»Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt give mig ind i gisninger om, hvordan vi skal reagere i den hypotetiske situation, at det ikke lykkes Sikkerhedsrådet at finde en afgørelse. Jeg har stadig tiltro til, at
Sikkerhedsrådet vil leve op til sit ansvar.«
Statsminister Anders Fogh Rasmussen
på sit ugentlige pressemøde, den 11. marts 2003
I SIN IVER efter at logre så meget med sin lille hale, at den amerikanske præsident George W. Bush måske får øje på sig, fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen i går, at han bakker fuldt og helt op om USAs nye resolutionsforslag. Et forslag, som giver Irak og Saddam Hussein ganske få dage til at makke ret ellers vanker der en amerikansk-ledet angrebskrig ledsaget af en dansk u-båd og nogle jægersoldater.
Bag den nye resolution står to af de fem permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd, USA og Storbritannien, samt Spanien, der for tiden er et af de ti ikke-permanente medlemmer. De tre øvrige permanente medlemmer Frankrig, Kina og Rusland har i denne uge meddelt, at de vil benytte deres ultimative ret til at nedlægge veto mod den forhastede amerikanske kurs. Vores statsminister, derimod, har med gårsdagens meldinger ladet forstå, at han er med præsident Bush all the way helst med et nyt FN-mandat, men efterhånden må man tolke hans udtalelser, som om han også er med uden Sikkerhedsrådets opbakning. Fogh træder nu endelig i karakter som det, man længe har haft ham mistænkt for at være nemlig George W. Bushs logrende skødehund.
HVAD I ALVERDEN tænker statsministeren dog på? Ja, meget tyder på, at han allermest higer efter anerkendelse fra den amerikanske Bush-regering, der burde ligge en dansk regering fjern. Denne stærke higen efter anerkendelse skygger i stærkt foruroligende grad for Foghs internationale dømmekraft. Der er mindst fire deprimerende grunde til at anse statsministerens holdninger for direkte pinlige:
*Han synes parat til at bakke op om en angrebskrig uden et FN-mandat eller i hvert fald afviser at tage afstand fra det.
*Han agter at bidrage til at eskalere den irakiske krise i stedet for at følge den kurs, der giver resultater netop nu og risikere, at krisen spredes til det øvrige
Mellemøsten.
*Han bakker blindt op om den Bush-regering, hvis midte består af en række tvivlsomme og decideret
farlige texanske gunmen.
*Han synes tilsyneladende seriøst at overveje at benytte et smalt flertal bestående af VK og Dansk Folkeparti til at gå i krig.
Der går en lige linje fra det støttebrev til Bush, som Fogh skrev i februar sammen med europæiske pennevenner som Tony Blair, Silvio Berlusconi og José
María Aznar til gårsdagens udtalelser. Foghs lyst til at bidrage i den koalition af de villige, som Bush vil opbygge for at fjerne Saddam Hussein, er ganske enkelt så stor, at han er villig til at blæse på argumenterne for at gå i krig. Har du, Fogh, set beviser, der overbeviser dig om, at vi skal bidrage til krigen mod Irak? Hvis du har, må vi andre så kigge med?
DEN LOGREN med halen, som Fogh synes så veltilpas ved, gælder som bekendt ikke kun lysten til at bakke op om krig. De seneste dage har også afsløret, at Venstre er vældigt godt tilpas med den amerikanske ulovlige indespærring af bl.a. den danske fange på
Guantanamo-basen. Jens Hald Madsen, formand for Udenrigspolitisk Nævn og derved sit partis fremmeste udenrigspolitiker, afviste således i går i TV 2s morgen-tv at tage afstand fra USAs metoder. Tværtimod mere end antydede han, at det i virkeligheden er helt rimeligt, at danskeren og de andre er spærret ulovligt inde. Det er rent ud sagt pinligt, at Danmarks statsminister efterhånden så mange gange har afsløret, at det vigtigste for ham synes at være at slutte op om præsident Bush no matter what.
Den aktivistiske udenrigspolitik, som Fogh kom til at lancere midt under Sakajev-sagen i efteråret, minder efterhånden om den kurs, som den danske modstandsbevægelse kritiserede skiftende regeringer for op til og under Besættelsen nemlig eftergivenhed over for den store magt. Det er for usselt, Fogh. Rank dog ryggen og kom til fornuft. En angrebskrig mod Irak er ikke retfærdig på det foreliggende grundlag og da slet, slet ikke uden et klart FN-mandat.
