Læsetid: 5 min.

Den evindelige kvindekamp

’Ligestillingsloven i politik berører os lige så meget som udsalg hos Hermès’, hævder de undertrykte kvinder i de fattigste franske forstæder. Ikke desto mindre er det netop politikere, de prøver at råbe op
7. marts 2003

Qlummen
I mandags satte Paris’ folkevalgte kvinder hinanden stævne. Viceborgmester Anne Hidalgo havde taget initiativ til mødet. For ganske vist har den socialistiske borgmester Bertrand Delan0ë, som en af de få, taget den politiske ligestillingslov alvorligt: 17 ud af de 33 viceborgmestre, der omgiver ham, er kvinder. Men, som den ’grønne’ Mylène Stambouli, vurderede det, »så udgør status efter to år lige dele udmattelse og modløshed, for de kommunale institutioner er beregnet for folk, der står til rådighed i samtlige døgnets 24 timer.« Ud-over at brokke sig over, at lederne af langt de fleste udvalg fortsat er mænd, og at dagsordenen og dermed budgetterne hovedsageligt bestemmes af dem, blev der efterlyst noget så basalt som rimelige arbejdstider og børnepasning.
Samtidig vandrer en håndfuld unge kvinder mod Paris. De har gået gennem landet i en måned nu under et banner, hvorpå man kan læse: »Hverken luder eller underdanig«. De er del af en ny opstandelse i forstæderne. De har fået nok af den sexisme og undertrykkelse, der er et voksende fæ-nomen i ghettoerne og de protesterer mod begge dele. Mod undertrykkelsen. Og mod ghettoerne.
Det er voldsomme sager, der har skubbet de unge kvinder ud på Frankrigs landeveje, hvor de i løbet af februar har besøgt og skabt happenings i 23 byer. I efteråret overhældte en 19-årig fyr den 15-årige pige Sohane med tændvæske og satte ild til hende. Det skete efter et skænderi, og Sohane blev fundet død i et skraldespandsrum under en af de karakteristiske trøstesløse boligblokke i pariserforstaden Vitry-sur-Seine. Blandt de kvinder, der bakker op om kvindemarchen, er Sohanes søster. Hun har nægtet at lade søsterens sag glide ud i glemslen, som blot endnu en historie om et lidenskabeligt forhold, der tilfældigvis ender galt.
Så er der gruppevoldtægterne. Ikke alene voldtages unge kvinder i forstæderne, de fordømmes også for det. Et voldtægtsoffer, der vovede at angive voldtægtsforbryderne, har måttet flytte tre gange. »Hun var vel selv ude om det«. Ghettoiseringen straffer dobbelt. Den 29-årige Samina Bellil, der var udsat for tre kollektive voldtægter i alderen mellem 14 og 19, er derfor naturligt nok en anden af kvindemarchens »gudmødre«. I efteråret udgav hun bogen I gruppevoldtægternes helvede, hvor hun beskriver ikke alene sit martyrium, men også den fortvivlende situation, som de unge kvinder i forstæderne befinder sig i. En af grundene til, at hun ikke i første omgang angav voldtægstforbryderne, var, at hun selv følte sig skyldig. »Jeg var en knude af skam og dårlig samvittighed, jeg synes selv, jeg havde fortjent det, for jeg havde overskredet alle de grænser, min familie, der kom fra Algeriet, havde givet mig. Og så var jeg flygtet hjemmefra, jeg stjal, jeg var et rigtigt forstadsafskum, der ikke kunne klage over, at jeg var blevet voldtaget«.

