Læsetid: 2 min.

Evigung?

Sanne Salomonsen bryder fem års pladetavshed. Har nogen savnet hende?
29. marts 2003

Ny cd
Sidst jeg så Sanne Salomonsen på en scene var for en lille måned siden ved Danish Music Awards i Forum. Jeg sad på nogleogtresindtyvende række, og kunne godt se, men ikke mærke hende. Det får så være, selv om de store scener og den store rækkevidde altid har været hendes force snarere end det intime. Værre var det, at den energi hun, ifølge storskærmen, investerede, var omvendt proportional med det indtryk, hun efterlod hos det feststemte stående publikum oppe foran.
Hun trængte ganske enkelt ikke igennem, men flaksede rundt som et hjemløst 80’er-ikon, iført et læderkostume, der lignede en annonce for et intimcenterudsalg.
Ikke sært, hvis det overvejende unge publikum undrede sig eller gik ud for at tisse eller sms’e. Det er nemlig fem år og femhundrede døgnfluer siden Sanne Salomonsen sidst udsendte en cd – det elegante, men lidt livløse jazz-album In A New York Minute. Og spørgsmålet er om nogen har savnet hende.
Det lyder væmmeligere end det er ment. Hun har altid været den bedste Sanne Salomonsen vi har haft, og ingen kan fratage hende indflydelse på flere generationer af danske rocksangerinder ligesom det vil være afstumpet at frakende hende sceniske kvaliteter, men når man lytter til hendes nye udspil
Freedom, bliver man også mindet om, at hun har sin store svaghed i
ikke selv at kunne skrive sange.

Ujævn karriere
Hun er afhængig af sine leverandører. For afhængig. Det har fået hendes pladekarriere til at forme sig noget ujævnt, faktisk så ujævnt, at de to best of-samlinger, hun udgav omkring årtusindskiftet, er hendes bedste plader.
Det er længe siden, hun sidst sang på dansk. Og Freedom er da også, som titlen antyder, på engelsk. Hun har skruet klædeligt ned for manererne, og kan fortsat bevæge på ballader som f.eks. »Fluffy,« men hvor hun som fortolker af danske sange ofte via sine inspirationskilder kunne give disse et internationalt format, typecaster så gennemsnitlige sange som disse nye hende som en bizar, tidsforsinket blanding af Tina Turner på valium, Allanah Myles (kan nogen huske hende?) og Bonnie Raitt uden kærestesorg (og hvor sjov er hun så?), godt pumpet op af en produktion, der ikke har til hensigt at gøre andet end imponere, og som ikke kender til begreber som åndehul og pausering. Resultatet er kompetent, men k-e-d-e-l-i-gt.
Når et højdepunkt er en sang fra Aqua-sangskriveren Søren Rasteds overskudslager, har man en fornemmelse af niveauet.
Tænk, hvis nogen havde haft modet til at skrive danske sange til Sanne Salomonsen som om hun var en 47-årig alenemor med mod på livet og dyrekøbte erfaringer. Nu leger hun ung, men jeg tror desværre ikke det er med nutidens unge.

*Sanne Salomonsen: Freedom. Producere: Sanne Salomonsen & Nikolaj Steen m. Oli Poulsen & Deadmono. EMI. Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her