Læsetid: 5 min.

Fårekyllinger har to skud i bøssen

Den store var taberen og den lille var vinderen, da Paolo Bettini vandt Milano-Sanremo efter at have tabt i sit første angreb og lykkeligt gennemført sit sidste
24. marts 2003

Cykling
I 1995 sloges Laurent Jalabert med Maurizio Fondriest om sejren i Milano-Sanremo til de allersidste meter. I en medrivende duel over Poggio-bjerget lige inden mål havde de to skilt sig ud fra resten, og den eftermiddag i marts var det sidste gang i nyere tid, at sæsonens første cykelklassiker blev afgjort på Poggio og vundet efter et vellykket udbrud af en enkelt rytter eller et par stykker. Lige siden har Sanremo været sprinterterræn med hele fire sejre til Erik Zabel – rækken afbrudt af Andrej Tchmil, der i 1999 durkdrevent kom massespurten i forkøbet på de allersidste meter – og sidste år med sejr til Mario Cipollini, sprinteren over alle.
Efter sin overbevisende kørsel i Tirreno-Adriatico i sidste uge var Cipollini storfavorit til at gentage sejren iført sin hvide verdensmestertricot med regnbuestriber, og ikke engang et let maveondelørdag morgen inden start kunne pille meget ved hans favoritværdig som løbet skred frem. Altid placeret blandt de forreste 15-20 i feltet, afslappet, observerende, letkørende og ubesværet selv på stigningerne mod slutningen af løbet.
Cipollini vandt ikke. Det gjorde Paolo Bettini, som også kører i hvidt med regnbuestriber. Hans er blot lodrette. Symbolet på, at han sidste år vandt World
Cup’en. Og Bettinis sejr var udtryk for, at ryttere, italienske ryttere, som ikke har chancer i en massespurt, virkelig havde rottet sig sammen på tværs af holdgrænser for at få gjort løbet så hårdt og udskillende, at sprinterne og især Cipollini ville blive sorteret fra senest på Poggio. Af de italienske hold var det især Saeco med Danilo di Luca og Fassa Bortolo med det unge stortalent Fillipo Pozzato, der havde fælles interesser på tværs og også med netop Bettinis belgiske hold Quickstep.
En gruppe på ni ryttere, der talte CSC’s Paul van Hyfte, kom af sted allerede efter syv kilometer i et af den slags kæmpelange kæmpelange og på forhånd dødsdømte udbrud, der er så karakteristiske for netop Milano-Sanremo, og meget forudsigeligt var det den franske spasmager Jacky Durand, der tog initiativet. Han gør det altid. Stikker inden nogen andre har fået gnedet søvnen af øjnene. Efter 260 kilometer i udbrud og et maksimalt og kontrolleret forspring på godt fem minutter blev gruppen hentet, og det indtil da begivenhedsløse løb eksploderede på Cipressa, som er stigningen 25 kilometer fra mål og det traditionelle sted for de første angreb.

