Læsetid: 6 min.

Fjenden er lige om hjørnet

Den internationalt anerkendte og kontroversielle journalist og mellemøst-kender, Robert Fisk, skriver fra i dag direkte fra Bagdad for Information
26. marts 2003

BAGDAD – Hele natten kunne man høre B52’ernes tæppebombning. Det var en lang, rumlende lyd, som nogen gange trak ud i flere minutter. Målene – formodentligt den republikanske garde – må have været omkring 45 km væk, men alligevel ændrede lufttrykket sig i det lille værelse, jeg bor i nær Tigris-floden, sig, hver gang denne ildevarslende mørke lyd begyndte. Jeg har sat nogen blomster i en vase henne ved vinduet, og den rystede lige så stille hele natten på grund af vibrationerne fra jorden og luften. Jeg håber, ingen bliver ramt.
»Når vores soldater er ved fronten, så forventer I vel ikke, at vi liner dem op, så I kan skyde dem?,« lød det nogle få timer tidligere fra den irakiske vicepremierminister Tariq Aziz. Vi havde alle moret os over denne lille spøgefuldhed, men nu grinede jeg ikke længere. Der er ingen tvivl om, at Saddam Husseins gamle garde ikke sidder ude i ørkenen og venter på at bombardementet hører op, med kampvognene side om side, og soldaterne liggende ude i det fri? Så hvad havde B52’erne mon i sigtekornet?
Af og til stak jeg hovedet ud af vinduet. Langt væk i sydvest kunne jeg se et blegt, farligt rødt lysskær, nogle gange i et sekund og andre gange i fem sekunder et lysskær som voksede i størrelse til måske halvanden kvadratkilometer for pludseligt at forsvinde i mørket. Fortroppen for de amerikanske marinesoldater befandt sig nu mindre end 100 kilometer fra Bagdad, fortalte BBC verden i går. Det vil jeg gerne tro.

Stille mellem angrebene
De lange, mørke nattetimer er svære for irakerne. De spiller kort. De sover, når der er stilhed mellem angrebene. Om natten læser jeg en biografi af Sir Thomas More, som bliver desto mere farefuld i dette frygtens drama. Kun få hundrede meter fra mit soveværelse står en kæmpe statue af Saddam Hussein med den højre arm løftet i en hilsen til hans spøgelsesagtige folk og den venstre placeret i siden som under en militærparade. En ung Thomas More ville have forstået betydningen. »En tyran er en mand, som ikke giver sit folk nogen som helst frihed, og som er opblæst af stolthed, drevet af magtbegær og grådighed og opildnet af tørsten efter berømmelse.«
Men i går morges omkring 30 kilometer fra Bagdad talte almindelige irakere – uden tilstedeværelse af de minders som overvåger os – om George W. Bush i nøjagtigt sådanne vendinger. Jeg befandt mig på det, som snart kan blive Bagdads frontlinje – omkring 15 kilometer fra hvor B52’erne bombede, 45 kilometer fra de nærmeste amerikanske marinesoldater og bag mig steg skyer af sort røg op fra brændende olielagre. En voldsom storm blæste sand ind i vores ansigter og gav himlen en mørk blodorange farve, grunden rystede let under os, mens B52’erne vendte tilbage.
En irakisk erhvervsleder havde sit hovedkontor i nærheden og ville forklare, hvor spinkel den sejr var, som amerikanerne følte sig så sikre på. »Gennem historien er Irak blevet kaldet Mesopotamien,« fortalte han. »Det betyder ’landet mellem de to floder’. Så hvis ikke man er mellem de to floder, er man heller ikke i Irak. Det burde general Franks vide.«
Desværre for erhvervslederen krydsede de amerikanske marinesoldater, mens vi talte, under beskydning i går Eufrat ved Nassariyeh, mens hundredevis af kvinder og børn flygtede fra deres hjem mellem broerne. Men alligevel var der i går aftes kun omkring 50 amerikanske kampvogne, som var nået frem til den østlige bred, ind i ’Mesopotamia’. Det lagde nu ikke en dæmper på mandens entusiasme.
»Kan du forstille dig hvilken virkning, det vil have på den arabiske verden, hvis irakerne kommer helskindede ud af denne krig?«, spørger han. »Det tog kun fem dage for alle araberne at blive slået af Israel under krigen i 1967. Og vi irakere har allerede kæmpet mod de almægtige amerikanere i fem dage, og vi har stadig kontrollen i alle byer og overgiver os ikke. Og forestil dig, hvad der ville ske, hvis Irak overgav sig. Hvilken chance ville de syriske ledere have overfor israelernes krav? Hvilken chance ville palæstinenserne have for at forhandle sig frem til en retfærdig aftale med israelerne? Amerikanerne er ligeglade med, om palæstinenserne får en retfærdig aftale. Så hvorfor skulle de slå en retfærdig handel af med irakerne?«
Det var ikke ordene fra et medlem af Ba’ath-partiet. Det var en mand med en engelsk universitetsgrad. En af hans kolleger fremsatte et endnu mere overbevisende argument: »Vores soldater er klar over, at de ikke vil få en rimelig aftale i stand med amerikanerne,« sagde han. »Og det er vigtigt, at de er klar over det. Det kan godt være, at vi ikke er begejstrede for vores regime. Men vi kæmper for vort land. Russerne kunne heller ikke lide Stalin, men de kæmpede under ham mod de tyske angribere. Vi har en lang historie af kampe mod kolonimagter især i englændere. I påstår, at I kommer for at ’befri’ os. Men I har ikke fattet noget som helst. Det, som sker nu, er, at vi starter en befrielseskrig mod USA og Storbritannien.«

