Læsetid: 7 min.

Generalens mareridt: Lynkrig eller Stalingrad

USA’s militærstrategi går ud på at knuse irakisk kampmoral med et lynhelvede af ildkraft over Bagdad. Men hvordan gøre det uden store civile tab?
19. marts 2003

Strategi
Man kan drømme om, at Saddam Hussein trods udsagn om det modsatte og inden deadline natten til torsdag pakker sin kuffert og forsvinder i eksil, før amerikanerne kommer og slår ham ihjel.
Eller at ledende officerer i Saddams republikanske garde griber deres egen sidste chance, ombringer diktatoren og skyndsomt ringer til general Tommy Franks og siger »Velkommen til Bagdad«.
Eller man kan sætte sin lid til en højteknologisk, antiseptisk blitz-krig, der med hidtil uset præcision og nye mikrobølgevåben, på no time og uden større ofre sætter hele den irakiske kommandostruktur ud af funktion og slår Saddam og hans hær med lammelse.
Drøm bare videre. USA’s forsvarsminister Donald Rumsfeld havde selv drømt om en højteknologisk lynkrig, men general Tommy Franks – på plads og parat i den amerikansk-britiske kommandocentral i Qatar – har forlangt og fået udstyr og tropper til en krig, der trods indslag af nye våben er traditionel i sit forløb med stor afhængighed af kampvogne, artilleri og masser af soldater.
»Kommer krigen, bliver det ikke som Afghanistan. Det bliver ikke en fremtidens krig,« sagde den erfarne amerikanske militæranalytiker William Arkin for nylig.
De fleste fagfolk mener, at krigen vil forløbe hurtigt – over nogle uger – men det udelukker på ingen måde, siger de, at den kan blive yderst blodig og slutte med kampe fra hus til hus i Bagdad. Ofrenes antal bliver muligvis aldrig kendt, men man kan have i baghovedet, at den første Golfkrig i 1991 anslås at have kostet 40.000 irakiske soldater og 4.000 civile livet foruden næsten 400 ofre blandt amerikanske soldater. Dette som resultat af en krig over to måneder som ikke omfattede indtog i Bagdad med dens over fire millioner indbyggere.

Rusten hær
Saddams militære apparat er anderledes imponerende end taleban-hæren i Afghanistan, men den er samtidig en skygge af den hær, amerikanerne mødte i 1991.
Op til den første Golfkrig rådede Saddam Hussein over en million soldater. I dag er Iraks økonomi i ruiner og hæren skåret ned til 375.000 mand. Af dem er hovedparten dårligt trænede, dårligt udstyret og formentlig ringe motiveret for at slås. Kernen er elitetropperne i Saddams Republikanske Garde.
Bevæbningen er på det halve af niveauet i 1991, og bortset fra luftforsvaret er der næsten ikke sket forbedringer af det militære isenkram.
»Iraks manglende økonomiske evne til at modernisere sine styrker betyder, at meget af dets store slagstyrke er helt eller delvis forældet, har tvivlsom kampevne og kun vanskeligt kan holdes forsynet under kamp,« skriver det amerikanske Center for Strategic and International Studies (CSIS) i en rapport om det irakiske militær.
Det er den slags vurderinger, der har fået amerikanske høge som den tidligere Reagan-medarbejder Kenneth Adelman, nu analytiker ved tænketanken American Enterprise Institute, til at beskrive krigen som »a cakewalk«, så let som en tur til konditoren.

Luftkrigen
Den indledende fase præget af luftkrig vil næppe byde amerikanerne og briterne megen modstand. Krigen vil blive indledt med op til en uges intens bombardement fra luften af irakiske nøglepositioner, omfattende 500 daglige angrebstogter fra en styrke på 1.000 jager- og bombefly.
Angrebene fra fly suppleres med præcisionsbomber i form af krydsermissiler affyret fra krydsere, destroyere og u-både, på plads i Golfen og Det Røde Hav. Alene i krigens første timer ventes 500 præcisionsbomber og -missiler sendt af sted mod mål i Irak. Den lammende chok-effekt ved fra start at nedkalde et veritabelt bombehelvede over de irakiske styrkers hoveder og lamme kommunikation og kommandostruktur er en central faktor i angrebsplanen.
Iraks luftvåben har ingen rolle at spille her. Ifølge CSIS har Saddam kun 300 kampfly tilbage, hvoraf hvert femte næppe er i stand til at flyve, og hvis piloter de seneste mange år har fået helt utilstrækkelig flyvetræning.
Bedre står det til med det irakiske jord-til-luftforsvar, der udgør et relativt fintmasket net. USA og Storbritannien har dog længe arbejdet på at blødgøre dette forsvarssystem ved tilbagevendende angreb, camoufleret som overvågningsflyvninger i den nordlige og den sydlige flyforbudszone.
Det tages for givet, at USA og Storbritannien hurtigt vinder luftherredømmet og åbner Irak for landtroppernes fremmarch. Men selv om bombardementerne fra luften gennemføres med et langt større islæt af ’smarte’ præcisionsvåben end ved tidligere krige, så kan det i sig selv blive blodigt og kræve mange irakiske ofre.
»Det er blevet fremført, at man ikke vil ramme den civile infrastruktur, men det er simpelthen ikke troværdigt,« siger sikkerhedseksperten professor Paul Rogers, University of Bradford i England.
»Hvis det irakiske militær er afhængig af nogen del af denne infrastruktur for at fungere – herunder strømforsyning, broer og lignende – så vil den med sikkerhed blive ødelagt«, og det vil også ramme civilbefolkningen, siger Rogers.
Inden for de seneste uger har Saddam Hussein flyttet betydelige dele af luftforsvaret til Bagdad, der nu er polstret med jord-til-luft-missiler, maskingeværstillinger og artilleri.
»Det er som en hvepserede,« siger generalmajor Dan Leaf, øverstkommanderende for de amerikanske flystyrker i Golfen.
»Eftersom de har presset luftforsvaret sammen omkring Bagdad, vil de være i stand til at forsvare sig og sende en masse missiler og kugler op i luften, og det gør Bagdad til et meget hårdnakket problem,« siger generalen.
En del af problemet er, at risikoen for at ramme beboede områder og civile under nedkæmpelsen af det irakiske luftforsvar i og omkring Bagdad er stor.
»Præcisionsvåben kan alt for let blive styret mod de forkerte mål. Det har vi oplevet siden den første Golfkrig – i Kosovo og Serbien i 1999 og i Afghanistan i 2001-02, hvor snesevis af civile blev dræbt,« påpeger Paul Rogers.