Fårekyllingen
På vegne af Danilo di Luca angreb Saecos Mirko Celestino og fik følge af Bettini først, mens Telekoms Vinokourov og Rabobanks Freire nærmest listede sin med, men afstod at samarbejde, så Bettini, der havde brugt mange kræfter allerede på det tidlige forsøg og var indpiskeren i gruppen, måtte se udbruddet dømt og forhåbninger om sejr fortone sig. Med en gennemsnitsfart på over 44 kilometer i timen over 297 km. er Milano-Sanremo ikke et løb, hvor man angriber flere gange. Man vælger et sted og satser der. Lykkes det så ikke, er det som regel bare ærgerligt. Der er kun et skud i bøssen, som det hedder i jargonen.
Men Bettini, som ikke er større end tobak for en skilling og lyder kælenavnet Grillo – fårekyllingen – havde denne lørdag to skud at fyre af. Tidligt – for tidligt – på Poggio angreb Danilo di Luca alene, men kunne ikke gennemføre det, og sad Bettini der pludselig igen. Trukket ved ørerne – som han selv sagde bagefter – af sin yngre holdkammerat Luca Paolini, der simpelthen viftede fårekyllingen ind bag sit baghjul og bugserede ham op ad bjerget uden at Bettini var i stand til at afløse ham med en eneste føring. Af Paolini, som er en hurtig rytter selv, var det et stykke hjælperytterarbejde af sjældent format. Quickstep-tamdemen sled Danilo di Luca op, så han måtte slippe, men Celestino – også han fra Saeco – havde efter en vildt hasardet nedkørsel fra Cipressa mirakuløst fået kontakt igen med Bettini og Paolini.
Men alene mod to var han chanceløs, da Paolini fuldførte sit uselviske arbejde og kørte spurten hjem for Bettini. Ikke blot med den logik, at Bettini var chefen, den ældre og den mere etablerede, men med den logik – udtrykt af Paolini selv bagefter – at Bettini var løbets ubestridt stærkeste rytter den dag efter de sjældne to skud i bøssen.
Og Bettini er en type rytter, jeg i lørdags efterlyste som vinder af de vigtige løb. En personlighed. Stilfærdig og venlig, men i kørestil og fremtoning en rytter, der skiller sig ud. Alene ved sin fysiognomi. Den lange spidse kikseprikkernæse ragende ud over forhjulet, så den næsten synes længere end styrets frempind. Hans dristighed i angreb på uventede steder afvejet med stor fornuft. Og ikke mindst den lethed, hvormed han har påtaget sig mesterens, il campiones, nærmest politiske rolle og ansvar i cykelsportens trængselstider.

Genskabe tillid
Han er fuldstændig klar og tydelig, når han så sent som i går sagde, at det var hans og hans kollegers opgave, at genetablere publikums, mediers og sponsorers tillid til, at sejre i dette game er frugt af selvdisciplin, høj moral og hårdt arbejde.
»Og hvis der er kolleger, der endnu ikke har forstået det, så er cykelsporten død om to år,« sagde han.
En politisk rolle, som han – mere stilfærdigt – deler med Mario Cipollini. Som var en af de første, der i tumulten efter løbet var henne at gratulere sine lille lykkeligt stortudende kammerat og konkurrent. Blandt de italienske ryttere var Bettinis sejr den populæreste, jeg nogensinde har oplevet.
Måske fordi hans historie er så genkendelig og ideel i miljøet. I 1996 blev han nummer fire i VM for U-23 ryttere i Lugano, da italienske ryttere besatte de fem første pladser. Alle de tre medaljetagere er enten væk og glemt eller som verdensmesteren Figueras og toeren Sgambelluri belastet af dopingsager. Bettini var den upåagtede nummer fire, der fik et professionelt job som hjælperytter for sin ven og toscanske landsmand Michele Bartoli. Nøjagtig så selvopofrende en hjælperytter, som han selv havde i Paolini i lørdags. Men i Bartolis fravær vandt han overraskende Liege-Bastogne-Liege i 2000, og jeg husker, at jeg skrev om det løb i dette dagblad under den lidt nedladende overskrift »Vikarens time«.
Nu har Bettini næsten overfløjet den ofte uheldsramte Bartoli med gentagelse af sejren i Liege sidste år, triumfen i World Cup’en og en etapesejr i Tour de France inden Sanremo-sejren i går. Den mest prestigefyldte for italienere.
Bettini er den altid loyale, der har lært sig at vinde, og måske var det derfor, at konkurrenter stod i kø for at gratulere.
Og Mario Cipollini måtte konstatere, at i det løb, hvor han aldrig nogensinde har styret løbet så suverænt og aldrig nogensinde er kommet over Cipressa og Poggio med større lethed – han lukkede simpelthen selv huller op ad bjergene – ja, i det løb måtte han nøjes med den fjerdeplads, det gav at spurtbesejre Zabel og de andre sprintere i hovedfeltet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her