Værdigheden
Nu vil forretningsmanden tale om Saddam: »Værdighed betyder meget for arabere. Halvdelen af T. E. Lawrence’s Visdommens Syv Søjler handler om arabisk værdighed. I vore lande vandt populismen over demokratiet af historiske årsager. Saddam har skaffet samfundsmæssig sikkerhed. Jeg er i sikkerhed, så længe jeg ikke går imod regimet. Saddam er måske hård mod systemkritikere, men han er ligeledes hård mod kriminelle, og andre som truer os. Det indbefatter amerikanerne.«
Vicepræsident Taha Yassin Ramadan var mere retorisk i går. Han talte om ’forræderiske angreb og invasion’ og opfordrede til, at de arabiske lande vedtager et olie-boykot mod USA og Storbritannien, og at de i det mindste kalder deres ambassadører hjem fra ambassaderne i Washington og London.
Handelsminister Mahomed Saleh beskyldte FN’s generalsekretær Kofi Annan for at bøje sig for USA’s krav om at forhindre skibe, som fragter forsyninger under oil-for-food-programmet, i at få adgang til Irak. »Vi har ikke brug for humanitær hjælp,« annoncerede han og hævdede, at den irakiske regering sendte 20 lastbiler med mel til Basra hver dag. Samtidig påstod han, at britisk granatild allerede havde antændt et varehus med mel.
Men der var andre historier fremme fra det sydlige
Irak, som i går vakte bekymring blandt irakerne. Hvordan blev de 100 irakere, som blev fundet døde 15 kilometer nord for Nassariyah, for eksempel dræbt?

Grufulde rutiner
En fransk korrespondent har beskrevet lugten af brændt kød, da han passerede dem og tilføjede, at han ikke kunne sige, om der var tale om soldater eller civile. Hvad tror irakerne, der skete med disse mennesker? Næsten enhver krig i Mellemøsten ender med en massakre, en grufuld rutine som ligger i baghovedet på alle.
Ved skumringstid i går aftes ændrede lufttrykket sig igen, da B52 vendte tilbage. I Bagdad hørte jeg på gode råd og fik fat i nogen æbler og bananer, som jeg lagde i vinduet, så de kunne råbe ’ulven kommer’. Jeg vender tilbage til Thomas Mores bog. Men jeg er besat af en underlig tanke. At hvis krigen stadig er i gang, når jeg når til bogens slutning, hvis bombardementerne og granatangrebene fortsætter, når Thomas More får hovedet hugget af, så er det sandsynligt, at også general Tommy Franks hoved kommer til at rulle.

*Oversat af Runa Trosborg

© The Independent & Information, 2003

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu