritet handler ikke om at begrænse uligheder, men derimod om at sikre, at befolkninger over hele verden ikke bliver berøvet deres menneskelige værdighed. Den humane solidaritet vil forhindre folkemord og hungerkatastrofer.«
Den humane solidaritet koster ifølge FN kun under 1 procent af det, Rossanvallon kalder ’det globale bruttosocialprodukt’. EU omfordeler kun 1.27 procent af det europæiske bruttosocialprodukt. Og Rossanvallon konkluderer, at EU er baseret på human solidaritet. Der er ikke noget europæisk folk:
»Det forbliver et nationalt anliggende at sikre de sociale ydelser og den sociale velfærd.«
EU kan ikke blive en ny storeuropæisk velfærdsstat. Men derimod forbillede for en global orden. Som Rossanvallon konkluderer:
»Jeg er overbevist om, at dannelsen af det europæiske fællesskab skal forsøge at realisere en miniaturemodel af en universel orden, som kan skabes gennem global regulering. Europa skal være model for en universel retsorden og for regulering af den globale økonomi.«

USAs modstander?
For ikke særlig længe siden skrev spionromanforfatteren John le Carré i The Times:
»USA er nu trådt ind i endnu en epoke kendetegnet ved galskab af historiske dimensioner. Denne gang er det værre end nogensinde før.«
Der er dem, der forestiller sig Europa defineret som modmagt i forhold til det amerikanske galskab. Den slovenske filosof Slavoj Zizek har gang på gang pointeret:
»Europa har en eneste opgave: Det er at gøre noget andet end USA. Udfordre det globale amerikanske herredømme.«
Det er nu sket, og så gik det alligevel tilsyneladende ud over den europæiske helhed. Splittet i det gamle og det nye Europa eller i det kontinentale og angelsaksiske Europa. Den amerikanske litterat Richard Rorty forklarer i det tyske dagblad Frankfurter Rundschau, hvorfor han er skuffet over Europa som modmagt. Det nej, Zizek efterlyser, er for lidt for Rorty:
»Europæerne bestemmer stadig alt for ofte, at man ikke vil gøre noget, hvis ikke amerikaner gør noget. Og så er europæerne altid klar til at give amerikanerne skylden, når noget går galt. Men hvornår begynder europæerne at sætte en alternativ dagsorden?«
Og som Frantzen siger til Die Welt:
»Europæerne forstår ikke, at amerikanerne stadig mener, Europa står i gæld til USA. USA ofrede amerikanske liv og amerikanske penge to gange i forrige århundrede for at redde Europa. Men amerikanerne forstår til gengæld ikke, at europæerne er blevet mere pacifistiske, fordi de under to verdenskrige har oplevet tab, som er mange, mange gange større end det, amerikanerne oplevede 11. september.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu