EM-fodbold
Det danske fodboldlandshold bevægede sig i weekenden et godt stykke ad vejen til Portugal, hvor slutrunden om Europamesterskabet spilles i juni 2004.
I Bukarest sejrede de rød- hvide med 5-2 over Rumænien efter at have været bagud 0-1 og 1-2. Dermed fører Danmark kvalifikationsgruppe med to på bedre målforskel end Norge. Begge nationshold har syv point for to sejre og sidste års 2-2 kamp i Oslo.
Om ellers Danmark vinder pligtsejren over Bosnien Hercegovina på onsdag i Parken, mens nordmændene høvler Allan Simonsens tapre tabere i Luxembourg, bliver duellen i Parken den 7. juni mellem Danmark og Norge puljens egentlige, men ikke endelige, finale.
Rumænsk nødhjælp
Det er ikke helt efter den drejebog, der blev konstrueret ved gruppelodtrækningen. I dén stod der ikke, at rumænerne mellem forventede udsejre over Bosnien (3-0) og Luxembourg (7-0) skulle tabe 0-1 til Norge og 2-5 til Danmark. Der stod ikke, at rumænerne nærmest skulle have udspillet deres rolle allerede efter halvdelen af kvalifikationsspillet, at landstræner Angel Iordanescu skulle træde tilbage efter nederlaget, og at de to rutinerede spillere, anfører Popescu og Filepescu meddelte, at de havde spillet deres sidste landskamp efter nedturen.
Men det var, hvad der skete efter en af de besynderligste fodboldkampe i mands minde på en grusom bane i Bukarest.
Skam få den, der ikke kan glæde sig over et dansk landshold, der rejser sig og vinder med 5-2 på udebane efter at være kommet bagud med 0-1 i 1. halvlegs femte minut og 1-2 efter to minutter i 2. halvleg. Fred være med den, der ikke kan begejstres over, at neandertal-manden Gravesen kan udligne til 2-2 fra det centrale domæne på banens midte
Men fem danske mål giver ikke noget retvisende billede af spilkvalitet og chancefordeling. Kendsgerningen er, at hjemmeholdet var spilførende den første time, havde nogle gode scoringsforsøg, og at den danske midtbane offensivt set var ikke eksisterende i store perioder.
Men Olsens hold for en holdpræstation var det stod godt i forsvaret. Alle mand hold hovedet koldt i minutterne efter de rumænske mål, hvor de var spillet ned i egen boks. Og så havde danskerne de små marginaler på deres side, ikke mindst offensivt. Hvor det første rumænske mål burde være undgået, så var tre af de fem danske træffere ren rumænsk nødhjælp.
Fætter modsat
Thomas Gravesen, der rummer alle spillets modsætninger fra det dummeste til det ypperste, er ikke den første spiller i historien, som har fået chancen for at score fra midten i et tomt mål.
Men enhver, der har prøvet, ved, hvor lille målet på 7,42 meter i længden og 2,12 meter i højden er på den afstand. Midtbane-bryderen fra Everton, der skyder brystet frem både i tide og utide, ramte bare plet.
I dét øjeblik vidste man, at Danmark ikke kunne tabe kampen i Bukarest.
Det har sin egen urimeligt tilfældige logik, at de to næste danske træffere var resultat af, at den indskiftede Regnecampf headede et dansk indspil for kort tilbage til målmand Lobont, så det blev til en præcis frispilning til Jon Dahl Tomasson, der scorede til 3-2 og et selvmål sat ind af Contra til 2-4 på et indspil fra højre, som var gået over hovedet på Tomasson.
Milan-manden med Europas sikreste indersidespark havde egentlig ikke haft nogen stor dag. Han havde to afbrændere, men gratis-chancen lugtede han og udnyttede med snigskyttens præcision.
Dennis Rommedahl, der fik en dominerende rolle som fløjspiller over for en totalt fejlplaceret Filipescu på venstre back, sluttede, som han var begyndt med at score. Hvor 5-2 var til pynt på målscoren, var 1-1 efter ni minutter på affaldet fra et Ebbe Sand-hovedstød lige så vitalt som Gravesens udligning efter pausen.
Det var i øvrigt den farlige dribler Mutu, der havde headet Rumænien foran 1-0 efter dansk opdækningskaos på Munteanus rundskæve frispark. Ved 2-1 var rollerne byttet om, så Mutu efter at have afdriblet Jan Michaelsen og Christian Poulsen passede skråt bagud til midtbane-dirigenten, der sparkede bolden fladt ind ved fjerneste stolpe med venstrebenet. Danmarks lykke var, at udligningen faldt blot fem minutter senere.
Holdet fungerer i forreste og bageste geled, og det er dér, ikke på midtbanen, at de vigtigste ting i fodbold sker: At score mål og forhindre modstanderen i det.
Det bliver en mere utaknemmelig og risikabel opgave at spille på hjemmebane og skulle skabe kampen, som Danmark skal i overmorgen!