Hvad har kvindelige politikere i empirestole i guldstuksale så at gøre med forstadspiger, der kryber afsted langs betonvæggene af angst for mandschauvinistiske jævnaldrende, der ser sig berettiget til at voldtage dem i beskidte kælderrum, hvis de ikke er ’respektable’?
Ifølge forstadskvinderne ikke det fjerneste. »Ligestillingsloven i politik berører os lige så meget som udsalg hos Hermès«, som der var en, der formulerede det, da forstadskvinderne første gang forsamledes for godt et år siden på Sorbonneuniversitetet. Det var her sloganet: »Hverken luder eller underdanig« blev lanceret første gang efter tre års feltarbejde af »Féderation nationales des Maisons des potes« (sådan cirka: »det nationale forbund for vennernes hus«), en organisation, der ligger tæt op ad »SOS-racisme«. Det var de samme beurettes (slang for araberpiger), der i 80’erne kæmpede mod Le Pen og racismen, i »SOS-racisme«, der, med Fadela Amara i spidsen, råbte vagt i gevær mod en efterhånden katastrofal situation for forstadskvinderne. I stedet for at
have opnået frihed, som andre franske kvinder, er tredjegenerationsindvandrerne, låst fast i en kombination af fattigdom og ghettoisering. Og dermed opblomstring af ’traditioner’ som deres ældre ’søstre’ var stærkt på vej ud af for 10år siden.
Sohanes død og gruppevoldtægterne er symptomer. Voldsomme symptomer. For selvom Le Pen aldrig kom til magten, så udeblev virkningerne ikke: Fremmedhadet førte til endnu større arbejdsløshed og eksklusion, og overlevelsen i de trængte kvarterer har bestået i en ’stolt’ tilbagevenden til arkaiske familieformer. Det rammer pigerne. En pige skal være underdanig, servere for sine brødre, ikke gå ud om aftenen. Hun går lige hjem fra skole og og studerer artigt. Hun skal være jomfru, når hun skal giftes – fremvisning af lagenet efter bryllupsnatten er virkelighed i dagens (ghetto)Frankrig.
For en pige i ghettoerne er hverdagen, at hun aldrig kan have nederdel eller en stram eller udringet bluse på. Hun tager slør på eller svøber sig ind i parkacoat eller en stor sweater. Hun taler ikke med drenge. Og gør hun det modsatte har hun ikke krav på ’respekt’. Har hun en kæreste, og går hun i seng med ham, er hun luder. Og dem må man spytte på, tæve, voldtage, smide ud hjemmefra, melde ud af skolen og tvangsgifte. Pigerne overlever kun ved enten at underkaste sig, eller også at leve et nærmest skizofrent dobbeltliv.
Det er i protest mod ghettoiseringen og den særlige form for kvindeundertrykkelse, at de unge kvinder har vandret igennem det ganske Frankrig. Overalt har de opsøgt medsøstre i forstadskvarterer, lokket den medieopmærksomhed til sig, som de mener kun er drengene til dels (når de voldtager, brænder biler af eller bliver terrorister), og søgt at få politikere i tale.

Når Sohanes søster gør Sohanes død til et politisk spørgsmål, eller Samira gør ghettoiseringen til den egentlige årsag til gruppevoldtægternes eksistens, så gør de noget, enhver gammel feminist kender til hudløshed: Det private gøres politisk. Det næste, der virker velbekendt, er de spørgsmål, som de straks får stukket i næsen, om det så ikke snarere er et politisk eller samfundsmæssigt problem end et feministisk. Ghettoiseringen er først og fremmest del af en fejlslagen integreringspolitik. De underkuede, fattigdomsramte forstadspigers problem har således ikke det fjerneste med parisiske politikerkvinders problemer at gøre.
På kvindernes kampdag i morgen mødes de rasende unge kvinder og de trætte politikere ikke desto mindre på Place de la Republique i Paris. Og var der ikke noget om, at den der ghettoisering var resultat af en forfejlet
integrationspolitik. Og er det ikke politikerne, de unge vrede forstadskvinder vil have fat i. Og hvem er det nu at politikerne ’tilfældigvis’ var og er, hvis kommunalpolitik »er for folk, der står til rådighed i samtlige døgnets 24 timer«?
I år, som de foregående år, har jeg hørt unge mænd indsige, at der ikke er brug for kvindernes kampdag, fordi kampen (naturligvis) burde stå på året rundt. Det er sandt nok. Men har man levet længe nok eller kender sin historie, eller for eksempel bare ser på Frankrig i dag, så vil man vide, at kvindeundertrykkelse altid er et symptom på det, der er værre.
Derfor er der brug for dagen i bedste fald som mindedag og ellers som kampdag. Enten kan man mødes og fejre, at mands-herredømmet omsider er en saga blot. Eller også kridte støvlerne og sin muligvis luksussløvede feminisme og kæmpe videre, måske for andres skyld. For det første tegn på et samfund i regression er altid kvindeundertrykkelse. Og det er værd at huske på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her