Basra først
Indsættelsen af landtropper vil ske hurtigst muligt efter og nogle steder parallelt med luftangrebets start. I syd er oliebyen Basra udset til et første vigtigt mål. Dels for at hindre Saddam i at sætte ild til oliekilderne, dels for at vinde en tidlig propagandasejr i form af forventede billeder af befriede, jublende shiamuslimer.
»Planen er at opnå en stor succes og billeder af befrielse i den første uge, så vi ikke taber initiativet, hvis vi ugen efter mister 500 soldater i et nervegas-angreb,« sagde en unavngiven ledende officer til International Herald Tribune tirsdag.
Oliebyerne Mosul og Kirkuk i nord er andre vigtige, tidlige mål, som også ventes at falde hurtigt, bl.a. fordi Saddams elitestyrker er trukket bort herfra og overført til Saddams hjemby Tikrit samt til Bagdad.
Helt afgørende og afgørende vanskeligt bliver slaget om Bagdad. Foruden med luftforsvaret har Saddam Hussein forsøgt at gøre byen sværtindtagelig ved bl.a. at grave grøfter og kanaler langs byens periferi, antagelig med den hensigt at fylde dem med olie og sætte ild til for at forstyrre laserstyrede bomber og bremse de fjendtlige troppers indrykning.
Hertil kommer, at mange af Saddams bedst trænede og mest loyale tropper, enheder af Den Republikanske Garde på 50-60.000 mand og den endnu mere disciplinerede Særlige Republikanske Garde på 12-15.000 mand, i de seneste uger er blevet trukket til Bagdad.

Stalingrad
Saddam »går efter en Stalingrad-belejring. Han vil trække os ind i en by-krig,« sagde den britiske øverstkommanderende, luftmarskal Brian Burridge forleden.
Det er angribernes store problem. Hvis man i forsøget på at paralysere Saddams militærapparat omkring Bagdad gennemfører en massiv, hurtig indsats, der omfatter tropper fra luften og infernalsk beskydning fra land og fra luft, så er det meget svært at undgå store civile tab. Militæranalytikeren Michael O’Hanlon fra The Brookings Institution har skønnet, at titusinder af irakiske civile, omkring 10.000 irakiske soldater og 1-2.000 amerikanske soldater kan blive dræbt i slaget om Bagdad.
Jo mere amerikanerne forsøger at beskytte sig selv mod tab ved at skrue op for ildkraft og bombardementer, desto flere civile irakere vil miste livet, påpeger Paul Rogers. Han minder om, at de amerikansk-britiske våben beregnet på såkaldt ’bløde mål’ – herunder klyngebomber og artilleri-raketter med multiple sprænghoveder – kan udrette voldsomme skader.
Pentagon har bitre erfaringer med by-krig fra bl.a. kampene i Mogadishu, Somalia, i 1993, og derfor har man en forestilling om at holde sig ude af det centrale Bagdad længst muligt og i stedet præcisionsbombe nøgleinstallationer og militære enheder på afstand. Men det forløb kan være i Saddam Husseins interesse, fordi verdensoffentligheden, herunder den arabiske, i stigende grad vil blive påvirket af de dag for dag flere civile tab. Derfor skal man ind i det centrale Bagdad, og det hurtigst muligt, vurderer folk som Gary Anderson, tidligere militærmand, nu ekspert i by-krig ved Potomac Institute for Policy Studies.
»Hvis man skal gennemføre det her, så skal man gøre arbejdet færdigt og gøre det hurtigt,« siger Anderson.
Han har gennemført computer-simulationer af bykrig, som resulterede i store amerikanske tab, og der er enighed om, at det er en krigsform, amerikanerne ikke er eksperter i.
I sidste ende handler det om kampmoralen hos Saddams elitestyrker. Kan amerikanerne og briterne med deres 280.000 mand og overlegne teknologi og våbenarsenal knække den hurtigt ved fra første færd at nedkalde et paralyserende helvede af ildkraft over Bagdad, kan krigen blive kort.
Spørgsmålet er, hvor mange irakiske børn, kvinder og mænd der ryger med i faldet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu