Læsetid: 4 min.

Den første irakiske selvmordsbomber

Selvmordsbombemænd er arabernes ultimative våben
31. marts 2003

BAGDAD – Sergent Ali Jaffar Moussa Hamadi al-Nomani var den første irakiske kombattant nogensinde, som man har kendskab til, der har gennemført et selvmordsattentat. Ikke engang under opstanden mod det britiske styre tog en iraker sit eget liv for at tilintetgøre fjenden. Al-Nomani var også shiamuslim, medlem af selvsamme sekt som amerikanerne troede var deres trofaste allierede under invasionen af Irak. Selv den irakiske regering overvejede indledningsvis, hvordan den skulle forholde sig til dette usædvanlige fænomen, fanget mellem dens ønske om at distancere sig fra en handling som får omverdenen til at tænke på Osama bin Laden og deres beslutning om at true amerikanerne med flere af den form for angreb.
Der er meget få detaljer fremme om den 50-årige sergents liv, men de få detaljer, man har kendskab til, er ikke desto mindre interessante.
Han var soldat under krigen mod Iran mellem 1980-88 og meldte sig frivilligt til at kæmpe i Golfkrigen i 1991, der blev kaldt »alle kriges moder« af den irakiske leder, som troede fuldt og fast på sin sejr. Trods sin høje alder meldte al-Nomani sig igen frivilligt til at forsvare sit land mod den britisk-amerikanske invasion. Uden at delagtiggøre sin øverstbefalende i sin plan og i sin egen bil kørte han ind i de amerikanske marinesoldaters kontrolpost lige uden for Najaf.
Den irakiske præsident tildelte ham umiddelbart efter den øverste militære medalje og ordenen Alle kriges moder. Den afdøde efterlod sig fem børn og en enke og en plads i historien om den irakiske modstandbevægelse med 2000 års invasioner. Meget typisk stod en amerikansk talsmand frem og sagde, at »det ligner og føles som terrorisme«, men det kan man ikke få nogen araber til at tro på, eftersom al-Nomani angreb en besættelseshær, og målet for hans angreb var militært.
Kun få timer efter al-Nomanis død fremturede vicepræsident Taha Yassin Ramadan som en anden palæstinensisk leder eller Hizbollah-leder, og han understregede den ulige våbenmagt mellem irakerne og amerikanerne .
»Den amerikanske regering skaber en udvikling i verden, hvor alle er parat til at gå i døden for deres land,« erklærede han. »...Alt, hvad de kan gøre nu, er at gøre sig selv til bomber. Hvis B-52’erne kan dræbe 500 eller mere i denne krig, så er jeg sikker på, at vores frihedskæmpere vil være i stand til at gennemføre operationer, som vil dræbe mere end 5.000.«
Det stod klart, at al-Nomanis selvmordsattentat kom lige så meget bag på de irakiske ledere som på hans amerikanske ofre.
Men det ville klæde amerikanerne at fatte betydningen af denne nye udvikling. Selvmordsbombemænd – om det end drejer sig om de shiamuslimske libanesere, som med succes slår den israelske besættelsesmagt ud eller palæstinensere, som forstyrrer den israelske følelse af sikkerhed – er arabernes ultimative våben. Første gang USA fik en fornemmelse af dets magt, var da selvmordsattentater ramte den amerikanske ambassade i Beirut i 1983, og den 23. oktober samme år blev den amerikanske marines militærlejr i Beirut ramt, og 241 amerikanske soldater blev dræbt. Først da arabere gennemførte en endnu mere ødelæggende selvmordsmission med angrebene den 11. september 2001, forstod den amerikanske regering langt om længe, at der ikke fandtes noget effektivt forsvar mod en sådan taktik.

Symbolsk forbindelse
På en besynderlig måde er der langt om længe en symbolsk forbindelse mellem 11. september og Irak. Amerikanernes forsøg på at sætte Saddam Husseins regime i forbindelse med Osama bin Laden vidste sig at være falsk, men den vrede, som USA har vakt, er i allerhøjeste grad virkelighed, og den kommer til udtryk med det våben, som amerikanerne frygter mest af alle. Næsten alle selvmordsbombemænd er yngre end al-Nomani og ugifte. Men han må have haft hjælp til at klargøre sprængstofferne på sin bil, og nogen må have vist ham, hvordan man udløser detonatoren.
Og hvis det ikke var irakerne, som de påstår, var der så en anden organisation involveret, som hverken amerikanerne og irakerne har kendskab til?
Vicepræsident Ramadan har talt om ’martyrernes sublime øjeblik’ – et udtryk som hidtil har været ukendt i det ba’athisternes ordforråd. General Hazim al-Rawi fra forsvarsministeriet henledte opmærksomheden på, at afdøde bar samme navn som ’Imam Ali’, og bekendtgjorde at den nye ’Martyr Ali havde åbnet døren til Jihad’. Det virker pludselig som om, at islam har blandet sig i denne ellers yderst nationalistiske uafhængighedskrig – for det er, hvad krigen kaldes her – mod amerikanerne.

Ingen trøst
Når man lytter til Ramadans ord glider tankerne tilbage til Joseph Stalin, da han opfordrede de sovjetiske tropper til at bekæmpe de nazistiske angribere i både kirken og kommunismens navn.
Men for amerikanerne er det ingen trøst. Fra nu af vil hver civil, hver bil, hver taxi, hver lastbilchauffør og hver iraker, som lige har fået sin ’frihed’, være potentielle mordere. Amerikanerne har vist sig at være ferme til at beskylde irakerne for at bryde krigsreglerne, alt imens de invaderer irakernes land. Og deres fordømmelse af de irakiske soldater i civilt er malplaceret, når man tænker på de amerikanske efterretningsstyrker i Afghanistan, som lagde vægt på at være klædt i civilt, og som af og til gik halvnøgne omkring. Denne weekend var det den irakiske vicepræsident, som understregede, at "alle midler, som kan stoppe eller dræbe fjenden, vil blive taget i brug".

*Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her