Læsetid: 4 min.

Genopstået som en anden

Når popmusik bliver dogme: The Cardigans udsender et nyt album hvor den elektroniske pynt er fjernet fra poppen
24. marts 2003

Interview
Man har ventet på svensk poprock og stor turisme: Hvad vil man mere, når man har lavet et album, der har solgt i mere 25 millioner eksemplarer? Hvor går man hen efter succes med syntheizer og trommeloops? Er der liv efter tekno-inspirationer i poprock?
Det er fire år siden The Cardigans udsendte Gran Turismo. Det populærmusikalske band har holdt sig væk fra presse og pjat og stor ståhej.
Men nu kommer de igen: The Cardigans. Malmø-kvintetten udsender nemlig i dag deres femte studiealbum under den sværmeriske titel Long Gone Before Daylight. Og de 11 skæringer, som gemmer sig bag de
fire ord, skal nok få en og anden til at tabe både næse og mund. For The Cardigans genopstår med et album, der lydmæssigt ligger milevidt fra forgængerens nedkølede elektrorock.
På Long Gone Before Daylight er det således ikke synthesizere, samplere og sequencere, der farver melodifigurerne, men derimod mundharmonikaer, tamburiner og violiner – The Cardigans har med andre ord taget et skridt baglæns i musikhistorien. De har søgt tilbage mod den
autentiske lyd. Sådan lyder det i hvert fald.

Popasketer
Peter Svensson, orkestrets guitarspillende mastermind, betragter det nye albums traditionelle akustiske udtryk, som en direkte reaktion på forgængerens teknologiske lydexcesser.
»Gran Turismo var et album, som blev lavet ved hjælp af en frygtelig masse elektronik og teknik. Det nye album vender ryggen til alt dette. På Long Gone Before Daylight har vi valgt at forbyde os selv adgang til de letkøbte effekter, som teknologien tilbyder. Ingen smarte tromme-loops og ingen blærede synth-klangflader. Vi valgte i stedet at indspille albummet i en dogme-lignende ånd, hvor det kun var tilladt at bruge traditionelle instrumenter. Og denne asketiske tilgang gav os ikke kun en helt ny organisk sound – den gav os også følelsen af at være et rigtigt orkester.«
– Var det følelsen af ikke at være et rigtigt orkester, som var årsag til den mere end fire år lange pause?
»Ja, det må man sige. Efter Gran Turismo var vi ved at gå i opløsning. Vi så ikke rigtig nogen grund til at
lave et nyt album. Vi havde ikke den fællesskabsfølelse, der skal til. Og det skyldtes i høj grad mig, for skabelsen af Gran Turismo endte med at være mine ideer og så en masse maskiner. Jeg var i høj grad en af grundene til at The Cardigans efter det sidste album stod på afgrundens rand. Men vores trommeslager, Bengt Lagerberg, og vores tangentspiller, Lasse Johansson, samlede stumperne, og fik os til at tale ud om orkestrets situation og om den skæve magtbalance. Og det hjalp, selvom det var hård kost – ikke mindst for mig.«
– De fleste medlemmer af The Cardigans har været involveret i andre musikalske projekter i løbet af de forgangne fire år. Kan det høres på Long Gone Before Daylight?

En fælles bestræbelse
»Helt sikkert! Den lyd som vores nye album præsenterer, er i høj grad resultatet af den selvtillid, vi hver især har fået igennem andre projekter. Det man hører på Long Gone Before Daylight er mere end nogensinde før et resultat af en fælles bestræbelse, hvor alle har haft modet til at sige til og – ikke mindst – fra. Det eneste problem ved denne demokratisering er, at jeg ikke bestemmer så meget mere!«
– Lyden på ’Long Gone Before Daylight’ er organisk og på sin vis meget nøgen sammenlignet med jeres forrige album. Hvorfor har I droppet den elektroniske pynt på poppen?
»Det er en meget rammende betragtning. Vi har i arbejdet med det nye album fået opbygget en tillid til vore evner som sangskrivere, der har gjort, at vi har turdet satse på et meget enkelt udtryk. Og så har vi også tilladt os selv at give efter for vore egne pladesamlinger, der jo vrimler med kunstnere, som har helliget sig det enkle – navne som Bob Dylan, Neil Young og Ed Harcourt. I arbejdet med Long Gone Before Daylight følte vi ikke, at vi død og pine skulle løbe efter den typiske Cardigans-lyd, men at vi i stedet skulle lave noget, som klang mere af den musik, vi hver især hygger os med derhjemme. Og det er jo faktisk fuldstændig vanvittigt, at vi ikke har gjort det noget før. Set i bakspejlet var det jo det eneste, som kunne bringe os videre som orkester, for vi havde jo på mange måder nået grænsen for, hvad vi kunne gøre med det klassiske Cardigans-udtryk.«
– Gran Turismo solgte 2,5 millioner eksemplarer på verdensplan. Hvilke ambitioner har I på det nye albums vegne?
»I første omgang er vi bare glade for at have lavet et album, som har ført os videre i en fælles kreativ retning. Men når det er sagt, så er det nok ikke sandsynligt, at vi kommer til at sælge så mange enheder, som vi gjorde med Gran Turismo. Dertil er albummet nok for langsomt og for traditionelt. Men hvem ved? Måske er verden klar til vores nye lyd. Vi er i hvert fald – og det er nu engang det vigtigste.«

*’Long Gone Before Daylight’. Universal. Udkommer i dag

FAKTA
The Cardigans
*The Cardigans blev dannet i 1992 og har udsendt fire plader: Emmerdale (1994), Life (1995), First Band On The Moon (1996) og Gran Turismo (1998). Det samlede salg er i dag på mere end syv millioner eksemplarer.
Flere af medlemmerne har været aktive i andre sammenhænge – sangerinden Nina Persson har med soloprojektet A Camp udsendt A Camp (2001), bassisten Magnus Svenningsson har under navnet Righteous Boy udgivet albummet I Sing Because Of You (2002) og guitarist Peter Svensson har blandt andet skrevet og produceret albummet Come Along (2001) for popsangerinden Titiyo
nwww.cardigans.net

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu